Færre studiejobs, stigende madpriser og dyre bøger. Der er mange grunde til, at unge studerende kæmper med højere og højere SU-lån.

Pas på løbske lån

Umiddelbart er finten også god. Er du tilmeldt en videregående uddannelse, kan du tage et SU-lån og hver måned få 3.020 kroner oven i din SU. Men selvom renten er lav og lånet nødvendigt, kan en høj SU-gæld få alvorlige konsekvenser for dit liv efter bøgerne. Har du for eksempel haft et lån gennem hele din femårige uddannelse og betaler 2000 kroner af hver måned, vil det tage dig omkring 8 år at tilbagebetale gælden. Og en høj gæld kan afskrække pengeinstitutterne fra at låne dig flere penge, som kan gå ud over fremtidens køb af lejlighed, hus eller bil.

Gode råd mod gæld

Det er derfor vigtigt, at du som studerende tidligt holder lånet i hanke og har et overblik over din økonomi. Gert Mouritzen giver her seks gode råd til at komme godt ud af gælden:

Læg et budget. Få overblik over din økonomi og lav et budgetskema, hvor du skriver alle faste udgifter og indtægter ind i. Opdel årets samlede udgifter i 12, så du hver måned betaler det samme beløb ind på budgettet.

Opret en budgetkonto. Det faste budgetbeløb sættes hver måned ind på en budgetkonto, hvor alle faste udgifter som forsikring, varme- og elregninger trækkes fra. Sørg for at alle faste udgifter bliver tilmeldt PBS, så du undgår dyre rykkergebyrer.

Vurdér dit forbrug. Mange ved ikke, hvad de bruger pengene på. Dan dig et overblik over dit forbrug ved at gemme gamle boner eller skriv ned, hvad du har brugt penge på i løbet af måneden. Når du har et overblik over dit forbrug, er det også nemmere at spare på unødvendige udgifter.

Vær realistisk. Lav en realistisk afdragsplan, så du undgår at optage nye lån for at dække de gamle. Mange vil gerne være hurtigt fri af gælden, og sætter sig for hårdt. Men det gør bare, at man bliver tvunget ud i at optage nye lån for at få det hele til at løbe rundt.

Udbetal de dyreste lån først. Det er vigtigt at få overblik over sin gæld. Hvis du har gæld flere steder bør ud udbetale de dyreste lån først, så du slipper for den dyre rente.

Søg hjælp. Mange opfatter en dårlig privatøkonomi som et tabu. Men hvis gælden er vokset dig over hovedet og overblikket er tabt, kan det være gavnligt at tale med en udenforstående part. Hvis du ikke har lyst til at tale med din bank, er der andre steder, der tilbyder gratis gældsrådgivning. For eksempel hos Forbrugerrådets Gældsrådgivning, Den Sociale Retshjælps Gældsafdeling eller Københavns Kommunes Gældsrådgivning. Forbrugerrådet og Danske Studerendes Fællesråd har desuden indledt et samarbejde, der skal informere og rådgive studerende om gæld. Rådgivningssiden forventes at være klar i begyndelsen af det nye år. Du kan følge med på Forbrugerrådets hjemmeside: www.taenk.dk