Der er mange penge at spare, hvis du som studerende tegner forsikring gennem din fagforening i stedet for at henvende dig direkte til forsikringsudbyderen. En undersøgelse viser, at du kan spare helt op til 3.000 kr.

Penge- og Pensionspanelet har sammenlignet priser på ulykkes- og indboforsikringer, som fagforeninger tilbyder til studerende medlemmer. Undersøgelsen er gennemført blandt forsikringsselskaber, der indgår i samarbejdsaftaler med én eller flere af de 17 største fagforeninger i de største danske studiebyer.

Prisen er afgørende

I følge professor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet er prisen ofte afgørende for, om studerende tegner forsikringer. "For mange studerende som i forvejen har en stram økonomi er det betydelige beløb, der kan spares, og for nogle kan det endda være udslagsgivende for, om en forsikring er en fast udgift, som de har råd til, eller som de kan være fristet til at spare væk".

For forsikringsselskaberne er de billige studieforsikringer ofte en underskudsforretning. Ikke desto mindre er tendensen med de billige forsikringer til studerede stigende. Ifølge cheføkonom i Forbrugerrådet Carsten Holdum er forklaringen lige til.

"Vi ser i stort omfang, at der laves meget gode slagtilbud, især til unge, fordi man ved, at de vil være kunder i mange år, og så tjener man pengene ind senere".

Undersøgelsen viser dog, at der er stor variation i besparelserne fra tilbud til tilbud. Hvor nogle tilbud kan fås for under 1.000 kr. årligt, må andre betale over dobbelt så meget i forsikringspræmie. Så undersøg dine muligheder og vælg med omhu.

Kilde: Penge og pensionspanelet