Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion i Slagelse søger en-to inspektører til produktkemiområdet - fastansættelse
Miljøstyrelsen
Vil du gøre en forskel for sundheden og miljøet hver dag, når du går på arbejde? Er du kemiker, kemiingeniør, farmaceut eller har lignende uddannelsesmæssig baggrund? Og vil du udvide dine naturfaglige kompetencer igennem arbejde med kontrol og håndhævelse på kemikalieområdet?
Så er jobbet som inspektør i Kemikalieinspektionen måske noget for dig. Hos os indgår du et juridisk og kemisk fagmiljø af professionelle inspektører og håndhævelsesjurister, hvor vi lægger vægt på en målrettet kontrol og proportionel håndhævelse.
Opgaver i enheden og organisering
Kemikalieinspektionen kontrollerer og håndhæver ud fra kemikalielovgivningen og de regler, der er knyttet til den lovgivning, ca. 70 forskellige. Kemikalieinspektionen er fysisk placeret i Slagelse, men udfører kontrol og håndhævelse af kemikalieområdet (nonfood) i hele Danmark. Kemikalieinspektionen består pt. af 20 medarbejdere og 2 studentermedhjælpere.
Kemikalieinspektionens arbejdsområde omfatter blandt andet kontrol og håndhævelse ift. klassificering, mærkning, opbevaring, restriktioner og markedsføring, fysisk såvel som digitalt af en bred vifte af produkter, stoffer, blandinger og artikler, herunder bekæmpelsesmidler, CLP-mærkning, REACH-registrering og -restriktioner, gifte og andre kemiske produkter, kosmetik, elektronik, HFC-gasser, PIC- og POP-stoffer såvel som legetøj, i alt ca. 500.000 kontrolobjekter. Kemikalieinspektionen samarbejder med kontrolmyndighederne nationalt, såvel i nordisk- og EU-regi på kemikalieområdet.
Kemikalieinspektionen ledes af en kontorchef/teamleder og en teamleder. Inspektionen er organiseret i to teams, hhv. et team for produktkemi & biocider og et team for pesticider, der er organiseret under hver sin teamleder. Vi søger inspektører til team produktkemi & biocider.
Du vil få en arbejdsplads med høj fleksibilitet, gode kolleger og med plads til læring og udvikling. Vi kan fx tilbyde:
- Mulighed for hjemmearbejde i op til to dage ugentligt.
- Flextid og betalt frokost.
- Et godt opstartsprogram med sidemandsoplæring fra dag 1, så du kommer godt ind i tingene. Vi har en mentorordning for nye kollegaer og et fastlagt program for din indledende ansættelsesperiode.
- Kompetenceudvikling og i øvrigt en høj grad af videndeling inden for styrelsen.
- Plads til alt den faglige nysgerrighed, som du måtte have.
- Fantastiske kollegaer, uanset om du har brug for faglig snak eller kollegialt samvær.
Din profil
Du har en relevant naturfaglig uddannelse fx kemiker, kemiingeniør, farmaceut eller lignende. Du kommer til at arbejde med:
- Kontrol og håndhævelse inden for REACH-forordningen, med tungmetaller og uønsket kemi i legetøj. Kontrolarbejdet er både proaktivt og reaktivt, og du får mulighed for at planlægge og gennemføre målrettede kontrolindsatser på området.
- Håndtere sagerne fra start til slut i IT-systemerne F2 og Geoenviron.
- Deltage i behandlingen af Inspektionens løbende indberetninger på teamets område.
- Eventuelt løbende at bidrage til direktions- og departementsbetjening.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har kompetence til at vurdere kemiske analyser og analyserapporter, herunder resultater, metoder og generel troværdighed.
- Har erfaring med administrativt arbejde, har digitale kompetencer, eller er vant til at navigere i og anvende digitale værktøjer i din hverdag.
- Er en holdspiller, som kan inddrage, engagere og etablere kontakt til relevante kollegaer og sikre tæt samarbejde i sagsgangene.
- Har erfaring med eller mod på at føre kontrol og håndhæve over for virksomheder og borgere.
- Besidder gode kommunikationsevner, både skriftligt og mundtligt.
- Har gode engelskkundskaber i tale og på skrift.
- Udviser selvstændighed, udadvendthed, overblik, drive og godt humør.
- Har kørekort og er indstillet på nogen rejseaktivitet i Danmark ifm. kontrolbesøg, herunder med eventuel overnatning ude.
Det kunne også være fordel, hvis du har:
- Indgående viden om eller erfaring med fx REACH-området.
- Dokumenteret erfaring med projektstyring.
- Tilsyns- eller kontrolerfaring.
Om Miljøstyrelsen
Miljøstyrelsen er en del af Miljøministeriet og myndighed på miljø, kyst-, fiskeri- og havnaturområdet. Vores kerneopgave er at omsætte lovgivning til virkelighed, og målsætningen er at balancere hensynene til både beskyttelse og benyttelse.
Vi er ca. 800 kolleger i hele Danmark og har hovedkontor i Odense. I Miljøstyrelsen skaber vi fagligt funderet og proaktivt helhedsorienterede løsninger i samspil med omverdenen. Vi arbejder for Rent vand og Rig havnatur, Robust klimatilpasning, Sikker kemi, Grøn produktion og Bæredygtigt fiskeri.
Løn- og ansættelsesvilkår
Tjenestestedet vil være Antvorskov Allé 139c, 4200 Slagelse.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten) eller i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK).
Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner.
Du forventes at starte på jobbet snarest muligt, og senest den 1. december 2026.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte teamleder Kenneth Ebert på tlf. 23 31 93 42.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, eksamensbevis m.m. senest den 27. september 2026.
Vi planlægger at holde samtaler i Slagelse i uge 41.
Du vil forud for en evt. samtale blive bedt om at forberede en case, som du præsenterer til samtalen.
Ansøgningsfrist: d. 27. september 2026
Afdeling: Lerchesgade 35 5000 Odense C
Lokation: Miljøstyrelsen, Antvorskov Allé 139, 4200 Slagelse
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

