
Kommunikationspraktikant
Landbrug & Fødevarer F.m.b.A.
I Landbrug & Fødevarer er kommunikation til omverdenen en absolut kerneopgave. Som kommunikationspraktikant kommer du derfor helt tæt på direktion og bestyrelse i en af Danmarks største erhvervsorganisationer. Hos os kommer du til at arbejde med både sociale medier, kommunikation til vores medlemmer og store aktuelle mediesager, der fylder i nyhedsbilledet.
Landbrug & Fødevarer søger en kreativ og struktureret praktikant, der vil prøve kræfter med kommunikationsarbejdet i en af Danmarks største erhvervsorganisationer. Du starter i september 2023, og i februar 2024 går du herfra klogere på pressehåndtering, medlemskommunikation, sociale medier og politisk interessevaretagelse.
Vi arbejder for nogle af verdens dygtigste landmænd og nogle af de mest innovative fødevarevirksomheder. Din stol står klar på Axelborg - tæt på direktion, bestyrelse og formidable kollegaer.
Om praktikforløbet
Du bliver tilknyttet området Public Affairs & Kommunikation, der har tre underafdelinger: Public Affairs, Digital, Kampagne & Branding og Kommunikation. Du er i Kommunikation, der beskæftiger sig med alt fra medlemskommunikation til presse og sociale medier. Du kommer til at arbejde med at ramme vores meget forskellige medlemsskare, der går fra Arla og Danish Crown over godser og store mælkeproducenter til mindre deltidslandmænd. Du får dem i tale analogt og digitalt med nyhedsbreve, avis og sociale medier – og måske laver du selv grafik eller tager ud i marken og optager video.
Du lærer pro- og reaktiv pressehåndtering, medieovervågning og community management. Derudover skræddersyr vi dit forløb efter dine faglige forudsætninger, dit uddannelsesspor og dine interesser.
Emnerne kan være mange, så du skal være indstillet på at grave dig ned i kvælstofgrafer, klimaambitioner, eksportfremstød i udlandet og økologi-tendenser. Vi forventer også, at du byder ind med ideer til udformning, format og eksekvering af kommunikationen på alle kanaler. Med andre ord; vi favner bredt, så det må du også gerne gøre, mens du får budskaber ud over den verdensberømte rampe til både vores medlemmer, medierne, politikere og forbrugere.
Om dig
Din personlighed og faglige nysgerrighed er vigtigere end din uddannelsesretning. Det vigtigste er, at du finder krydsfeltet mellem politisk interessevaretagelse og kommunikation interessant. Måske læser du kommunikation, retorik, statskundskab eller noget helt fjerde.
Praktikstillingen er med erkendtlighed, og det er en forudsætning, at dit uddannelsessted anerkender forløbet som meritgivende. Du får desuden en lækker gratis frokostordning med i pakken.
Derudover forestiller vi os, at:
- Du interesserer dig for #dkpol, #dkmedier – og sociale medier
- Du skriver godt og har sans for den gode historie – både på avispapir og Instagram
- Du forstår dig på målgrupper og evner at argumentere
- Andre end dig selv har udtalt, at du er godt selskab
- Du er initiativrig og kreativ
- Du er struktureret og overholder skarpe deadlines
- Du kan koncentrere dig i et rum, hvor telefonopkald og TV2 News larmer hele dagen
Om afdelingen
Du får masser af ansvar og indflydelse i området bestående af over 20 konsulenter, rådgivere og studenter.
Dine primære sparringspartnere bliver chefredaktøren for medlemskommunikation og vores chefrådgiver for presse.
Om Landbrug & Fødevarer
Vi er erhvervsorganisation for hele den danske fødevareklynge, og vi arbejder med alle aspekter af værdikæden fra jord til bord.
Vores medlemsskare består af over 20.000 landmænd af alle slags og størrelser og 300 danske virksomheder som Arla, Danish Crown, Novozymes og Chr. Hansen.
Det danske fødevareerhverv har en vision om at være klimaneutralt i 2050. Sammen med vores medlemmer fra landbruget, fødevare- og agroindustrien, vil vi vise, at der findes en økonomisk bæredygtig vej til en klimaneutral fødevareproduktion. Som repræsentant for hele fødevareklyngen med 186.000 beskæftigede og en eksport på 166 milliarder repræsenterer vi en værdikæde med tyngde og vilje til at finde løsninger på verdens klimaudfordringer i tæt samspil med resten af Danmark.
Ansøgning:
Send din ansøgning via dette link.
Ansøgningsfrist:
Mandag den 10. april, men søg gerne så snart som muligt. Vi holder løbende samtaler.
Periode:
September 2023 til februar 2024, 37 timer om ugen
Arbejdssted:
Axelborg, Axeltorv 3, 1609 København V
Spørgsmål:
For spørgsmål til stillingen, kontakt chefredaktør Jens Juhl Eriksen: / 2342 1684 eller chefrådgiver, presse Simon Graugaard Schmidt: / 5166 6899
Det danske fødevareerhverv har en vision om at være klimaneutralt i 2050. Sammen med vores medlemmer fra landbruget, fødevare- og agroindustrien, vil vi vise, at der findes en økonomisk bæredygtig vej til en klimaneutral fødevareproduktion. Som repræsentant for hele fødevareklyngen, der understøtter 180.000 arbejdspladser og en årlig eksport på 173 milliarder kroner, repræsenterer vi en værdikæde med tyngde og vilje til at finde løsninger på verdens klimaudfordringer i tæt samspil med resten af Danmark.