Kongehuset søger en studentermedhjælper til Juridisk Afdeling og Ordenskapitlet
Kongehuset
Kongehuset søger en studentermedhjælper til Juridisk Afdeling og Ordenskapitlet
Har du lyst til at arbejde med en bred vifte af opgaver inden for juridisk sagsbehandling og historiefaglige opgaver i Kongehuset? Så har du nu muligheden for at søge en spændende og alsidig stilling som studentermedhjælper i Juridisk Afdeling og Ordenskapitlet.
Som studentermedhjælper bliver du en del af et hus, der værner om dets historie og traditioner, men samtidig fungerer som en dynamisk og moderne organisation.
Om stillingen
I stillingen som studentermedhjælper i Kongehusets Juridiske Afdeling og Ordenskapitlet vil du arbejde med en række forskelligartede sager, herunder:
- juridisk sagsbehandling
- informationssøgning
- besvarelse af borgerhenvendelser
- besvarelse af forespørgsler fra virksomheder m.v.
- sagsoprettelse
- arkivering.
Om dig
Vi lægger vægt på, at du:
- er jurastuderende på sidste år af bacheloruddannelsen eller kandidatuddannelsen
- har særlig interesse for statsret og historie
- arbejder selvstændigt
- trives i en omskiftelig hverdag
- arbejder metodisk og struktureret
- går til opgaver med en positiv tilgang.
Om Kongehusets Juridiske Afdeling
Juridisk afdeling bistår og rådgiver H.M. Kongen i varetagelse af funktionen som statsoverhoved. Juridisk afdeling fungerer således som bindeleddet mellem regeringen og Kongehuset og varetager navnlig opgaver relateret til lovgivningsprocessen, herunder forberedelsen og afviklingen af statsråd, regeringsdannelse og -omdannelse (rokader) samt sager, der i øvrigt forudsætter kongelig resolution (blandt andet udnævnelse og afskedigelse af visse embedsmænd samt sager om benådning). Afdelingen ledes af den juridiske chef.
Om Ordenskapitlet
Ordenskapitlet står for den daglige administration af det danske ordensvæsen, som omfatter de to ridderordener – Elefantordenen og Dannebrogordenen – samt de to kongelige medaljer – fortjenstmedaljen og belønningsmedaljen. Ordenskapitlet er en integreret del af Kongehusets administration og har kontor- og arbejdsfællesskab med Juridisk Afdeling. Ordenskapitlet ledes af den juridiske chef.
Løn- og ansættelsesforhold
Vi tilbyder min. 10 timer ugentligt og betalt frokostpause. Stillingen ønskes besat snarest muligt. Du får arbejdssted ved Det Gule Palæ i Amaliegade.
Løn- og ansættelsesvilkår baseres hovedsagelig på fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.
Vi tilbyder fleksible arbejdstider, hvor vi tager hensyn til studie og eksamensperioder. Dog er udgangspunktet, at dine timer ligger indenfor arbejdstiden 09.00 og 16.30.
Vi tilbyder desuden massage- og fysioterapiordning samt sundheds- og gruppelivsforsikring.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under din ansættelse.
Ansøgning
Ansøgning, CV og dokumentation for igangværende uddannelse og beståede eksamener/karakterudskrifter sendes via nedenstående link senest mandag den 3. august. Samtaler forventes afholdt i august måned.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Sofie Dahl-Larsen frem til den 24. juli 2026. Fra den 27. juli 2026 og frem til ansøgningsfristens udløb kan du kontakte juridisk chef Anne Berg Mansfeld-Giese. De kan træffes på telefon 33 40 10 10.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, religion, etnisk baggrund eller handicap.
Læs mere om Kongehuset på www.kongehuset.dk og på Kongehusets sociale medier @detdanskekongehus.
Ansøgningsfrist: d. 3. august 2026
Afdeling: Det Gule Palæ, Amaliegade 18 1256 København K
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

