Er du en af vores nye livreddere til Ørestad Svømmehal?
Københavns Kommune
Vil du have et meningsfuldt job, hvor du gør en forskel og holder dig i form?
Vi søger engagerede og ansvarsfulde livreddere til den nyåbnede Ørestad Svømmehal.
Københavns Kommunes svømmeanlæg drives af SvømKBH under Kultur-, Fritid- og Borgerserviceforvaltningen. Vi står for hele byens svømmehaller, friluftsbade, havnebade og strande. Vi er ca. 150 livreddere fordelt på byens mange svømmehaller – og vi vil gerne have dig med på holdet.
Vi sørger for onboarding og kompetenceudviklingsforløb tilrettet alle vores nye medarbejdere. Det omhandler de mange forskellige aspekter af livredning, værtskab, vandbehandling, rengøring og svømmehalsdrift.
Vi tilbyder
- mulighed for fast job på fuldtid eller deltid
- et stærkt fællesskab med ca. 10 kolleger i Ørestad
- en aktiv og meningsfuld hverdag med stor kontakt til byens borgere og gæster
- uddannelse og oplæring – vi klæder dig på til opgaven
Hvad går jobbet ud på?
Du får en vigtig rolle som livredder/vært, hvor du i samarbejde med gode kollegaer er med til at skabe tryghed, yde god service og sikre gode oplevelser for tusindvis af københavnere – fra morgenbaderne til børnefamilier, motionister og konkurrencesvømmere.
Du indgår i et dedikeret team, hvor samarbejde, fleksibilitet og ansvar er nøgleord, og samtidig trives du med at arbejde på alle vores svømmeanlæg rundt om i byen.
Du motiveres, når dine primære opgaver er, at
- være en venlig og professionel vært for vores mange gæster og sammen med dine kolleger være svømmehallens ansigt udadtil
- holde opsyn ved vores bassiner og badegæsternes sikkerhed
- bidrage med høj rengøringsstandard, så svømmehallen og badearealerne fremstår ren, tryg og imødekommende
- hjælpe med drift og vedligehold – og tage ansvar, når det gælder
Er det her dig?
Udover at være en holdspiller og imødekommende, skal du være en habil svømmer med en god fysik, da jobbet kræver dette.
Du skal bestå erhvervslivredderprøven, som omfatter dyk (min. 3,8 meter) efter livredderdukke, som er en betingelse for ansættelse. Du finder mere information om prøven her: Erhvervslivredderprøven.
Alle vores svømmeanlæg er åbne i dag- og aftentimerne samt i weekenderne, det er derfor vigtigt, at du er indstillet på skiftende arbejdstider. Arbejdstiderne ligger typisk imellem kl. 05.00-00.00, og du skal trives med skiftende arbejdstider.
Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til førstehjælp eller erfaring inden for svømmehalsbranchen.
Vi forventer, at du
- er serviceminded og tager ansvar, når opgaverne eller situationen kræver det, at dine samarbejdsevner er gode, og man kan regne med dig som kollega
- kan kommunikere professionelt med gæster og kolleger såvel som eksterne leverandører
- har et digital mindset, da Københavns Kommune arbejder med mange nye digitale løsninger i forhold til fx adgangskontrol, livredningssystemer og vagtplanlægning
Om SvømKBH
Faciliteter står for arealplejen af alle boldbaner, yder viceværtsservice til alle biblioteker, idrætsanlæg, kulturhuse, spillesteder og museer, hvor vi har ansvaret for ejendomsdriften, vedligehold, rengøring og meget mere. Faciliteter driver alle svømmehaller, friluftsbade, havnebade og strande i Københavns Kommune. Endelig står Faciliteter for natteværterne i det københavnske natteliv, havneværterne i Københavns Havn, og servicerunderinger om aftenen på alle faciliteterne. Geografisk dækker vi hele Københavns Kommune med kultur- og idrætsfaciliteter til glæde for mere end 630.000 københavnere.
I dagligdagen bliver du en del af Svøm KBH, som er organiseret med en fagchef og to sektionsledere. Der er en distriktsleder, en driftkoordinator og en medarbejderstab på 10-30 livreddere i hver af de otte svømmehaller.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold ifølge gældende overenskomst (FOA).
Du ansættes enten på deltid eller fuldtid i faste stillinger. Fuldtid svarer til gennemsnitligt 37 timer om ugen.
Deltid varierer og skal være minimum otte timer om ugen. Og din vagtplan kan ligge imellem kl. 05.00-00.00 med skiftende arbejdstider.
Vi ønsker stillingerne besat pr. 1. oktober 2026 eller snarest muligt derefter.
Vi indhenter børneattest og reference i forbindelse med ansættelsen.
Klar til at tage springet?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte distriktsleder Camilla Foli Seelig på 30 36 68 97 i tidsrummet kl. 9.00-12.00 mandag til fredag.
Søg via dette link senest tirsdag den 4. august 2026.
Vi afholder samtaler i uge 33 og eventuelt i uge 34. Ansøgere vil blive bedt om at aflægge svømmeprøve før samtalen.
Om Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi hver dag for at skabe gode rammer for kultur- og fritidslivet i byen, og for at give københavnerne samt byens gæster en professionel og nærværende service. Fra biblioteker, kulturhuse og museer til idrætsfaciliteter, borgerservice og byens grønne rum – skaber vi rammer for fællesskaber, hvor københavnerne kan mødes og udfolde sig. Vores fælles mål er at gøre København til et godt sted at leve, mødes og engagere sig.