Når 23-årige Gwen Grunder Widding ikke læser jura, er hun travlt optaget af at skabe det bedst mulige studiemiljø for studerende på Københavns Universitet (KU)

»Jeg bruger al min tid på det. Det er mere end fuldtid,« siger Gwen med et smil, når snakken falder på, hvor meget tid hun bruger på at være formand for Studenterrådet på KU. For Gwen er venner og studiekammerater derfor ekstra vigtige, når hun kobler af med et spil Settlers derhjemme.

»Interessen for det politiske startede nok på gymnasiet med ideen om, at jeg kunne gøre nogle ting, som ville gøre det bedre at være studerende.« En interesse, som blev genoptaget, da Gwen startede på KU: »Jeg kunne se nogle konkrete ting, som kunne forbedres, og jeg fandt ud af, at det var igennem mit fagråd, at jeg kunne gennemføre de ting.«

De politiske succes'er

Gwen har allerede flere politiske sejre i bagagen fra sit virke i studenterrådet: »Vi har fået en studenterambassadør på KU, der hjælper studerende, som sidder fast i administrationen, med at klage og komme videre med deres fag.« Næsten uden pause fortsætter hun til næste succeshistorie: »Vi har også fået indført et minimums-timetal, som sikrer alle studerende på bachelorniveau minimum 12 undervisningstimer om ugen. Det har nu spredt sig til næsten alle universiteter i Danmark.«

For Gwen er det en gave i sig selv at se og være med til at gennemføre de kreative tiltag, de studerende finder på. »Jeg har en kilometerlang liste af ting, som jeg godt kunne tænke mig at lave de næste… ti-tyve år,«.

Sally Schlosser Schmidt på 25 havde ikke været politisk aktiv siden efterskolen, men genoptog politikken på Aarhus Universitet (AU). Nu sidder hun i Dansk Magisterforening (DM) Studerendes bestyrelse og påvirker både lokal og national uddannelsespolitik

For Sally var det studiepolitiske arbejde aldrig en del af en drøm om at blive politiker. »Jeg startede for at komme ind i noget socialt på studiet, men jeg gad ikke stå for fredagsbarer. Så lød det federe, at man kunne lave noget lavpraktisk på studiet, arrangere nogle ting og forbedre studieordninger.«

For Sally er det vigtigt at omsætte sin utilfredshed til handling: »Jeg er sådan en, der synes, at det er vildt irriterende, hvis folk går og mugger i krogene og ikke siger noget højt. Jeg kan tillade mig at sige, at jeg er utilfreds med noget, fordi jeg også har tænkt mig at gøre noget ved det.«

De politiske succes'er

Og hendes handlingsvilje skinnede igennem, da hun som formand for fagrådet
på Historie var med til at forhindre ledelsens planlagte lukning af
fredagsbaren: »Det var virkelig kampen imellem David og Goliat.«

I DM er målene mere langsigtede: »Det har været vildt fedt at stille overenskomstforslag for første gang nogensinde. Og vi har indført et rejselegat til små obligatoriske studierejser, som studerende kan søge.« Det tiltaler Sally, at de emner, hun arbejder med i DM, både er nationale og lokale: »Man kan som en del af en relativt stor organisation tage emner op nationalt, men samtidig hjælpe den enkelte studerende.«

Sally erkender, at det politiske arbejde fylder meget: »Jeg har da haft perioder, hvor jeg nok skulle bruge mere tid på studiet, men jeg ser det politiske arbejde som en del af mit studie.«

Selvom 25-årige Clement Lyngborg Tofterup er ved at færdiggøre sin kandidat i økonomi på Syddansk Universitet (SDU), så finder han stadig engagementet til at lægge 1-2 timer om dagen på det studenterpolitiske arbejde

Clement fik først sent øjnene op for det politiske arbejde på studiet. »Det var først efter, at jeg havde læst på bacheloren i to et halvt til tre år, at jeg blev opmærksom på, hvad studenterpolitik egentlig var. Og jeg kunne hurtigt se, at der var en plads og en rolle til mig,« siger han og understreger grunden til arbejdet: »Jeg får jo en masse gode stunder, med mennesker som jeg holder af.«

De politiske succes'er

Mange forbinder ikke studiepolitik med store budgetter, men Clement har været med til at søsætte projektet "De Studerende i Centrum", som har et budget på omkring 35 millioner kroner. »Det har været en udfordring, at få ledelsen, de studerende og ansatte til at mødes og tale sammen.«

Projekterne kan dog også være mindre, men lige så vigtige. »Vi har også fået os en ny fredagsbar på SDU,« siger han og fortsætter: »I forhold til da jeg startede er det stort, at vi har fået så fedt et samlingssted for de studerende, som kan bruges til så mange ting.«