Studerende med interesse for databeskyttelse og informationssikkerhed søges
Styrelsen for Patientsikkerhed
Vil du prøve dine færdigheder af i en statslig styrelse og interesserer du dig for databeskyttelse og informationssikkerhed? Så er du den, vi mangler.
Om Data og IT
Du bliver en del af sektionen for Data & IT, som er en sektion i styrelsens Økonomienhed. Sektionen består af 23 medarbejdere med forskellig baggrund. Opgaverne i sektionen spænder bredt og vi arbejder blandt andet med:
- IT-Leverandørstyring.
- Systemforvaltning af styrelsens egne systemer.
- Informationssikkerhed og databeskyttelse.
- Dataformidling og ledelsesinformation.
- Digitalisering og forretningsudvikling.
- Registrering af behandlingssteder og virksomhedsansvarlige læger og tandlæger.
Økonomienheden varetager derudover opgaver i relation til bl.a. økonomistyring, HR, arbejdsmiljø og serviceområdet.
Din hverdag hos os
Du bliver en del af et team, der aktivt beskytter data og styrker informationssikkerheden i hele organisationen og du vil komme til at bidrage aktivt til mange af teamets vigtige opgaver.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- at håndtere simple informationssikkerhedshændelser, herunder også brud på persondatasikkerheden.
- at opdatere risikoregister vedrørende styrelsens risikovurderinger.
- opgaver relateret til sagsbehandling af anmodninger fra registrerede efter databeskyttelsesforordningen (eksempelvis sletning af eller indsigt i persondata).
- indledende logopfølgning på IT-systemer.
- at følge op på diverse sikkerhedsforanstaltninger, eksempelvis i forhold til kontrol af gennemførte obligatoriske kurser.
- bistå til interne spørgeskemaundersøgelser og dataindsamling.
Dertil vil du også bidrage med at løse opgaver i relation til vores team af systemforvaltere som arbejder med IT understøttelse af styrelsen. Opgaver kan i den sammenhæng være:
- at vedligeholde blanket til oprettelse af nye medarbejdere.
- opgaver relateret til vores kvalitetsstyringssystem - herunder brugeroprettelse/nedlæggelse samt hjælp til brugerne med dokumenthåndtering.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du studerer på en relevant uddannelse - eksempelvis Jura, Kommunikation & IT, Statskundskab eller Sundhed & Informatik - og du har som minimum afsluttet 2. semester.
Derudover ser vi gerne, at du:
- er åben over for spændende og nye opgaver, er god til at samarbejde og er serviceminded.
- har lyst til og trives med at arbejde med administrative opgaver
- er arbejdsom og klar på lærerige udfordringer.
- er struktureret og grundig.
Det vil være en fordel, hvis du har godt kendskab til Excel.
Vi tilbyder
Du vil blive en del af et aktivt fagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer. Vi er en arbejdsplads, der sætter pris på en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø, hvor samarbejde er nøglen til succes.
Du bliver omfattet af en gratis kaffe- og frugtordning, gratis træningsfaciliteter og en svanemærket kantine. Vi har en kunstforening og en aktiv personaleforening, der arrangerer teater- og biografture, museumsbesøg mm. Vi har cykelkælder og ligger i gå-afstand fra offentlig transport. Det er muligt at tilmelde sig p-plads ordning, og der er el-ladestandere. Styrelsen har en smuk beliggenhed på Islands Brygge med udsigt over Københavns Havn.
Vi er derudover en arbejdsplads, der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.
Om ansættelsen
Du ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 15 timer, der – efter aftale med din leder - tilrettelægges fleksibelt i forhold til dit studie.
Tiltrædelse ønskes pr. 1. december 2026.
Den fysiske adresse er Islands Brygge 67, 2300 København S.
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomsten) – Det statslige Område, samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK/stat), jf. aftalens bestemmelser vedrørende timelønnede.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes efter en undersøgelse hos Politiets Efterretningstjeneste, samt at du kan opretholde godkendelsen under hele ansættelsen. Hvis du allerede er sikkerhedsgodkendt, så oplys gerne om det ved en eventuel samtale.
Ansøgningsfrist er den 20. september 2026.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder Anders Welander-Haahr på 7222 7530.
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 39 og 40. Du kan læse mere om os på www.stps.dk.