Drømmer du om en praktikplads i krydsfeltet mellem politik og praksis?
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Vil du arbejde med at styrke integration og beskæftigelse for flygtninge og fordrevne? Vil du også bidrage til at styrke danskuddannelse for voksne udlændinge? Så kom i praktik hos Kontoret for Dansk og Beskæftigelse i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), hvor vi søger 1 – 2 praktikanter fra 1. februar 2026.
Din nye praktikplads
Du bliver en del af kontoret Dansk og Beskæftigelse, hvor vi arbejder for den vellykkede integration og for, at nye borgere i Danmark finder et godt fodfæste og hurtigt opnår et aktivt medborgerskab, der både styrker dem selv og resten af vores samfund.
Kontoret består af ca. 20 medarbejdere, herunder 2 studentermedhjælpere. Vi har et godt socialt miljø, der understøttes af kontorets egne og styrelsens sociale arrangementer i løbet af året.
I kontoret har vi to overordnede teams:
- Beskæftigelsesteamet, som har fokus på at understøtte og udvikle kommunernes integrationsarbejde
- Danskteamet, som har fokus på at udvikle danskuddannelserne og understøtte sprogcentrenes arbejde
I SIRI arbejder vi med vores strategi og kerneopgaver for øje. Vi har et strategihus, som beskriver vores vision og mission samt fundamentet for vores måde at arbejde på. Læs mere om os, vores strategi og vores forskellige kontorer her.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Du får mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for kommunikation, analysearbejde, sagsbehandling, planlægning og afholdelse af konferencer og seminarer og meget mere.
Vi har mange års erfaring med at have praktikanter, og praktikanter er en værdsat ressource i kontoret. Derfor gør vi vores bedste for, at nye praktikanter har det godt – både socialt og fagligt, herunder får prøvet kræfter med en bred vifte af opgaver.
Du kommer ligeledes igennem et struktureret introforløb, ligesom du får en fast praktikvejleder og løbende sparring på din opgavevaretagelse.
Dine arbejdsopgaver
Du kommer til at arbejde på tværs af vores dansk- og beskæftigelsesteam, og du vil herigennem få en god forståelse for de forskellige elementer af integrationsprocessen.
I vores beskæftigelsesteam kommer du bl.a. til at bidrage til rådgivning af og information til kommunerne samt kontorets samarbejde med civilsamfundsorganisationer mv.
Dine arbejdsopgaver i beskæftigelsesteamet vil bl.a. omfatte:
- bidrag til planlægning og afvikling af vores netværk for sagsbehandlere, virksomhedskonsulenter og ledere i kommunerne
- understøtte modtageindsatsen i forhold til FN-kvoteflygtninge og fordrevne fra Ukraine
- tilrettelægge webinarer, kurser og konferencer
- understøtte vores rådgivningskoncept, hvor vi tilbyder skræddersyede forløb med opkvalificering inden for det beskæftigelsesrettede integrationsområde til kommunerne
I danskteamet vil du blive introduceret for en lang række opgaver relateret til danskuddannelser for voksne
udlændinge.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:
- kvalitetssikring og faktatjek af indfødsret- og medborgerskabsprøven
- sagsbehandling relateret til danskprøverne
- kommunikation med borgere, sprogcentre og kommunale medarbejdere
- tilsyn med dansk- og vidensprøver
- tilrettelæggelse og afvikling af konferencer
Om dig
Du læser på en samfundsvidenskabelig uddannelse, humaniora, kommunikation eller lign., og du har interesse for at være del af en politisk styret organisation, hvor opgaverne er mangfoldige, og hvor der samtidig er administrative opgaver, der skal løses.
Derudover forestiller vi os, at du har:
- interesse for det integrationspolitiske felt
- lyst til at lære nyt og går proaktivt til nye opgaver
- stærke kommunikative kompetencer og er god til at skrive
Det er en fordel, hvis du har kendskab til integrationsområdet eller danskuddannelsesområdet.
Nysgerrig?
Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Nadja Glavas (Beskæftigelsesteamet på tlf. 72 14 28 31 eller e-mail [email protected] eller chefkonsulent Birgitte Ingsø Michelsen (Danskteamet) på tlf. 72 14 28 55 eller e-mail [email protected].
Er du vores nye praktikant?
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV, karakterudskrift og evt. eksamensbevis mv. senest søndag den 7. december 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 50.
Løn- og ansættelsesvilkår
Praktikantstillingen er ulønnet og strækker sig fra starten af februar 2026 og frem til slutningen af juni 2026, med en ugentlig arbejdstid på 37 timer.
I din praktikperiode tager vi hensyn til de krav, der stilles til dig fra universitetet, herunder tid til at skrive nødvendige afleveringer. Du har mulighed for at søge merit for praktikforløbet og således optjene ECTS-point ved at være i praktik i SIRI.
Du skal selv undersøge hos din uddannelsesinstitution, om praktikken vil være meritgivende.
Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Carl Jacobsens Vej 39, 2500 Valby.
Politiets Efterretningstjeneste vil gennemføre et sikkerhedstjek af din person, så vi i Udlændinge- og Integrationsministeriet kan vurdere, om du er egnet til at varetage stillingen. Du skal løbende kunne bestå et sikkerhedstjek under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.
Ansøgningsfrist: Ansøg senest d. 7. december 2025
Afdeling: Carl Jacobsens Vej 39 2500 Valby
Lokation: Valby
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

