Praktikplads hos Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet - forår 2027
Socialdemokratiet
Brænder du for europæisk politik? Er du vild med at tænke i gode historier og kommunikere, så alle kan forstå det? Vil du være med til at sætte aftryk på EU? Så har du nu chancen for at blive en del af Socialdemokratiets hold i EU.
Vi kan tilbyde et praktikforløb, hvor du kommer til at arbejde tæt sammen med de politiske beslutningstagere i en hverdag med mange dagsordener.
Der vil være god mulighed for at tilpasse praktikforløbet til dig, dine interesser og din uddannelse, så længe du har mod på et lærerigt semester i det politiske maskinrum hos Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet.
To af de socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet –Niels Fuglsang og Marianne Vind – søger hver en praktikant for perioden 1. Februar 2027 til 16. juli 2027.
Niels Fuglsang er medlem af Energiudvalget og Økonomiudvalget samt underudvalget for skat. Niels beskæftiger sig især med klima, grøn omstilling, dyrevelfærd samt kampen mod skattely og hvidvask.
Marianne Vind er medlem af Beskæftigelsesudvalget, Transportudvalget og Ligestillingsudvalget, samt grupperne for LGBT+ og handicap. Marianne beskæftiger sig især med arbejdsmarkedspolitik, ligestillingspolitik og med grøn omstilling af transportsektoren.
Arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver vil i høj grad afhænge af dine interesser, kompetencer, uddannelsesbaggrund samt den politiske dagsorden.
Eksempler på arbejdsopgaver er:
- Bidrage til at udbrede parlamentarikernes arbejde til danskerne gennem både traditionelle og sociale medier.
- Udarbejde skriftligt materiale som debatindlæg, taler og pressemeddelelser samt svar på henvendelser fra borgere og interesseorganisationer.
- Udarbejde notater og analyser af lovforslag og andre politiske sager.
- Følge lovgivningsarbejdet i Europa-Parlamentets udvalg.
- Holde oplæg for uddannelsesinstitutioner og andre besøgsgrupper.
Vi lægger vægt på, at du får et spændende og lærerigt praktikforløb, og vi garanterer udfordrende opgaver, der både giver indsigt i Europa-Parlamentets arbejdsgange og arbejdet for en politiker.
Din profil
- Du er i gang med en relevant uddannelse, for eksempel inden for samfundsvidenskab, journalistik eller kommunikation.
- Du har et grundlæggende kendskab til EU.
- Du har indsigt i Socialdemokratiets grundholdninger og værdier, men vi forventer ikke, at du er medlem.
- Du er en skarp formidler mundtligt såvel som skriftligt og har en stærk analytisk sans.
- Du har gode engelskkundskaber.
Vilkår
Det er en forudsætning, at praktikopholdet kan indgå som en del af din uddannelse. Vi yder en månedlig erkendtlighed i forbindelse med dit ophold i Bruxelles. Herudover dækker vi tog- eller flybilletter ved rejsen til og fra Bruxelles og en tur til Danmark undervejs i dit ophold. Endelig er vi også behjælpelige med at finde bolig.
Ansøgningsproces
Ansøgningsfristen er torsdag d. 8. oktober 2026, og samtaler vil finde sted virtuelt fredag d. 16. oktober. Hvis du bliver inviteret til samtale, vil du blive bedt om at løse en mindre skriftlig opgave, som har afleveringsfrist onsdag d. 14. oktober kl. 12.00.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Sofie Amalie Stage på mail [email protected] eller telefon +32 470 91 45 66.
Afdeling: Socialdemokratiet
Ansøgningsfrist: 08 October 2026
Placering: Bruxelles, Belgium
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

