Studentermedhjælper til Kommunikation hos BrøchnerBøgild
BrøchnerBøgild - Kommunikations & PR bureau ApS
Drømmer du om en karriere inden for kommunikation? Og har du lyst til at lære fra erfarne kræfter og komme helt tæt på de strategiske overvejelser og eksekverende processer i en kommunikationsfaglig indsats? Så er det måske dig, der er vores studenterhjælp.
BrøchnerBøgild er et kommunikations- og PR-bureau, som på få år har etableret sig solidt i branchen. Vi arbejder med kunder fra en bred vifte af industrier – fra kultur til ejendoms- og forsikringsbranchen. Den ene dag dykker vi ned i en kompleks problemstilling, den næste planlægger vi et stort pressemøde for en ny dramaserie eller kommunikerer en virksomheds ESG-strategi. Det giver en alsidig arbejdsdag, hvor du får mulighed for at afprøve flere kommunikationsfaglige discipliner.
Vi er ikke det største bureau. Det betyder, at din indsats bliver bemærket og dine input bliver hørt. Afgørende for vores alles indsats er, at vi er drevet af ønsket om at gøre en mærkbar forskel for vores kunder. Som vores student kommer du helt med ind i maskinrummet, når vi udarbejder strategier, finder vinkler og sætter os til tastaturet for at skrive tekster. Vi lover, at hjælpe dig med at blive en dygtigere kommunikatør og give dig hands-on erfaring med PR- og hele kommunikationsfagets værktøjskasse.
Vi søger en ambitiøs og pligtopfyldende studerende med masser af gåpåmod, fantastisk energi og stor interesse for kommunikation. Du skal trives med hands-on PR og kommunikation, skrive godt og præcist og have et godt blik for medier og digitale platforme.
Vi forestiller os, at du læser på en videregående uddannelse inden for eksempelvis kommunikation, dansk, journalistik eller medievidenskab, og at du har lyst til at supplere dine studier med input og viden fra den virkelige verden.
Vi ser gerne, at du arbejder 10-15 timer om ugen, enten fordelt på 1-2 fulde arbejdsdage eller spredt ud over flere dage. Vi er selvfølgelig fleksible, hvis du har et fag, du skal følge, eller eksaminer, der skal forberedes. Det præcise timetal aftaler vi, når vi har fundet ud af, om vi er det rette match. Vi har kontor i et skønt gammelt baghus på Frederiksberg C.