Biblioteksvært med fokus på læselyst, lokalt nærvær og børnelitteratur til Kultur og Fritid Amager Øst | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Biblioteksvært med fokus på læselyst, lokalt nærvær og børnelitteratur til Kultur og Fritid Amager Øst
Motiveres du af at formidle børnelitteratur til både børn og deres voksne? Arbejder du med biblioteksbetjening ud fra et lokalt nærvær og værtskab? Kan du kommunikere bibliotekets tilbud både fysisk og digitalt? Så håber vi, at du vil være vores nye kollega.
Om stillingen
Som vores nye kollega vil du være med til at løfte det børnebiblioteksfaglige arbejde med at nå bredt ud til børn og unge både i Amager Øst og Københavns Biblioteker på tværs.
Dine arbejdsopgaver vil være alsidige, og spænder bredt fra betjening af bydelens borgere til fokuseret at formidle børnelitteraturen. En arbejdsdag kan fra morgenstunden begynde med betjening i MiniBiblioteket for de små besøgende og deres institutioner, hvorefter du fx skal deltage i bydækkende projektmøde i forbindelse med en ny læsekampagne, for til sidst at skulle træde ind i rollen som litterær vært for alle brugere i den betjente åbningstid fra kl. 14.00-17.00.
Du sætter derfor pris på, og kan se værdien i, at betjene alle typer af besøgende på bibliotekerne i Amager Øst.
I dit arbejde med børnebiblioteket sætter du fokus på børnenes møde med litteratur og biblioteket både via formidling og aktiviteter for børnefamilier, daginstitutioner og skoler. Sammen med resten af biblioteksteamet, skal du være med til at fastholde de gode relationer og dyrke det lokale samarbejde. Du motiveres altså af formidling i børnehøjde.
En af dine opgaver vil være at deltage i større kampagner for Københavns Biblioteker fx LæseLiga og Vi elsker bøger. En anden opgave vil være at arbejde med sociale medier og hjemmeside, hvor det i samarbejde og på tværs af byen, har til formål at inspirere børn og børnefamilier. Flere opgaver vil komme til efterhånden, som vi lærer dig og dine faglige kompetencer bedre at kende.
Vi tilbyder
- en dejlig arbejdsplads i en bydel med mange muligheder
- alsidige arbejdsopgaver med rum for kreativitet i opgaveløsningen og kollegial sparring
- indflydelse på egen hverdag og opgaveløsning
- et kontor med både demokratiske, kulturelle og litterære samtaler
- en arbejdsplads med dygtige og engagerede kollegaer, hvor der både arbejdes lokalt og med biblioteks- og kulturplanerne på tværs af Københavns 20 biblioteker
Vi forventer, at du
- har relevant uddannelse, f.eks. bibliotekar DB, cand.scient.bibl., skolelærer eller lign.
- forstår dig særligt på børnelitteratur og er motiveret for at formidle den
- trives med at være alene i betjening i et travlt og dynamisk biblioteksrum, hvor bølgerne af og til går højt
- er aktiv på udlånsvagterne og opsøger vores brugere med relevante litteraturanbefalinger
- kan lide at læse højt, holde book talks og evt. oplæg for mindre forsamlinger, hvor du møder publikum i øjenhøjde, børn som voksne
- er imødekommende og god til at indgå i nye relationer med såvel kolleger som samarbejdspartnere
- kan indgå i arbejdet med at udvikle og afvikle aktiviteter og læsekampagner for institutioner, skoler og børnefamilier
- er klar på at afvikle arrangementer på tværs af begge biblioteker, samt på andre lokationer i bydelen
- enten har erfaring med eller evner til at sætte dig ind i systemer, som fx bibliotekssystemerne Cicero og Netpunkt
- kan arbejde både alene og - ikke mindst - sammen med kollegaer om de fælles opgaver
- generelt kan kommunikere den gode historie overfor både biblioteksbrugere og kollegaer på tværs af Københavns Biblioteker
Om Kultur og Fritid Amager Øst
Kultur og Fritid Amager Øst er en af ti bydelsenheder i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Bydelen Amager Øst består af Bibliotekshuset Rodosvej, Sundby Bibliotek, der samtidig er en del af Kvarterhuset, Børnekulturhus Amager ved Amager Kulturpunkt, Prismen ved Prags Boulevard, samt idrætsanlægget Kløvermarken med flere.
Vi sætter en dyd i at arbejde med et samlet bydelsværtskab på tværs af fagligheder og institutioner, når det giver mening, for at udvikle de stærkeste kultur- og fritidsoplevelser både for og med borgerne.
Amager Øst Biblioteker, dækker Bibliotekshuset Rodosvej og Sundby Bibliotek, der samtidig er en integreret del af Kvarterhuset. Vi er en lille tæt personalegruppe, hvor der er plads til den enkelte, i et godt arbejdsfællesskab.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og kvalifikationer.
Du bliver ansat i bydelen Kultur- & Fritid Amager Øst og kan forvente, at stillingen indebærer arbejdsopgaver og vagter på begge biblioteker. Hver mandag har vi fælles ugentlig kontordag i Kvarterhuset.
Stillingen er på 30-32 timer ugentligt og vil som udgangspunkt have en til to ugentlige udlånsvagter fra kl. 14.00-17.00 samt betjening hver tredje lørdag kl. 10.00-14.00. Du kan forvente ekstra vagter i travle perioder.
Stillingen er tidsbegrænset til et år, men med mulighed for at søge om forlængelse.
Vi ønsker stillingen besat pr. 1. februar 2025.
Vi indhenter børneattest og reference i forbindelse med ansættelse.
Mere information
Vil du vide mere om stillingen eller arbejdspladsen, er du velkommen til at kontakte bydelsleder Lars Lunde Ljungberg på 29 46 55 82, send gerne en sms først.
Søg via linket senest torsdag den 12. december 2024
Vi holder første samtalerunde tirsdag den 17. december og eventuel anden samtale finder sted fredag den 20. december.
Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: