Jurister med interesse for forvaltningsret til Forsvarsministeriets departement
Forsvaret
Er du jurist, og har du interesse for forvaltningsretlige problemstillinger og konkret sagsbehandling? Har du lyst til at være en central del af Forsvarsministeriets arbejde med behandlingen af aktindsigtsanmodninger? Så kan vi tilbyde et spændende job i Kontoret for Offentlig Ret i Forsvarsministeriets departement.
Om os
Kontoret for Offentlig Ret rådgiver departementets ledelse og de øvrige kontorer om primært stats- og forvaltningsretlige spørgsmål. Kontoret har desuden ansvaret for afklaring af principielle lovfortolkningsspørgsmål inden for Forsvarsministeriets område. Derudover bistår kontoret med juridisk understøttelse af de aktuelle forsvarsforligsforhandlinger.
Kontoret behandler endvidere en del af Forsvarsministeriets aktindsigtssager og alle ministeriets rekurssager vedrørende aktindsigt. Fremover skal alle ministeriets aktindsigtssager behandles i kontoret.
Kontoret for Offentlig Ret er et af fire kontorer i Juridisk Afdeling i Forsvarsministeriet. Afdelingen har ca. 50 medarbejdere. I Kontoret for Offentlig Ret bliver vi fremover 15 jurister samt tre studenter og en kontorfunktionær.
Om stillingen
Du bliver en del af den enhed i kontoret, som behandler sager vedrørende aktindsigt. Enheden består af både nyuddannede og erfarne jurister. Du vil til dagligt referere til den ene af kontorets to souschefer.
I samarbejde med dine kollegaer sikrer du, at der udarbejdes korrekte afgørelser om aktindsigt på tværs af departementet. Du bliver garant for, at aktindsigtssager behandles med høj juridisk kvalitet og inden for lovgivningens tidsfrister.
Netværksopbygning med departementets øvrige kontorer, styrelserne på ministerområdet og andre ministerier er også en del af jobbet, ligesom deltagelse i tværgående netværk, undervisningsopgaver og håndtering af pressehenvendelser hører til arbejdsopgaverne.
Stillingen indebærer en høj grad af selvstændig opgavevaretagelse med mulighed for fleksibilitet, hvor du vil have stor indflydelse på planlægningen af din arbejdsdag, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.
Som jurist i Forsvarsministeriets departement er du tæt på området, hvor forsvarspolitikken formes. Vi tilbyder spændende opgaver, et stærkt og inkluderende arbejdsmiljø, en uformel omgangstone samt gode personlige udviklingsmuligheder.
Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, som giver dig gode muligheder for at bruge og udvikle din faglighed, og der er rig mulighed for sparring med kollegaer og chefer. Der er fokus på løbende kompetenceudvikling, og der er på sigt mulighed for at rokere til nye funktioner eller andre kontorer i Juridisk Afdeling.
Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet cand.jur. med et højt fagligt niveau og med erfaring fra den offentlige forvaltning. Du kan også være nyuddannet med gode eksamensresultater i særligt de offentligretlige fag. Du er interesseret i – og har gerne erfaring med – aktindsigtsområdet eller forvaltningsret mere generelt.
Vi lægger vægt på, at du:
- Besidder særdeles gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner.
- Er grundig og har sans for detaljen.
- Er kvalitetsbevidst og arbejder selvstændigt og systematisk.
- Kan lide at gå i dybden med konkret sagsbehandling.
- Har gode samarbejdsevner og bidrager til det gode arbejdsmiljø.
- Kan skabe gode relationer på tværs af organisationen og faggrupper.
Løn- og ansættelsesvilkår
Afhængigt af dine kvalifikationer og din erfaring vil du blive ansat som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent.
Du ansættes og aflønnes efter gældende overenskomst, og der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg med afsæt i erfaring og kompetencer. Vi tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke inkl. en attraktiv pensionsordning, løbende kompetenceudvikling og mulighed for efteruddannelse.
Arbejdstiden vil være 37 timer om ugen, men stillingen vil – for den rette ansøger – kunne aftales som en deltidsstilling.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Nathalie Vestergaard Bull på telefon 2911 4255 eller kontorchef Marie Green på telefon 2527 4481.
Vil du derimod vide mere om løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Anja Baldorf ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 3266 5951.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Ansøgningsfristen er søndag den 23. marts 2025, men hvis stillingen har fanget din interesse, ser vi gerne din ansøgning hurtigst muligt, da vi holder samtaler løbende.
Fakta
Application due
23-03-2025
Start date
Start hurtigst muligt
Work hours
Position category
Position type
Juridisk arbejde
Workplace
København by
Workplace
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: