Som studerende kan det være svært at få budgettet til at hænge sammen og økonomien til at gå op. Der er dog hjælp at hente i flere forretninger, både fysiske og online, i form af besparelser via studierabat.

Hvad går studierabat ud på?

Det er velkendt, at studerende kan have svært ved at få det hele til at gå op finansielt. Derfor har mange virksomheder og forretninger eksklusive tilbud til studerende, fordi de jo stadig gerne vil have dem som kunder. Som studerende kan du drage fordel af dette i form af procentvise rabatter, gratis forsendelse på leveringer eller lignende finansielle goder.

Der er også nogle som siger at man kan få en form for ”studierabat” på færdselsbøder – dette er dog ikke helt rigtigt. Hvis du i 2024 har en samlet indkomst på mindre end 15.275 kr. om måneden, så har du ret til bødenedsættelse. Men dette er ikke kun for studerende og er derfor ikke en egentlig studierabat.

Studierabat gælder for universitetsstuderende, såvel som studerende på andre videregående uddannelser og ungdomsuddannelserne.  

Hvis du gerne vil benytte dig af studierabat, er det vigtigt at vide, at du skal fremvise et gyldigt studiekort.

Hvilke steder har studierabat?

Der er et utal af steder, der har studierabat, og det gælder både fysiske butikker og online shopping. De er også inden for flere forskellige brancher – alt fra spisesteder til fritidsaktiviteter til elektronik. Som regel er den letteste måde at finde en studierabat blot at spørge, men hvis du helst vil vide det på forhånd, så findes der online databaser som Studiz.dk, som har oversigter over alle steder hvor du kan få studierabat. Det kan dog stadig være at mere lokale forretninger ikke er i disse databaser, så det kan ofte bogstaveligt talt betale sig at spørge for god ordens skyld.

Bemærk at hvis du får studierabat på en abonnementstjeneste, så skal dette fornys med et gyldigt studiekort for hver betalingsrunde – så husk at holde øje med dette når du dimitterer!

Hvis du stadig har svært ved at få budgettet til at hænge sammen med studierabat på fx fitness, så kan du læse vores tips til billig træning her. På StuderendeOnline har vi også masser af andre artikler med gode spareråd, om alt fra mad til bolig.