Studenter søges til Udlændinge- og Integrationsministeriets departement
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Har du lyst til at indgå i en spændende og travl hverdag i et juridisk og politisk miljø, og har du interesse for udlændinge- og integrationsområdet og EU? Så er stillingen som student i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement måske noget for dig. Der er tale om to ledige stillinger.
Lidt om alt det vi tilbyder
Vi søger lige nu en studentermedhjælper til Humanitært ophold og en studentermedhjælper til Tværministeriel Migrations Task Force. Begge kontorer er en del af vores departement.
Humanitært ophold
Enhedens hovedopgaver er at behandle konkrete sager om humanitær opholdstilladelse samt at monitorere international domstolspraksis fra EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).
Dine arbejdsopgaver vil primært bestå af bistand til konkret juridisk sagsbehandling i forhold til sager om humanitær opholdstilladelse, herunder indledende sagsbehandling af nye sager, udarbejdelse af sagsskridtsbreve og udkast til lettere afgørelser. Som student vil du ligeledes skulle bistå med håndteringen af aktindsigtsanmodninger, informationssøgning, besvarelse af borgerhenvendelser samt opdatere brevskabeloner mv.
Tværministeriel Migrations Task Force
Kontoret blev oprettet 1. september 2020 for at understøtte et gearskifte i det videre arbejde med regeringens ambition om at flytte asylsagsbehandling uden for EU.
Migration Task Forcen (MTF) har det koordinerende ansvar for at fremme regeringens vision om et retfærdigt og humant asylsystem (ROHA) med særligt fokus på etableringen af en ordning om overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling (og evt. beskyttelse) i et eller flere tredjelande. Derudover omfatter ROHA også en række andre centrale spor, herunder stærkere kontrol med EU’s ydre grænser, kapacitetsopbygningsindsatser i landene langs migrationsruterne samt et markant løft af EU’s og Danmarks indsatser for at adressere de grundlæggende årsager til irregulær migration og fordrivelse i nærområderne.
Dine arbejdsopgaver vil primært omhandle bistand til kontorets medarbejdere med udarbejdelse af notater, besvarelse af borgerhenvendelser og folketingsbesvarelser. Derudover vil du bistå med forberedelsen af mødemateriale i de forskellige internationale og eksterne interministerielle møder, juridisk informationssøgning, håndtering af aktindsigtsanmodninger samt forefaldende arbejde.
Som student i Tværministeriel Migrations Task Force får du 11 kolleger og som student i Humanitært ophold får du 12 kolleger. Alle med forskellige erfaringer, uddannelser, perspektiver og opgaver. Vi er uformelle, og viden er noget, vi deler. Vores omgangstone er uformel, og du vil indgå i et tæt samarbejde med øvrige medarbejdere, også på tværs af departementet og i øvrige samarbejdsministerier.
Vores forventninger til dig
Du er i gang med stud.jur., og vi ser gerne, at du som minimum er på 2. år af uddannelsen.
Du bliver en del af et politisk miljø, hvor du udfordres fagligt og personligt, og hvor vi forventer, at du bl.a. er:
- detalje- og procesorienteret
- fleksibel, engageret og serviceminded
- løsningsorienteret og har en positiv tilgang til alle opgaver
- selvstændig og god til hurtigt at sætte dig ind i nye opgaver
Det er en fordel, hvis du har erfaring med udlændingeret og/eller erfaring med offentlige myndigheder, men ikke et krav.
Yderligere information
Du ansættes i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern efter OAO-S-Fællesoverenskomsten og HK-overenskomsten. Du arbejder 15 timer om ugen, og du skal dokumentere, at du er aktiv studerende og indskrevet ved en højere læreranstalt under hele din ansættelse.
Politiets Efterretningstjeneste vil gennemføre en registermæssig undersøgelse af din person, så vi i Udlændinge- og Integrationsministeriet kan vurdere, om du er egnet til at varetage stillingen. Du skal løbende kunne bestå en registermæssig undersøgelse under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Maria Korsgård Thomsen (Humanitært ophold) på telefonnummer 61 98 34 66 eller på e-mail mkot@uim.dk eller kontorchef Grith Nørgaard (Tværministeriel Migrations Task Force) på telefonnummer 61 98 34 46 eller på e-mail grng@uim.dk.
Søg stillingen
Klik på knappen i højre side og upload din ansøgning, eksamensbevis mv. senest
torsdag den 22. april 2021, kl. 12.00.
Vi forventer at holde samtaler i uge 17.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Nydansker.
Application deadline:
22 Apr 2021
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:
Jobsøgerinteresse
Hvor meget interesse vækker opslaget hos de jobsøgende? Log ind og se, hvor populært opslaget er.