En-to pædagoger til internt ressourcecenter på Hanssted Skole
Københavns Kommune
Er du en engageret pædagog med blik for børnefællesskaber og for det enkelte barns muligheder for at deltage i dem? Har du høje forventninger til børnene med udgangspunkt i, hvor de befinder sig fagligt og socialt? Og har du lyst til at arbejde praksisnært og tæt på både børn, kolleger og forældre på en lille, velfungerende folkeskole?
Så er du måske vores kommende kollega.
I forbindelse med Københavns Kommunes arbejde med 'Mangfoldige børnefællesskaber' og øget fokus på at skabe gode deltagelsesmuligheder for flere børn, styrker vi vores interne ressourcecenter (RC). Derfor søger vi en-to pædagoger, som skal indgå i RC og være med til at understøtte inkluderende læringsmiljøer og stærke børnefællesskaber på tværs af skolen.
Vores interne RD består lige nu af en inklusionspædagog med koordinerende funktion, en AKT-lærer, en ressourceperson. RC arbejder tæt sammen med skolens ledelse, lærere og pædagoger og omkring de fællesskaber, hvor der er behov for en særlig indsats.
Om jobbet
Som pædagog i RC vil en væsentlig del af dit arbejde foregå tæt på børnene og ude i skolens praksis. Du vil kunne blive tilknyttet læringsfællesskaber og deltage i udvikling og afprøvning af pædagogiske indsatser, der styrker både enkelte børns og børnegruppers trivsel, udvikling og deltagelsesmuligheder.
Vi søger pædagoger, som
- er uddannede pædagoger
- har viden om og gerne erfaring med specialpædagogik og inkluderende pædagogiske indsatser
- har blik for både det enkelte barn og de fællesskaber, barnet indgår i
- trives med praksisnært arbejde og har lyst til at være tæt på børnene i deres skolehverdag
- kan arbejde selvstændigt og samtidig ser tæt tværprofessionelt samarbejde som en forudsætning for at lykkes
- kan bidrage til at omsætte observationer og pædagogisk viden til konkrete indsatser i praksis
- har lyst til et tæt samarbejde med lærere, pædagoger, forældre og skolens øvrige ressourcepersoner
Om os
Hanssted Skole er en mindre, tosporet skole og KKFO med ca. 530 elever fra et lille og trygt opland i Valby. Vi er stolte af, at vi har et godt arbejdsmiljø med 60 stabile og ambitiøse kolleger, der både sætter pris på det faglige samarbejde og vægter det gode kollegaskab højt. Vores lærerkollegie er præget af lang anciennitet og vi prioriterer tid og ressourcer til efteruddannelse.
Værdigrundlag
På Hanssted Skole insisterer vi på en høj trivsel og den anerkendende tilgang til hinanden og vi arbejder ud fra følgende tre værdier: Fællesskab, ambition og udvikling.
Fællesskab: Den daglige tryghed og trivsel er en forudsætning for læring. De voksne på skolen har en positiv og anerkendende tilgang til det enkelte barn, så alle potentialer udnyttes. Vi vægter fællesskabet højt, så vi alle har ansvar for at skabe en tillidsfuld og respektfuld hverdag.
Vi er ambitiøse: På Hanssted Skole er vi ambitiøse. Vi vil være blandt de bedste skoler i København såvel på det faglige som det sociale plan. Det betyder, at vi stiller krav til hinanden og forventer, at eleverne gør deres bedste, således at den enkeltes kompetencer og forcer udnyttes bedst muligt. Hanssted Skole skal fortsat være forældrenes foretrukne valg af lokal skole og samarbejdet med forældrene er en forudsætning for, at vi lykkes.
En skole i udvikling: Vi ønsker at skabe et tidssvarende, kreativt og inspirerende læringsmiljø, hvor alle kan blive udfordret. Eleverne skal stå rustet til den virkelighed, der venter efter skolen.
Det er vores mål, når børnene forlader Hanssted Skole – vores skole – at de vil gå ud i livet med troen på sig selv, at de har kendskab til egne resurser, og at de vil møde verden med interesse og mod!
Mere om jobbet
Skolen er organiseret i to afdelinger: En grundskole fra børnehaveklasse til 5. klasse og en overbygning fra 6. til 9. klasse. De pædagoger, vi søger, bliver en del af vores RC og vil kunne tilknyttes klassefællesskaber og elever på alle klassetrin i skolen.
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er fastansættelser på 32 timer ugentligt. Vi ønsker, at du kan starte den 1. november 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Du kan kontakte skoleleder Trine Krause Larsen på 21 54 75 37 eller afdelingsleder for grundskolen Line Birk på 24 90 17 52, hvis du har spørgsmål til stillingerne. I øvrigt henviser vi til skolens hjemmeside for mere information.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Ansøgningsfrist: Søg via linket senest tirsdag den 22. september 2026
Vi holder samtaler løbende.
Ansøgningsfrist: d. 22. september 2026
Afdeling: Rødbyvej 2 2500 Valby
Lokation: Børne- og Ungdomsforvaltningen
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

