Studentermedhjælper: Projektmedarbejder til at udbrede og udvikle fællesskaber for unge, der er flygtet
Dansk Flygtningehjælp
Brænder du for at motivere frivillige, og har du lyst til at arbejde for at skabe vigtige fællesskaber for unge med forskellige baggrunde? Så er du måske den rette til jobbet som projektmedarbejder på projektet Lokale Fællesskaber.
Lokale Fællesskaber
DFUNK arbejder med at skabe sociale, meningsfulde og ligeværdige fællesskaber rundt omkring i hele Danmark. Både for unge, der har været i Danmark hele livet, og unge, der er kommet til Danmark de seneste par år, er vores lokale aktiviteter blevet en fast del af hverdagen. Særligt vores folkekøkkenkoncept Madmekka har vist sig at være en kæmpe succes, hvor projektet i landets største byer tiltrækker mellem 30-50 deltagere hver uge og finder plads til alle ved langbordet. Udover Madmekka, som fungerer som et samlingspunkt for frivillige og deltagere i regionerne, har vi forskellige lokale aktivitetsgrupper, som mødes omkring sport, brætspil og meget mere.
Læs mere om projektet her: www.dfunk.dk/lokale-aktiviteter
Opgaverne
Du vil få ansvaret for vores indsatser i Syddanmark, men du bliver en del af et team på fem medarbejdere, der løbende udvikler de nationale indsatser i fællesskab.
Dine opgaver vil være:
- Udbredelse af vores aktivitetsgrupper med opstart i nye byer
- Kontakt og støtte til eksisterende aktivitetsgrupper i regionerne, samt rekruttering af nye frivillige
- Udbrede kendskabet til ovenstående blandt nye deltagere og diverse samarbejdspartnere
- Planlægning og afvikling af uddannelsesseminar for frivillige, samt udvikling af redskaber til de frivilliges arbejde
- Løbende udvikling af indsatser og metoder på projektet sammen med resten af teamet
Vi forventer, at du:
- Har erfaring med koordinerende arbejde med grupper af frivillige
- Forstår at mobilisere og motivere unge på en måde, der sikrer ejerskab over projektets aktiviteter
- Er opsøgende, initiativrig og god til at se nye muligheder
- Kan arbejde selvstændigt, holde overblik og tage et stort ansvar, men samtidig indgå i et kreativt team af kolleger
- Er studerende og kan være til rådighed i hele ansættelsesperioden
Du får:
- Masser af hands-on-erfaring med frivilligkoordinering, projektudvikling, facilitering mm.
- Del i en dynamisk arbejdsplads med mange gode kolleger og plads til nye idéer og initiativer
- Et stort ansvar for eget arbejdsområde kombineret med løbende professionel sparring om opgaverne
- Mulighed for at sætte dit præg på vores organisation og gøre en stor og vigtig forskel for unge, der er flygtet
Hvem er vi?
DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom er en ungdomsorganisation for unge, der er flygtet til Danmark, som søger et fællesskab at være ung i, sammen med andre unge. Sammen skaber vi sociale, faglige og udviklende fællesskaber fra Jammerbugt til Sønderborg. Vi tror på, at alle unge har ret til et værdigt og trygt liv – uanset juridisk opholdsgrundlag. Læs mere på www.dfunk.dk.
Yderligere information
Periode og timetal
Stillingen løber fra 1. maj 2021 til 31. maj 2022. Du vil komme til at arbejde på vores hovedkontor på Nørrebro i København. Den ugentlige arbejdstid er 15 timer. Lønsatsen er 125 kr./time plus feriepenge 12,5%.
Spørgsmål
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte projektleder Annie Stenderup på annie@dfunk.dk.
Ansøgning og CV
Din ansøgning med CV skal være os i hænde senest
d. 11. marts
. Du kan søge stillingen via Dansk Flygtningehjælps hjemmeside: http://flygtning.dk/om-dfh/stillinger/ledige-stillinger/.
Vi forventer at holde virtuelle samtaler d. 16. og 17. marts 2021.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:
Jobsøgerinteresse
Hvor meget interesse vækker opslaget hos de jobsøgende? Log ind og se, hvor populært opslaget er.