Erfaren fundraiser til koncept- og kampagneudvikling
Danske Hospitalsklovne
København NV Vil du være med til at sikre, at endnu flere danskere opdager magien ved hospitalsklovnene og bidrager til vores arbejde? Er du innovativ, har erfaring med fundraising og evnen til at udvikle engagerende koncepter og kampagner? Så er du måske vores nye kollega i Danske Hospitalsklovne.
Om Danske Hospitalsklovne
Danske Hospitalsklovne er en landsdækkende velgørende forening, der styrker livsglæden og livsmodet hos mennesker, der er ramt af sygdom. Vi møder hvert enkelt menneske med humor og nærvær i en poetisk, legende og fantasifuld verden, og vi inviterer og inspirerer andre til at gøre det samme. Vi samarbejder med børneafdelinger på alle hospitaler i Danmark og en større gruppe af børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger samt institutioner på specialområdet. Vi ved fra patientundersøgelser om syge børn og unge, og fra vores arbejde på gulvet, at behovet for mere leg og kreativitet i sundhedsvæsnet er stigende.
Derfor har vi har vi brug for at rykke vores fundraisingkampagner til et nyt niveau. Og udgangspunktet er der: Kendskabet til hospitalsklovnenes arbejde har været i positiv vækst de seneste år, og ifølge en omdømmeundersøgelse er vi den danske indsamlingsorganisation med det stærkeste omdømme. Det er din mulighed for at arbejde i en organisation, hvor potentialet for succes er stort.
Om jobbet
Som en del af vores fundraisingafdeling bliver du en central spiller i at udvikle og drive fundraising blandt privatpersoner, som udgør foreningens største indtægtskilde. Afdelingen, der har ni engagerede og dygtige fundraisere, kommunikations- og datakonsulenter, har ikke bare skabt stor vækst de seneste år. Vi har også styrket fundamentet for professionel fundraising med en stærk infrastruktur og solide data.
I denne nyoprettede stilling vil dine primære opgaver være:
- Udvikling af primært digitale koncepter og kampagner, der engagerer og konverterer nye donorer – leadgenerering er vores vigtigste fokusområde.
- Tæt samarbejde med kolleger, der arbejder med indholdsproduktion, donor journeys, telemarketing, Face2Face og digitale annonceringsplatforme (primært Meta).
- At navigere i en kreativ organisation og sikre en empatisk dialog med kunstneriske profiler, der brænder for deres faglighed.
- At afsøge og udnytte de nyeste muligheder inden for AI til kampagneudvikling, -eksekvering og -analyse.
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Har minimum 5 års erfaring med fundraising og/eller kampagneudvikling – gerne fra en indsamlingsorganisation eller bureauverdenen.
- Har dokumenteret erfaring med at udvikle innovative og effektive koncepter og kampagner, der kan indsamle penge fra privatpersoner.
- Har en stærk digital værktøjskasse.
- Er idérig, resultatorienteret og kan omsætte visioner og ideer til konkrete aktiviteter.
- Evner at samarbejde med forskellige fagligheder og har en empatisk tilgang til kolleger og samarbejdspartnere.
- Er forretningsorienteret og har samtidig sans for hospitalsklovnenes finurlige univers og den virkelighed, vi arbejder i.
- Det vil være en fordel, hvis du også har projektledererfaring.
Vi tilbyder
- En nyoprettet stilling i et uformelt og fagligt ambitiøst arbejdsmiljø, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Du får en flok superengagerede og søde kolleger – både i afdelingen, på sekretariatet og blandt vores snart 83 færdiguddannede hospitalsklovne rundt omkring i landet.
- Mulighed for hjemmearbejde og fleksible arbejdstider.
- Stillingen kan enten have kontor i vores farverige lokaler i København NV eller på vores hyggelige kontor i Århus (resten af fundraisingafdelingen arbejder fra København).
- Vi er ikke lønførende, men vi har god fleksibilitet, gode forhold og masser af arbejdsglæde.
- Og så – måske allervigtigst – får du mulighed for at gøre en forskel for børn og familier i en svær tid.
Ansøgning
Send din motiverede ansøgning, CV og eventuelle relevante bilag senest 23. februar 2025. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fundraisingchef Malene Berland Grauslund på tlf. 22203472. Vi forventer at afholde første samtaler i uge 10 og anden samtaler i uge 11. Hvis du går videre til anden samtale, vil du skulle løse en mindre opgave.
Hos Danske Hospitalsklovne ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge, uanset alder, køn, etnicitet, religion mv.
Ansøgningsfrist:
23. februar 2025
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: