Er du vores praktikant for foråret?
Region Midtjylland
Er du studerende og på udkig efter et spændende praktikforløb til foråret? Eller drømmer du om at få erfaring med forskning, analyse og kvalitetsudvikling i en organisation, der gør en forskel? Så er DEFACTUM måske stedet for dig. Vi søger lige nu 8 praktikanter til vores tre afdelinger, hvor du får mulighed for at arbejde bredt med sundheds- og samfundsrelevante problemstillinger i et fagligt stærkt miljø.
Vi tager ansvar for dit praktikforløb
Hos DEFACTUM arbejder vi med at skabe viden, der gør en forskel. Vi er et forsknings- og konsulenthus under Region Midtjylland, hvor vi udvikler ny anvendelsesorienteret viden, der forbedrer velfærdssektorens ydelser og samspil. Som praktikant hos os bliver du en del af et fagligt engageret miljø, hvor din indsats bidrager til vigtige samfundsmæssige problemstillinger.
Vi prioriterer vores praktikanter højt og har stor erfaring med at integrere studerende i vores tre afdelinger: Kvalitetsudvikling, Forskning i Folkesundhed og Data & Analyse. Vores flade struktur sikrer, at du bliver set og hørt, og vi værdsætter de nye perspektiver, som vores praktikanter tilfører vores organisation. Derfor håber vi, at du har lyst til at blive en del af DEFACTUM i det kommende forårssemester med opstart den 1. februar 2027.
Vi arbejder med mange forskellige projekter inden for en bred vifte af områder, og vi har derfor brug for praktikanter med forskellige kompetencer, både kvalitative og kvantitative. Derfor er det vigtigt for os at få en forståelse af din baggrund og dine interesser, så vi bedst muligt kan matche dig med de opgaver, vi har lige nu, samt dem der opstår i løbet af den kommende tid, inden du starter i praktik.
Hvad kan vi tilbyde dig?
- Et godt fællesskab: Du bliver en del af et socialt og fagligt netværk, hvor du kan sparre med både andre praktikanter og erfarne kollegaer.
- En fleksibel arbejdsplads med frihed under ansvar: Du er med til at styre din arbejdstid, med mulighed for hjemmearbejde, flextid og frihed til at placere dine mødetider, så de passer ind i din kalender.
- En månedlig erkendtlighed på op til 3.000 kr.: Vi værdsætter din indsats og anerkender dit bidrag til vores arbejde.
- Meningsfulde arbejdsopgaver: Du får ansvar og bliver involveret på lige fod med de ansatte i projekterne. Vi tilpasser opgaverne efter dine interesser for at sikre et lærerigt og givende praktikophold.
- Relevant erfaring: Du får mulighed for at arbejde med aktuelle problemstillinger og får altså både en relevant og faglig ballast. Mange af vores tidligere praktikanter har fortsat hos os som studentermedhjælpere, forskningsassistenter eller i forbindelse med specialeskrivning.
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Er i gang med en kandidatuddannelse inden for relevante fagområder som folkesundhed, samfundsvidenskab, kommunikation eller lignende.
- Har interesse inden for en eller flere af følgende områder: forskning, sundhedsøkonomi, kvalitetsudvikling, borgerinvolvering eller lignende.
- Er nysgerrig, engageret og har lyst til at tage del i spændende projekter, hvor din indsats gør en forskel.
- Har lyst til at arbejde med kvalitative og/eller kvantitative metoder og anvende dine faglige kompetencer i praksis.
Sådan søger du
For at søge praktikopholdet skal du vedhæfte:
- Ansøgning
- CV
- Eksamensudskrift
Hvad vi gerne vil vide i din ansøgning
For at sikre det bedste match mellem dine interesser og vores opgaver, vil vi gerne have, at du i din ansøgning beskriver:
- Dine faglige interesser – hvilke metoder og områder motiverer dig, og hvad vil du gerne arbejde med hos DEFACTUM?
- Eventuelle specifikke projekter – er der konkrete projekter hos os, du finder særligt interessante, eller er du åben for at udforske forskellige områder?
- Praktikkens rammer – hvordan praktikopholdet passer ind i din studieordning, herunder ECTS-point, timeantal og praktikperiode.
- Hvem du er som person: Det betyder bl.a. at vi har interesse i, hvad du brænder for, når ikke du lige studerer.
Hvad skal jeg så lave som praktikant?
Lige nu har vi i DEFACTUM flere konkrete projekter, der har brug for praktikanter af både kvalitativ og kvantitativ karakter. Da vores arbejde konstant udvikler sig, kan der opstå nye behov undervejs, så derfor er vi også interesserede i at høre, hvad der motiverer dig, så vi sammen kan skabe det bedste praktikforløb. Du må derfor meget gerne tilkendegive, hvilket/hvilke af følgende aktuelle opgaver du er interesseret i.
Aktuelle opgaver, du kan blive en del af:
Data & Analyse
Gitte Dahl
I Data & Analyse arbejder vi med evaluering og udvikling af velfærdsydelser. Som praktikant får du mulighed for at arbejde med klinisk og brugeroplevet kvalitet, bl.a. i forbindelse med den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) og monitorering af kommunale forebyggelsesforløb. Det kan desuden være, du kommer til at arbejde med kvalitative metoder i forbindelse med et koncept, som DEFACTUM har udviklet. Opgaverne kan inkludere validering af spørgeskemaer via interviews, forberedelse, dataindsamling, datahåndtering, kvantitative analyser samt visuel og skriftlig formidling af resultater.
Forskning i Folkesundhed – Rehabilitering på MarselisborgCenteret
Pernille Pedersen
I Forskning i Folkesundhed er vi optagede af at skabe ny viden, der kan forbedre borgernes sundhed og trivsel. Vi søger en praktikant til forskning i rehabilitering, hvor vi blandt andet undersøger hverdagsliv og arbejdsmarkedstilknytning for unge med mentale helbredsproblemer og psykiske lidelser samt senfølger efter kræft. Vores opgaveportefølje varierer meget, så du vil afprøve forskellige arbejdsopgaver og metoder. Du vil her blandt andet kunne arbejde med dataindsamling, datamanagement, analyse og litteratursøgning.
Forskning i Folkesundhed – Det nære sundhedsvæsen
Lotte Groth Jensen
Hvis du er interesseret i udviklingen af det nære sundhedsvæsen, kan du blive en del af et forskningsprogram, der undersøger, hvordan sundhedsydelser kan tilrettelægges tættere på borgernes hjem. Opgaverne kan omfatte kortlægning og analyse af sundhedsindsatser samt kvalitativ dataindsamling, dokumentanalyse og litteraturgennemgang.
Forskning i Folkesundhed – Sundhedsdata og digital nærhed
Lotte Groth Jensen
Vi søger praktikanter til forskningsprojekter om digital sundhed, sundhedsdata og implementering. Vi arbejder med analyser af, hvorfor mange digitale sundhedsløsninger ikke bliver varigt forankret i sundhedsvæsnet, og hvilke faktorer der understøtter eller hindrer implementering heraf. Som praktikant kan du få erfaring med kvalitativ metode, herunder dokumentanalyse og interviews med sundhedsprofessionelle, beslutningstagere og patienter, samt indgå i udviklingen af anbefalinger, der kan styrke bæredygtige digitale løsninger i sundhedsvæsenet.
Forskning i Folkesundhed – Borger, Patient og Sundhedsprofessionel
Lise Arnth Nielsen
Derudover søger vi praktikanter, der har lyst til at arbejde med borger- og patientperspektiver i sundhedsvæsenet. Du kan blive tilknyttet projekter om udviklingen af det nære sundhedsvæsen, hvor vi undersøger, hvad der sker, når sundhedsindsatser rykker tættere på borgernes hverdagsliv. Det kan blandt andet handle om, hvordan borgere og fagpersoner oplever og møder disse forandringer. Vi anvender især kvalitative metoder og litteratursøgninger.
Forskning i Folkesundhed – Befolkningsundersøgelser
Martin Mejlby Jensen
Vi søger forskningspraktikanter med interesse for surveys og kvantitative metoder, som kan bidrage til vores projekt om kvinders sundhed og trivsel set i et livsfaseperspektiv samt et projekt om ensomhed, social isolation og alkohol. Som praktikant vil du få mulighed for at arbejde med data fra en af landets største spørgeskemaundersøgelser om sundhed og trivsel i befolkningen, og du vil få erfaring med databearbejdning, kvantitativ analyse og litteratursøgning.
Vi har mange forskellige projekter i gang, og vi ved, at vores praktikanter kommer med forskellige baggrunde og interesser. Derfor vil vi gerne høre, hvad der motiverer dig, så vi sammen kan finde de opgaver, der giver dig det bedste udbytte af dit praktikophold.
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om et specifikt projekt? Så kontakt vores praktikkoordinator Rasmus Mølgaard Hansen på [email protected] eller 2475 0792 – vi glæder os til at høre fra dig!
Bemærk venligst, at vi løbende indkalder til samtaler, og at vi tager opslaget ned, når vi har fundet de rette praktikanter.
Du kan læse mere om vores praktikordning på DEFACTUMs hjemmeside:Praktikant i DEFACTUM - DEFACTUM - Social, sundhed og arbejdsmarked
Afdeling: Forskning i Folkesundhed OPA
Ansøgningsfrist: 30 November 2026
Placering: Olof Palmes Alle 15, 8200, Aarhus N
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

