
Midlertidig stilling i Taleafdelingen på CKV i Odense
Region Syddanmark
Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CKV) i Odense søger kollega til en midlertidig stilling i vores Taleafdeling.
Da vi har en kollega, som varetager en midlertidig projektstilling, søger vi en audiologopæd til Taleafdelingen på CKV med opstart 1. april 2023. Stillingen er på 30 timer om ugen og er tidsbegrænset til den 30. april 2024.
Taleafdelingen på CKV
Vi ser os selv som én fælles Taleafdeling med mange højt specialiserede fagområder. Vi løser opgaver ift. børn, unge og voksne, der stammer, børn med svære tale-sproglige vanskeligheder, voksne med følgeskader efter laryngectomi og mundhulecancer, voksne med stemmevanskeligheder, voksne med tale-sproglige vanskeligheder efter senhjerneskade, parkinsons sygdom, sclerose og meget mere.
Vi arbejder for flere kommuner på Fyn og løser deres opgaver på voksenspecialundervisningsområdet. Nogle opgaver foregår derfor på CKV i Odense, men vi kører også ud til borgerne i deres hjemkommuner. Vi varetager også den logopædiske bistand på de neurologiske afdelinger på OUH, på sygehusene i både Odense, Kolding og Svendborg. Udover dette løser vi forskellige tilkøbsydelser, ligesom vi løser opgaver ind i den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO).
Den midlertidige stilling
Vi søger en person, der er uddannet audiologopæd eller er i gang med en kandidatuddannelse i audiologopædi.
Vi søger en person med erfaring indenfor voksenområdet og gerne specifikt indenfor senhjerneskadeområdet.
Arbejdsopgaverne kan ligge i hele Taleafdelingen, men vil forventeligt primært være indenfor senhjerneskadeområdet med udredning og undervisning af borgere med tale-sproglige vanskeligheder som følge af senhjerneskade. Arbejdsopgaverne vil primært være på afdeling NR på Svendborg sygehus, hvor vi er ansvarlige for den logopædiske dækning. På afdeling NR på Svendborg sygehus tilbydes intensiv logopædisk undervisning til borgere med senhjerneskade. En vigtig del af arbejdet er at deltage i det tværfaglige arbejde omkring patienterne og deres pårørende.
Vi forventer, at du
- har interesse i og gerne erfaring med at arbejde inden for det audiologopædiske område med særlig fokus på senhjerneskadeområdet
- er ambitiøs og professionel og bidrager til faglig sparring
- kan arbejde selvstændigt og nogle gange alene, men samtidigt tæt sammen med kolleger med fokus på fællesskabet
- er fleksibel med hensyn til variation i opgavemængde, -type, arbejdssted og arbejdstid
- har kørekort (det er muligt at anvende CKV’s biler)
- trives i en omskiftelig hverdag med stor variation i arbejdsmængden
- kan indgå i svære samtaler med patienter og pårørende
- værdsætter tværfagligt samarbejde med eksempelvis trænende terapeuter, neuropsykologer, læger og plejepersonale
- er en god, stabil og pålidelig kollega
Vi kan tilbyde:
- at blive en del af et stærkt talefagligt team af højt specialiserede medarbejdere med forskellige kompetencer og fagligheder inden for den audiologopædske opgave
- at godt arbejdsmiljø med gode fysiske rammer og gode muligheder for faglig udvikling
- en velfungerende afdeling med engagerede og hjælpsomme kolleger med høj arbejdsmoral og store faglige ambitioner
- grundig introduktion til arbejdsopgaverne
- mulighed for faglige udfordringer og faglig sparring
- stærkt kollegialt fællesskab, både specifikt audiologopædisk, men også tværfagligt med de andre afdelinger i CKV; høre-, syns-, mobilitets- og IKT-afdelingen.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en tidsbegrænset stilling og løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og lokalaftaler med forhandlingsberettiget organisation.
Vi gør opmærksom på, Region Syddanmark indhenter offentlig straffe- og børneattest ved alle ansættelser på sociale tilbud og specialundervisningstilbud.
Vi indhenter attesten hos Rigspolitiet efter samtykke fra dig.
Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal være CKV i hænde senest fredag den 24. marts 2023.
Vi afholder ansættelsessamtaler torsdag den 30. marts 2023. Send din ansøgning med relevante bilag via linket ”Søg stillingen”.
Har du spørgsmål til stillingen
Ved yderligere oplysninger om stillingen kan du ringe til afdelingsleder Mette Wiese Nygaard på tlf. 9944 3482 eller mobil 2461 4885.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Du kan læse mere om Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi på Center for Kommunikation og Velfærdsteknolog (regionsyddanmark.dk)
Afdeling: Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi, Region Syddanmark
Stillingsbetegnelse: Konsulent
Arbejdstid: 30 timer pr. uge
Arbejdssted: Odense
Ansøgningsfrist: 24-03-2023