For de fleste studerende vil en indboforsikring og en ulykkesforsikring være nok til at få en sikker hverdag. Med disse forsikringer er du både sikret mod indbrud, brand, vandskade, den skade du uforskyldt forvolder andre samt ulykker i forhold til dit eget helbred, som eksempelvis tandskader.

Ofte vil andre forsikringer ikke kunne svare sig i forhold til sandsynlighed for dækning og reel dækningsværdi, bortset fra hvis du er bilejer og skal have en forsikring, samt rejseforsikringer, som dog ofte er inkluderet i indboforsikringen. Inden du tegner din indbo- og ulykkesforsikring er der dog et par aspekter du bør være opmærksom på.

Læs også: Studerende sparer forsikringen væk

Udnyt rabatordninger

Prisen på forsikringer er individuelt betinget, og derfor svinger de meget. Prisniveauet på en indboforsikring afhænger eksempelvis af, hvor du bor, hvor stor din bolig er og så videre. En ulykkesforsikring afhænger af, hvilken type arbejde du har, og hvad du foretager dig af aktiviteter som eksempelvis kan være skadeligt for dit helbred.

Hvis du er medlem af en fagforening eller overvejer at melde dig ind i en, så er det en god idé at tjekke hvilke rabatordninger, de har på forsikringer. De fleste fagforeninger har rabatter på både indbo- og ulykkesforsikring, hvilket nogle steder kan spare dig for op til 3.000 kroner årligt som studerende.
Du kan få et overblik over nogle af fagforeningernes rabatter her.

Tag forholdsregler

Før du tegner en forsikring, er der et par forholdsregler, du bør være opmærksom på. Først og fremmest vil det være dumt at være dobbeltforsikret. Derfor bør du tjekke, om du er forsikret andre steder, som eksempelvis gennem din bank.

Det kan også være en god idé at undersøge muligheden for en deleforsikring, hvis du bor sammen med en anden. Hvis det er en kæreste, du bor med, vil du ofte være dækket, mens vilkårene varierer, hvis det blot er en ven eller en sambo. Det er derfor en god idé at tjekke med forsikringsselskabet, om du er dækket under andres forsikringer, hvis I bor under samme tag.

Sæt dig grundigt ind i tingene

Det kan ikke altid betale sig at købe flere forsikringer hos samme selskab, selvom de giver rabat, for ofte bliver man nødt til at købe en dyrere forsikring for at få rabatten. Det er derfor vigtigt at sætte sig grundigt ind i priserne og sammenligne med andre selskaber. Du kan eksempelvis sammenligne priser, dækning og selvrisiko på Forsikringsguiden. Tjek den her.

Brug forhandling til at få prisen ned

Når du har fundet et par interessante tilbud, så følg op på det ved at skrive til selskabet. Det er ofte muligt at forhandle sig til en bedre pris. Der er priskrig mellem forsikringsselskaberne, og derfor er de interesseret i at kapre så mange kunder som muligt. Det vigtigste er dog, at du når frem til en pris, der er rimelig for dig.