Praktikanter søges til grønne projekter - forår 2027
Gate 21
Forestiller du dig en karriere indenfor grøn omstilling? Så er Gate 21 måske dit første skridt på vejen! Vi søger nemlig praktikanter til foråret 2027.
Som praktikant hos os kan du være med til at skabe og drive projekter, der fremmer den grønne omstilling i partnerskaber mellem kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner. Gate 21 leder projekterne, hvor partnerne udvikler, tester og demonstrerer innovative løsninger til den grønne omstilling.
Du får frihed til at udvikle og prøve dig selv af med spændende opgaver, stærk faglig støtte og oplæring. Du bliver del af et alsidigt fagligt miljø med engagerede kollegaer, som har et stort grønt netværk. Du får ansvar for egne opgaver og indgår i projekter sammen med projektledere, hvor vi er nysgerrige på dine input og ønsker til opgaver.
Vi vil udfordre dig, så du udvikler dig og får nye kompetencer og erfaringer. Du får en praktikmentor, som introducerer dig til det/de projekter, du skal arbejde på, og hvad projektledelsesopgaven går ud på i projektet. Du og din praktikmentor holder løbende statusmøder og følger op på opgaver og forventninger. Arbejdsopgaverne er projektrelaterede og derfor ofte uforudsigelige, alsidige og af og til praktiske – altså ikke altid akademiske.
Du bliver en del af vores on-boarding program og vores praktikantforum med flere praktikanter på tværs af organisationen.
Søger du en praktikplads hos os i Gate 21, skal du skrive, hvilket team eller konkrete projekter du gerne vil være tilknyttet. Du kan læse mere om de forskellige faglige områder, vi søger praktikanter til i foråret 2027.
Vi søger praktikanter til følgende fagområder:
Energi
I Energiteamet arbejder vi bredt med energifaglige emner - lige fra hvordan kommuner kan optimere bygningers forbrug af el, vand og varme til strategisk energiplanlægning på den helt store klinge.
I foråret 2027 leder vi specifikt efter en praktikant, der bliver tilknyttet projekter som:
- CommUnity Power, der gør energifællesskaber til en praktisk og skalérbar løsning. I danske og svenske pilotprojekter udvikler partnerne løsninger og afprøver, hvordan borgere, virksomheder og kommuner kan producere, dele og bruge energi lokalt og skabe fleksibilitet i energisystemet.
- Land4Climate, hvor vi arbejder med nye værktøjer, mere vidensdeling og et multifunktionelt fokus på arealer for at sætte skub i at udtage lavbundsjorder i Danmark og Sverige.
- Solar on Rooftops, der samler kommunale medarbejdere, universiteter, private bygningsejere og rådgivere for at skabe grøn energi med flere solceller på de kommunale tage i Danmark og Sverige.
Cirkulær omstilling
I Cirkulær omstillings-teamet har vi fokus på at give materialer og produkter et længere liv af hensyn til klima, natur og miljø. Vi arbejder derfor med at fremme genbrug og højkvalitets genanvendelse. Det handler om at passe på jordens ressourcer.
I foråret 2027 leder vi specifikt efter en praktikant, der bliver tilknyttet projekterne:
- RE-CARE, som vil udvikle og teste løsninger, der begrænser forbrug og understøtter overgangen fra engangsprodukter til genbrugelige løsninger i sundhedssektoren. Vi vil styrke de sundhedsfaglige medarbejderes kompetencer, så nye cirkulære løsninger forankres i praksis.
- Circularity Gap, hvor vi udarbejder den ny Circularity Gap Rapport. Her kommer du ind i maskinrummet bag den rapport, der sætter tal på, hvor cirkulært det danske ressourceforbrug er.
Derudover kan du blive tilknyttet udvikling af nye projekter inden for tekstil og byggeri.
Klimaplaner
Gate 21 er en del af Klimaalliancen og hjælper kommunerne med at implementere deres klimaplaner og styrke deres kompetencer på forskellige faglige områder.
Som praktikant kommer du tæt på det kommunale klimaarbejde både med at reducere de geografiske udledninger, men også med at understøtte kommunernes arbejde med forbrugsrelaterede udledninger.
Klimatilpasning
I teamet for Klimatilpasning arbejder vi sammen med kommuner og vidensinstitutioner om at styrke vores modstandskraft mod havvandstigninger, hede, skybrud og højtstående grundvand.
Som praktikant indenfor klimatilpasning vil du blive tilknyttet vores projekt:
- Kystklar, hvor danske og svenske partnere tester og måler på naturbaserede løsninger ved kysterne. Herudover arbejder partnerne med kommunale adaptive kyststrategier og -planer, borgerinvolvering og med, hvordan naturbaserede løsninger kan finansieres.
Desuden har vi søgt midler til et nyt projekt, som vil arbejde med håndtering af vand og naturbaserede løsninger i byerne.
Kvalifikationer
Som praktikant er du:
- i gang med en relevant lang videregående uddannelse og har en faglig ballast og nysgerrighed inden for Gate 21’s fagområder. Du SKAL kunne få merit for praktikperioden. Praktikken er ulønnet.
- ambitiøs og engageret i den grønne omstilling – og med en særlig nysgerrighed indenfor klimahandling i partnerskaber og projektledelse.
- opsøgende – eller har lyst til at afprøve dig selv i en mere opsøgende rolle – og du har mod på at understøtte samarbejder, partnerskaber og fremdrift på tværs af forskellige interessenter i partnerskaber.
- en holdspiller, der selvstændigt tager ansvar for at løfte forskelligartede opgaver i projekterne - store såvel som små. Du skal have lyst til at udvikle dine kompetencer inden for projektledelse. Og du skal ikke være bange for at sige både til og fra.
- glad for at formidle og kommunikere projektresultater, og du trives med at arrangere møder og faglige workshops.
- flydende på dansk – mundtligt og skriftligt.
Ansøgning og yderligere information
Vi læser og evaluerer ansøgningerne og indkalder til samtaler løbende.
Send en motiveret ansøgning (max en side) og CV (max 2 sider). I ansøgningen skal du beskrive, hvilket fagområde du er særligt interesseret i.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte praktikansvarlig:
Sine Beuse Fauerby, [email protected].
Ansøgningsfrist: Løbende
Om Gate 21
Gate 21 er et partnerskab for kommuner, regioner, virksomheder og vidensinstitutioner, der sammen skal sikre klimahandling.
Vi samler efterspørgslen, løsningerne og viden i stærke og tillidsfulde udviklingsprojekter. Vi styrker partnernes grønne kompetencer, skaber innovation og skalering. Sammen går vi nye veje, som ingen kan finde hver for sig. Sådan tager vi det næste skridt mod et klimaneutralt og cirkulært samfund. Vi er en organisation knap 60 medarbejdere, der arbejder tæt sammen med vores godt 80 partnere og medlemmer.
Ansøgningsfrist:
Løbende
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

