Som studerende kan du få hjælp til at betale din månedlige husleje. Og selvom støtten nok ikke kan finansiere den nye cykel (medmindre den er gratis: link til cykelartikel), kan den månedlige ydelse være nok til at give lidt ekstra rum i økonomien. Der er dog nogle få krav, som skal være opfyldt, inden du kan få boligstøtte:

1. Boligen skal være en lejebolig.
2. Du skal bo i en helårsbolig med eget køkken eller en køkkenniche med vand og forsvarligt afløb for at få boligstøtte.
3. Du må ikke tjene mere end 133.500 årligt.
4. Huslejen skal være minimum 22.500 årligt.

Man kan også søge om boligsikring, selvom man bor i et bofællesskab, hvor man deler udgifterne. Støtten bliver fordelt efter, hvor mange m² man bor på. For den 1. person i husstanden medregnes op til 65 m² og for hver af de følgende personer medregnes op til 20 m². Det vil sige, at to personer maksimalt kan få støtte for 85 m², og resten bliver selvfinansieret.

Hvad skal jeg have klar?
Når du skal beregne din boligstøtte, skal du opgive forskellige oplysninger om din bolig, fx husleje og kvadratmeter, og om dine indkomster, fx løn, SU, pension og renteindtægter. Det kan nogle gange virke som en overvældende mængde information, man skal indtaste for at kunne få tilskud. Så her en liste over, hvad du skal have klar, inden du logger på borger.dk.

Boligkontrakten: Er det vigtigste dokument, da det er her, boligareal og vedligeholdelsesansvar står. Vedligeholdelsesansvar betyder for eksempel, om du som lejer skal sørge for, at lejligheden er rengjort og malet ved fraflytning. Det er som regel også her, der står, om der er køkken og vandafledning i lejligheden.

SU- og sidste lønseddel: SU'en er for de fleste studerende den primære indtægtskilde, og da du skal oplyse Udbetaling Danmark om alle indtægter, er det vigtigt at have både sin SU- og lønsedler ved hånden.
Renteindtægter og formue: Undersøg hvad dine årlige renteindtægter er i din bank. Hvis du har arvet eller har store værdier, skal disse også oplyses.

Årsopgørelse fra sidste år: Det kan gå hurtigere for dig selv at genbruge indtægterne fra din årsopgørelse fra sidste år. Du skal dog være opmærksom på ændringer i SU og løn, hvis du for eksempel har skiftet job. Årsopgørelsen finder du på skat.dk.

Forskudsopgørelse fra i år: I din forskudsopgørelse til Skat har du oplyst, hvor meget du forventer at tjene i år. Den finder du også på skat.dk

Bor du sammen med en ven eller partner, skal du også indtaste dennes årlige indtægter. Her skal du være opmærksom på, at også din sambo skal være logget ind for at udfylde formularen.