Uddannet pædagog søges 28 timer i ugen til børnehaven i Riisvangens Børnehus fra d. 31/8 2026
Aarhus Kommune
Brænder du for at skabe det gode børneliv med nærvær, smil, knus, stærke relationer og udviklende mødeøjeblikke i tæt samarbejde med dine kolleger? Så tilbyder vi en stilling i vores lille selvejende institution med 20 skønne børnehavebørn og 12 lige så skønne vuggestuebørn, en engageret forældregruppe og en flok dedikerede kolleger, der venter spændte på at tage godt imod dig!
Om jobbet:
Riisvangens Børnehus søger en uddannet pædagog til fast stilling på 28 timer med virkning fra d. 31/8 eller snarest muligt derefter. Stillingen er tilknyttet børnehaven, men da vi hjælper hinanden på tværs af huset, skal du ind i mellem også arbejde med vuggestuebørn.Om os:
Riisvangens Børnehus er en 0-6 års daginstitution, som er én ud af to afdelinger i det selvejende dagtilbud Riisvangen-Ellengården. Vi er er en lille hyggelig daginstitution med en vuggestuegruppe på 12 børn og en børnehavegruppe på 20 børn, og vi er beliggende i bunden af Risvang Allé tæt på skov og strand. Vi har gode indendørs rammer med mange muligheder og skønne udendørsfaciliteter.
Vores værdier danner rammen for vores praksis og skal kunne ses, mærkes og opleves i al samvær mellem børn og voksne, og her er vores afsæt (frit efter Tønnesvang):
- Se mig, som jeg er
- Vis mig, hvem/hvad jeg kan blive
- Lad mig høre til ligesom dig
- Giv mig passende udfordringer
Det betyder i praksis, at nærvær, trygge relationer, store og små fællesskaber og ikke mindst leg og rum til fordybelse er nogle af omdrejningspunkterne for vores hverdag i institutionen. Vi arbejder hele tiden på at skabe fællesskaber, hvor der er plads til den enkelte og deltagelsesbaner for alle, så alle børn oplever, at de hører til, og at ingen kan undværes. Vi lægger vægt på at møde alle - børn, forældre og kolleger - med et smil i en varm og indbydende atmosfære hver dag.
Vores fokus i hverdagen er på det pædagogiske arbejde med børnene. Vi møder børnene dér, hvor de er, med en anerkendende tilgang - nærvær, omsorg og nysgerrighed overfor børnenes perspektiver er nøgleord. Som medarbejdere, har vi ansvar for at skabe en tryg kontakt med børnene ved blandt andet at møde børnene i ’børnehøjde’, tage sig god tid i arbejdet med børnene og lytte til, hvad børnene forsøger at sige, inden vi handler. Vi guider og viser dem vej med venlighed og omsorg, rummer børnenes følelser - også når det er svært at være barn - og arbejder med at give passende udfordringer til barnets udvikling og aktuelle dagsform.
Vi er betydningsfulde voksne i børnenes liv, og vi er bevidste om, at vi er ansvarlige for den udviklende og positive relation. Vi stræber efter at arbejde relationskompetent, og pædagogens kerneopgave er at være en tryg, spejlende og omsorgsfuld base for børnene, og at skabe trygge og udviklende rammer og fællesskaber, der kan veksle mellem forudsigelighed og fleksibilitet. Pædagogens rolle indebærer også at være åben og lydhør overfor børnenes perspektiver og at følge og udvikle videre på deres initiativer, samtidig med også at kunne være inspirator, gå forrest og tage lederskab for børnene.
I arbejdet med at skabe positive relationer med udviklende mødeøjeblikke, tager vi afsæt i en neuroaffektiv udviklingspsykologisk tænkning, hvor vi har fokus på pædagogens selvagens og mentalisering, affektiv afstemning, følelsesmæssig regulering, NUZO, mikro- og makroregulering, samt hvordan vi understøtter og guider børn på en positiv og udviklende måde.
Du behøver ikke kende teorierne på forhånd – det vigtigste er, at du er nysgerrig, refleksiv og motiveret for at udvikle din faglighed.
Forældresamarbejde:
Vi har forældresamarbejdet stærkt på sinde, og idet vi er en selvejende institution, hvor den overordnede ledelse varetages af forældrebestyrelsen, har vi forældrene langt med inde i maskinrummet. Vi ønsker at tilbyde et trygt og tillidsfuldt rum for samarbejde med hver enkelt forælder, hvor vi løbende er i tæt dialog med hinanden om børnenes trivsel både i institutionen og derhjemme. Vi ønsker, at forældrene føler sig som en naturlig del af fællesskabet i Riisvangens Børnehus, og vi lægger vægt på et åbent og tæt samarbejde med forældrene, hvor vi aktivt opsøger deres erfaringer, forholder os nysgerrige og bruger forældrenes ekspertise og input til sammen at skabe de bedste rammer for børnene og skabe bedst mulig sammenhæng mellem hjem og institution.
Ønskeseddel til dine personlige egenskaber og kvalifikationer:
- Du er positiv, samarbejdsvillig og imødekommende
- Du er nærværende, udstråler energi og engagement
- Du skaber tillidsfulde og trygge relationer og forstår at støtte børn på en positiv og udviklende måde, uanset om det er i en hyggestund eller gennem en konflikt
- Du har overblik over og tager ansvar for den samlede børnegruppe og har samtidig blik for det individuelle barns behov
- Du skaber forudsigelige rammer, der understøtter børnenes selvstændighed i leg og gennem dagens strukturer
- Du deltager og understøtter aktivt børnene i leg og aktiviteter og kan veksle mellem at være deltagende i legen og tage lederskab for børnegruppen, afhængigt af hvad situationen kalder på
- Du ved, at du som pædagog bringer din egen personlighed og handlinger i spil som et pædagogisk redskab i din praksis. Derfor er du selvreflekterende og villig til at modtage/give feedback i samarbejdet med dine kolleger og ledelse, samt justere din praksis
- Du kan planlægge, arbejde målrettet og systematisk, dokumentere, evaluere og følge op på handleplaner
- Du arbejder aktivt med vores pædagogiske grundlag og med fælles aftaler og mål i tæt samarbejde med dine kolleger, men kan også arbejde selvstændigt
- Du er fleksibel - både når dagen forløber anderledes end planlagt, i din tankegang i forhold til at kunne gå nye veje og praktisk i forhold til at hjælpe til, hvor der er behov
- Du mestrer mundtligt såvel som skriftlig formidling og har erfaring med IT
Ja, vi ved, at ønskesedlen er lang, men hvo intet vover ...
Hos os får du:
- En lille selvejende og overskuelig institution med korte beslutningsveje
- Et tæt samarbejde mellem ledelse, medarbejdere og forældre
- En engageret og stabil medarbejdergruppe, der elsker sjove aktiviteter og projekter med børnene
- Indflydelse og medansvar.
- En arbejdsplads, som har fokus på trivsel og fælles faglig udvikling.
- En børnegruppe, som glæder sig til at møde dig.
- En forældregruppe, som både er interesseret og engageret i hverdagen.
- Et hus med en varm og hyggelig atmosfære, hvor vi gerne vil hinanden og gerne laver ting sammen i fritiden.
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer, medmindre stillingen er omfattet af en forhåndsaftale, som kan danne grundlag for lønfastsættelsen
Ugentligt timetal: 28
Der vil blive indhentet børne- og straffeattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet til stillingen. Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Hvis du vil vide mere:
Vi opfordrer til at komme på besøg for at høre nærmere om stillingen. Hvis det ikke er muligt, kan du også ringe til Anne Lene Eskesen på telefon+4520963135. Du kan også læse mere om os på vores hjemmeside eller se denne lille video om vores to afdelinger.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist: 23-08-2026
Vi indkalder løbende til samtaler, så vent ikke til sidste øjeblik med at søge.
Om selveje:
I et selvejende dagtilbud er der kort afstand mellem dagtilbudsbestyrelsen, forældrene, ledelsen, medarbejderne og børnene, hvilket betyder, at samarbejdsgangene er korte, og at vi ofte er i stand til at handle hurtigt på idéer og forslag. Vi prioriterer at skabe det gode arbejdsliv, hvor arbejdsglæde og samarbejde er i højsædet. Vi har stor fokus på den enkelte medarbejder, og vi stræber kontinuerligt efter, at medarbejderne har gode vilkår, f.eks. gennem refleksions- og sparringsrum, med fokus på kerneopgaven og det pædagogiske mål for øje.
Et selvejende dagtilbud er en non-profit institution, der alene har til formål at skabe de bedste rammer for de børn, der er en del af dagtilbuddet. Et selvejende dagtilbud adskiller sig bl.a. fra et kommunalt tilbud ved, at det er ledet af en dagtilbudsbestyrelse, der består af et flertal af forældre samt to medarbejdere med stemmeret. Bestyrelsen er ansvarlig for de overordnede linjer, hvilket f.eks. gælder økonomi, hvilket værdigrundlag dagtilbuddet skal arbejde efter, samt den overordnede ledelse. Selveje sikrer derfor, at mest mulig indflydelse og ansvar er uddelegeret til institutionen. Selvejende dagtilbud er underlagt de samme overordnede mål som kommunale institutioner, men har selv fuld bestemmelse over, hvordan formål, anvendelse af midler og idégrundlag skal udformes inden for Dagtilbudslovens rammer.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Afdeling: Riisvangen (Ny)
Ansøgningsfrist: 23 August 2026
Placering: Risvang Allé 27A, 8200, Aarhus N, Denmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

