Skarpe studerende søges til en bred vifte af opgaver i Spillemyndigheden
Spillemyndigheden
Søger du et studiejob, hvor du kan bruge dine analytiske og metodiske kompetencer og få erfaringer med arbejdet i en statslig styrelse? Så er et studiejob i Spillemyndigheden måske noget for dig.
Hos os bliver du en del af en styrelse, der agerer inden for en spændende branche, hvor der er politisk bevågenhed og stor udvikling. Du vil få mulighed for at bruge dine erfaringer fra dit studie og samtidig være med til at beskytte spillere og sikre, at spiludbydere efterlever lovgivningen.
Alsidige opgaver og sagsbehandling
I Spillemyndigheden administrerer vi spillelovgivningen og arbejder for at sikre rammerne omkring et ansvarligt, fair og velreguleret spilmarked.
Vi søger tre studerende til at varetage forskellige arbejdsopgaver, som hovedsageligt vil være:
- Besvarelse af borgerhenvendelser
- Deltagelse i tilsynsopgaver
Arbejdsdagen i Spillemyndigheden indebærer et tæt samarbejde med kolleger i kontoret og på tværs af organisationen, og vi sætter en ære i at lykkes med vores opgaver på en fleksibel, konstruktiv og uhøjtidelig måde i et positivt arbejdsmiljø.
Du vil blive ansat i et af følgende fagkontorer afhængig af kompetencer og interesser:
Ansvarligt spil og Hvidvask, hvor du vil blive en del af teamet, der arbejder med ansvarligt spil. Kontoret er desuden ansvarlig for Spillemyndighedens forskellige tiltag rettet mod spilafhængighed såsom hjælpelinjen ”StopSpillet” og register over frivilligt udelukkede spillere (ROFUS).
Væddemål og Onlinekasino, hvor du blandt andet vil komme til at indgå i kontorets tilsyn med spiludbydernes markedsføring af spil. Kontoret er desuden ansvarligt for at behandle ansøgninger om tilladelse til at udbyde spil, herunder at foretage den økonomiske vurdering af udbyderne og sikre, at spillene afvikles efter gældende regler.
Ulovligt spil og Markedsanalyse, hvor du vil indgå i arbejdet med kontorets opgaver inden for forebyggelse og bekæmpelse af ulovligt spil og matchfixing. Kontoret er derudover ansvarligt for at udarbejde analyser og statistikker af spilmarkedet samt bekæmpelse af pyramidespil.
Stort overblik og dygtig formidler
Vi forestiller os, at du er jurastuderende. Formentlig læser du på sidste år af bacheloruddannelsen eller er startet på kandidatuddannelsen og du har allerede vist gode resultater. Vigtigst er det, at du er omhyggelig, hurtig til at sætte dig ind i nye opgaver, god til at skabe struktur og system og besidder et godt overblik.
Det er en forudsætning, at du er en god og dygtig formidler samt er velformuleret skriftligt såvel mundtligt på engelsk, da vi samarbejder med eksterne interessenter i ind- og udland.
Du har lyst til at løse varierende arbejdsopgaver samt god til at arbejde selvstændigt og i teams. Med dit gode humør og din positive indstilling til dine kolleger, vores interessenter og opgaver får du fulgt op og afsluttet arbejdsopgaverne.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Du skal indsende CV og eksamenspapirer via nedenstående link snarest muligt. Du skal ikke indsende en ansøgning, men i stedet svare på tre spørgsmål, som fremgår af samme link. Fristen for ansøgning er den 20. september 2026. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef Jeanette Harder von Eyben på tlf. 72 38 91 73 eller på mail [email protected].
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 28. september 2026. Opstart er snarest muligt, dog gerne senest den 1. november 2026.
Arbejdstiden er 15 timer i gennemsnit om ugen med fleksibilitet i eksamensperioder. Du ansættes efter gældende overenskomst med HK og Finansministeriet. Tjenestestedet vil være Lerchesgade 35, 6, 5000 Odense C.
Ansættelsesområde
Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner.
Læs mere om os på Spillemyndigheden.dk og følg os gerne på LinkedIn.
Ansøgningsfrist: d. 20. september 2026
Lokation: Lerchesgade 35, 6, 5000 Odense C
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

