Studentermedhjælper til lettere juridiske og kontrolopgaver i Skattestyrelsen
Skattestyrelsen
Er du studerende, og vil du gerne have foden inden for hos Skattestyrelsen? Er du nysgerrig, og har du modet til at give dig i kast med mange varierende arbejdsopgaver inden for moms, lønsumsafgift og revision? Så har vi et studiejob i Store Selskaber i Skattestyrelsen, som vil give dig relevant erhvervserfaring.
Dine arbejdsopgaver
Som studentermedhjælper hos os får du en bred vifte af arbejdsopgaver. Din opgave vil være at understøtte enhedens kontrol af, om de største selskaber i Danmark betaler korrekt moms og lønsumsafgift. Dine opgaver består bl.a. i:
- kontrol af selskabers momsfrie virksomhedsoverdragelser
- efterregning af reguleringsforpligtelser for investeringsgoder
- deltagelse i vejledningskampagner
- kommunikation med virksomheder og deres repræsentanter
- udarbejdelse af sagsfremstillinger og udkast til afgørelser
- udarbejdelse og opdatering af diverse arbejdsbeskrivelser
- varetagelse af administrative opgaver i forbindelse med enhedens kontrolarbejde
En del af arbejdet vil foregå i tæt samarbejde med dine kollegaer, mens andre opgaver stiller krav til, at du kan arbejde selvstændigt.
Hos os får du mulighed for at omsætte din teoretiske viden til praksis og få erfaring med både faglige og administrative opgaver. Du får samtidig indblik i arbejdet med moms og lønsumsafgift, kontrollen af nogle af Danmarks største selskaber og løbende faglig sparring med erfarne kollegaer.
Din profil
Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant videregående uddannelse inden for fx erhvervsøkonomi, skat, jura eller tilsvarende. Du trives med opgaver, der kombinerer jura og tal. Du er fagligt nysgerrig og har en positiv tilgang til nye opgaver og udfordringer.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- er pligtopfyldende, systematisk og omhyggelig
- tager ansvar og bidrager til opgaveløsningen – både selvstændigt og i samarbejde
- har gode kommunikationsevner og udtrykker dig klart og korrekt i både skrift og tale
- spørger om hjælp ved behov og er villig til at lære nyt
Mød Store Selskaber 06
Store Selskaber er organisatorisk placeret under Skattestyrelsen. I Store Selskaber arbejder vi med de største koncerner i Danmark og sikrer, de betaler korrekt moms, skat og afgifter – hverken for meget eller for lidt. Vi sætter en ære i at kombinere vores viden om revision, regnskab og lovgrundlag, og har stort fokus på kvaliteten i vores opgaveløsning. Vi har et godt samarbejde og en god faglig dialog, såvel internt i afdelingen og Skattestyrelsen, som i vores relation til de store selskaber og koncerner.
Som en del af en stor offentlig organisation får du mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt i jobbet. Vi har et sundt arbejdsmiljø med fokus på samarbejde, faglig sparring, kompetencer og værdiskabelse. Vi er fleksible i forhold til dit studie og tager hensyn til eksamensperioder. Du får desuden en struktureret onboarding, så du kommer godt fra start.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbeviser og karakterblad fra din igangværende uddannelse bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest mandag den 19. oktober 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Helle Katrine Asmussen på telefon 72 38 74 51.
Vi forventer at afholde samtaler løbende, så send din ansøgning allerede i dag.
Den ugentlige arbejdstid vil være ca. 15 timer med mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden fx i forbindelse med eksamener. Vi stiller krav om studieaktivitet under ansættelsen som studentermedhjælper.
Tiltrædelse snarest muligt eller efter aftale.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes organisation – Det Statslige Område og Cirkulære om organisationsaftalen for Kontorfunktionærer, laboranter, IT-medarbejdere (HK) i Staten.
Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at vi foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Vi undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol- og/eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at vi ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatte- og Vækstministeriets koncern.
Du bliver ansat i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Copenhagen Towers, Hannemanns Allé 25, 2300 København S.
Ansøgningsfrist: d. 19. oktober 2026
Lokation: Hannemanns Allé 25, 2300 København S
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

