Ambitiøs student til kommunal- og regionaløkonomi i Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Er du bidt af økonomi og politik? Vil du arbejde med kommunernes og regionernes opgaver, struktur og økonomi – og dykke ned i de data og processer, der ligger bag? Så er du måske den student, vi er på udkig efter.
Din hverdag hos os
Du vil indgå i et fællesskab med to andre studenter. Dine primære arbejdsopgaver vil være i kontorerne for henholdsvis Kommunal og Regional Finansiering og Kommunal og Regional Styring og Struktur.
Du vil bl.a. opnå praktisk erfaring med arbejdet i et departement helt tæt på den politiske proces og et unikt indblik i kommuner og regioners økonomi og opgaver. Du vil få faglig sparring blandt dygtige kollegaer.
Som studentermedhjælper vil dine arbejdsopgaver spænde bredt. Du kommer især til at arbejde med:
- Opgaver vedr. økonomiopfølgning
- Tilskudsadministration
- Indsamle, behandle og beskrive kommunaløkonomiske oplysninger
- Input til notater, analyser, ministerbetjening mv.
Vores dage er sjældent ens, og i nogle perioder har vi mere travlt end andre. Vi har derfor brug for, at du er fleksibel i de perioder, ligesom vi naturligvis vil være det, når du har travlt med eksaminer.
Om kontorerne
I Indenrigs- og Sundhedsministeriet arbejder vi for at styrke sammenhængskraften og fremme sundheden og velfærden i Danmark. Vi værner om borgernes frie valg og lige adgang til god forebyggelse og behandling. Vi arbejder for gode og ensartede kommunale og regionale rammevilkår, for flere sunde leveår, og for at sikre et robust sundhedsvæsen i udvikling.
I spændingsfeltet mellem økonomi og politik arbejder vi sammen for at skabe gode økonomiske rammer for kommunernes og regionernes opgavevaretagelse. Vi har ansvar for et finansieringssystem, der understøtter ensartede vilkår og effektiv ressourceudnyttelse til gavn for alle borgere, og vi stiller vital infrastruktur og løsninger til rådighed, så kommunerne og regionerne kan levere den borgernære velfærd. Vi sikrer fundamentet og rammerne for regeringens samarbejde med kommunerne og regionerne om deres økonomi og styringen af den. Konkret arbejder vi bl.a. med kommunernes og regionernes aftale- og budgetoverholdelse, de årlige økonomiforhandlinger med kommuner og regioner, fordeler tilskud til kommuner og regioner for mere end 200 mia. kr. og overvåger kommunernes likviditetsudvikling.
Vi er en del af Indenrigsafdelingen i ministeriet med ca. 60 medarbejdere, herunder fem kontorchefer og en afdelingschef. Vi har en bred alderssammensætning og lægger vægt på et godt og uformelt arbejdsmiljø, hvor der også er plads til sociale arrangementer.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er i gang med en relevant akademisk uddannelse (stud.polit./oecon., stud.scient.pol., stud.scient.adm., stud.scient.soc. eller tilsvarende).
Vi lægger derudover vægt på, at du:
- har en god fornemmelse for den politiske dagsorden.
- har flair for statistik og databehandling, herunder erfaring med bl.a. Excel og gerne SAS-programmering (sidstnævnte er ikke et krav, men du skal have lyst til at lære det).
- videreformidler dine resultater klart og enkelt.
- er initiativrig.
- har gode analytiske evner.
Om ansættelsen
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og gældende organisationsaftale med HK/stat for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK), jf. aftalens bestemmelser vedrørende timelønnede.
Den ugentlige arbejdstid er 15 timer, som tilrettelægges fleksibelt i forhold til undervisning og eksamensperioder.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til kontorchef Birgitte Olesen på tlf. 4093 2618 eller Alexander Glumsø Andersen Simic på tlf. 7228 2579.
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 8.
Du kan læse mere om os på www.ism.dk
Afdeling: Slotsholmsgade 10-12 1216 København K
Lokation: Slotsholmsgade 10-12
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: