Vil du tæt på kommunikationsfaget - og have fingrene i lidt af hvert?
Muskelsvindfonden
Vil du tæt på kommunikationsfaget - og have fingrene i lidt af hvert?
Pressemeddelelser, events, web, research, sociale medier og andre kommunikationsopgaver, der opstår undervejs. Som studentermedhjælper i Muskelsvindfondens kommunikationsafdeling får du mulighed for at prøve mange sider af kommunikationsfaget af i praksis.
Vi søger en studentermedhjælper 14 timer om ugen, som er nysgerrig, struktureret og har lyst til at lære kommunikationsfaget bedre at kende. Du bliver en del af et hold, hvor vi arbejder tæt sammen, hjælper hinanden og har mange forskellige opgaver på bordet
Dine opgaver
Som studentermedhjælper får du ikke et snævert arbejdsområde. Du kommer til at hjælpe til der, hvor der er brug for dig, og får på den måde erfaring med flere forskellige sider af arbejdet i en kommunikationsafdeling.
Du kommer blandt andet til at:
- hjælpe med at planlægge og afvikle events
- oprette pressemeddelelser og sende dem ud til medier og redaktioner gennem Via Ritzau
- bearbejde og skabe overblik over data fra vores sociale medier, Pærspektiv.dk og Muskelsvindfonden.dk
- bistå kommunikationschefen med forberedelse til møder, research, opsamling, opfølgning og planlægning
- hjælpe redaktøren på Pærspektiv.dk med at lægge artikler og andet indhold på sitet
- researche og forskellige mindre kommunikationsopgaver
- og sikkert også hjælpe med noget, vi endnu ikke ved, hvad er.
Nogle gange skal der styr på detaljerne, andre gange skal der findes en god ide eller graves efter den helt rigtige information. Vi forventer ikke, at du kan alt på forhånd, men vi håber, at du har lyst til at lære og til at tage mere ansvar, efterhånden som du lærer os og opgaverne at kende.
Vi leder efter dig, der kan tage ansvar
Du læser formentlig kommunikation, journalistik, medievidenskab eller en anden relevant videregående uddannelse. Det er dog mindre vigtigt for os, præcis hvad der står på dit studiekort, end hvordan du går til en opgave.
Vi forestiller os, at du er struktureret og god til at skabe overblik, også når der er flere ting i gang på en gang. Du har en god kommunikativ forståelse, skriver sikkert, og samtidig må du gerne være kreativ i dit sind. Ikke nødvendigvis på den måde, hvor du altid har ti kampagneideer klar, men på den måde, hvor du er nysgerrig, stiller spørgsmål for at vi kan få øje på flere muligheder.
Og så leder vi efter en studentermedhjælper, der tager ansvar. For os betyder det, at du ikke kun venter på at få stukket den næste opgave i hånden, men at du selv tager initiativ, følger op og tager fat, når du kan se, at noget mangler at blive gjort.
Hvem er vi?
Muskelsvindfonden arbejder for et samfund med plads til forskelle. I Kommunikation og Presse arbejder vi med at gøre den ambition levende gennem blandt andet presse, politisk kommunikation, sociale medier, kampagner, Muskelsvindfonden.dk og vores journalistiske site Pærspektiv.dk.
Det betyder, at du kommer til at arbejde med kommunikation, der har et formål ud over at skabe klik og rækkevidde. Vi vil være med til at udfordre forestillinger om handicap og normalitet og skabe mere plads til, at mennesker kan leve forskellige liv.
Det praktiske
Stillingen er på 14 timer om ugen, og vi tilrettelægger arbejdstiden, så den så vidt muligt kan hænge sammen med dit studie og dine eksamensperioder.
Arbejdsstedet er Muskelsvindfonden, Kongsvang Alle 23, 8000 Aarhus
Vi vil gerne have vores nye studentermedhjælper ombord 1. november 2026 eller snarest derefter. Ansøgningsfristen er 4. september 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Kommunikationschef Gitte Dreier Jacobsen på hverdage mellem 11.30 - 12.30 på 2265 2499 - send en sms, hvis du ikke kommer igennem
Vi glæder os til at høre fra dig.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

