Studentermedhjælper til FabLab UCL
UCL Erhvervsakademi & Professionshøjskole S/I
Er du nysgerrig på teknologi og design? Kan du lide at hjælpe andre? Og har du lyst til at være en del af et kreativt læringsmiljø, hvor studerende omsætter idéer til prototyper og løsninger? Så er stillingen som studentermedhjælper i FabLab UCL måske noget for dig.
Vi søger en engageret studentermedhjælper til FabLab UCL, et innovations- og prototypeværksted, der understøtter studerende på tværs af uddannelser i at udvikle idéer og praksisrelevante løsninger. Her arbejder vi med kreative udviklingsprocesser og digitale fabrikationsteknologier som blandt andet 3D-print og laserskæring.
Vi giver studerende mulighed for at undersøge, eksperimentere og afprøve gennem udvikling af løsninger relateret til deres faglighed. FabLab UCL tilbyder inspirerende rammer, hvor studerende kan styrke deres innovative, kreative og entreprenante kompetencer.
Om stillingen
Som studentermedhjælper indgår du i den daglige drift af FabLab. Det betyder, at du bliver en del af et lærings- og udviklingsmiljø, hvor du vil møde studerende og undervisere fra UCL’s forskellige uddannelser.
En stor del af din opgave bliver at hjælpe med at skabe gode oplevelser for de studerende, der bruger FabLab. Du vil være med til at understøtte deres arbejde med prototyper samt bidrage til, at vores faciliteter fungerer optimalt.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med teamet omkring FabLab’et, der vil introducere dig til faciliteterne, teknologierne og arbejdsopgaverne. Stillingen giver dig mulighed for både at udvikle tekniske kompetencer og få erfaring med formidling, samarbejde og understøttelse af studerendes læring.
Du får en rolle, hvor du både skal hjælpe, vejlede, lære nyt og bidrage til det fællesskab, som FabLab bygger på.
Dine opgaver vil blandt andet være at
- Guide og hjælpe studerende i brugen af FabLabs maskiner og software
- Assistere studerende med klargøring af filer til eksempelvis laserskæring og 3D-print
- Bidrage til daglig drift, oprydning og vedligeholdelse af laboratoriets faciliteter
- Hjælpe med vedligeholdelse og klargøring af maskiner og udstyr
- Assistere ved workshops, introduktionsforløb og andre aktiviteter
- Bidrage med idéer til projekter, eksempler og aktiviteter i FabLab
- Være med til at skabe et åbent, inspirerende og imødekommende miljø for studerende
- Være ambassadør for FabLab og dets muligheder over for dine medstuderende
Om dig
Du er aktiv studerende på en videregående uddannelse og har lyst til at være en del af et kreativt og teknologisk lærings- og udviklingsmiljø.
Vi forestiller os ikke nødvendigvis, at du kommer fra en bestemt uddannelse. Måske læser du til lærer, pædagog, bygningskonstruktør, sygeplejerske, datamatiker, multimediedesigner, radiograf, ergoterapeut eller noget helt andet. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, engageret og har lyst til at lære nyt.
- Du trives i mødet med andre mennesker og motiveres af at hjælpe dine medstuderende med at realisere deres idéer.
- Det er en fordel, hvis du har erfaring med eller interesse for et eller flere af følgende områder:
- Makerspaces, værkstedsmiljøer eller laboratorier
- Innovation, kreativ problemløsning eller entreprenørskab
- 3D-print, laserskæring eller andre digitale fabrikationsteknologier
- Designværktøjer som eksempelvis Adobe Illustrator, Fusion 360, Tinkercad eller lignende
Det er dog ikke et krav, at du allerede har erfaring med teknologierne i FabLab. Vi lægger større vægt på din lyst til at lære, dit engagement og din interesse for at hjælpe andre.
Som person er du:
- Nysgerrig og lærevillig
- Ansvarsbevidst og initiativrig
- Hjælpsom og serviceminded
- Udadvendt og god til at samarbejde
- Praktisk orienteret og ikke bange for at prøve nye ting
- Interesseret i teknologi, design, innovation eller håndværk
Hvem er vi?
FabLab UCL arbejder for at styrke de studerendes innovative, kreative og entreprenante kompetencer gennem praksisnære aktiviteter og adgang til moderne faciliteter.
Vi understøtter studerende fra hele UCL og samarbejder med undervisere om at skabe læringsaktiviteter, der kobler uddannelse, teknologi og praksis.
Du bliver en del af et dedikeret team bestående af tre faste medarbejdere. Vi sætter pris på faglig nysgerrighed, hjælpsomhed, humor og lysten til at eksperimentere.
Hos os er der højt til loftet, plads til gode idéer og mulighed for at udvikle både faglige og personlige kompetencer.
Du kan læse mere om os her.
Vi tilbyder
- Et studiejob med stor variation i opgaverne
- Mulighed for at arbejde med moderne teknologier og kreative udviklingsprocesser
- Praktisk erfaring med digitale fabrikationsteknologier som 3D-printer og laserskærer
- Mulighed for at udvikle kompetencer inden for innovation, formidling og vejledning
- Et stærkt fagligt og socialt fællesskab
- Fleksibilitet og forståelse for, at studiet er din første prioritet
- Mulighed for at sætte dit eget præg på aktiviteter og udviklingen af FabLab
- Erfaring, som er relevant for mange forskellige uddannelser og fremtidige karriereveje
Ansættelse
Du ansættes pr. 1. november 2026, men ansættelse tidligere eller senere kan aftales med dig. Din gennemsnitlig arbejdstid forventes at være cirka 8-15 timer om ugen efter nærmere aftale med dig og med hensyntagen til dit studie.
Dit primære arbejdssted vil være FabLab UCL på Seebladsgade 1, Odense M.
Ansættelsen sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) samt Organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK). Pr. august er timelønnen er 139,29 kr. pr. time.
Ansættelsen er betinget af, at du er aktiv studerende.
Yderligere information
Har du bruge for yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte konstitueret afdelingsleder Claus S. Nicolaisen på telefon 20 49 53 76 eller mail [email protected].
Ansøgning og samtale
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og relevante bilag senest 18. august 2026 via www.ucl.dk/job.
Har du erfaring med projekter, prototyper, design, teknologi eller makerspaces, er du velkommen til at vedlægge eksempler eller beskrive dem i din ansøgning, men det er ikke et krav.
Vi holder samtaler den 28. august 2026.
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er en videregående uddannelsesinstitution, som udbyder over 40 fuldtidsuddannelser inden for de pædagogiske og socialfaglige, sundhedsfaglige og teknisk-merkantile områder. Vi tilbyder også efter- og videreuddannelser samt deltager i en bred række af forsknings- og udviklingsprojekter.
Vores strategiske ambition er, at vi - sammen med vores studerende og samarbejdspartnere - vil være et omdrejningspunkt for bæredygtig vækst og velfærd og skabe løsninger, der gør en forskel.
Vi har hovedsæde i Odense på Niels Bohrs Allé, men aktiviteterne er fordelt på syv campusser i Odense, Svendborg, Vejle, Fredericia og Jelling.
Fakta
- 10.500 fuldtidsstuderende fordelt på over 40 uddannelser
- 15.000 årlige kursister fordelt på over 35 akademi- og diplomuddannelser
- 1.400 medarbejdere på UCL
- 800 millioner kr. omsætter UCL for om året
Vi er den syvende største uddannelsesinstitution i Danmark målt på optag, og den tredje største professionshøjskole i Danmark målt på optag.
Ansøgningsfrist:
18. august 2026
Ansættelse:
1. november 2026
Søg stillingen
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:
læs opslaget hos UCL Erhvervsakademi & Professionshøjskole S/I

