Søger medicinstuderende med lyst til at forske inden for monogenetisk diabetes til stilling som forskningsårsstuderende i 2027 - med mulighed for time
Region Hovedstaden
Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) søger en dedikeret medicinstuderende (bachelor- eller kandidatstuderende) til at hjælpe med det nationale forskningsprojekt MODERN-MODY.
Stillingen er 1-årig med start 1. februar 2027 eller efter aftale.
MODERN-MODY Projektet
MODERN-MODY Projektet beskæftiger sig med monogenetiske (autosomale dominante former) former for diabetes, fx Maturity-onset diabetes of the young (MODY). MODY udgør 1-3 % af alle personer med diabetes og er dermed den hyppigste monogenetiske diabetesform. MODY kan yderligere underinddeles baseret på, hvilket gen varianten findes i. Det kan være svært at finde personer med MODY, da de fænotypisk kan ligne både personer med type 1- og type 2-diabetes og mange er derfor fejldiagnosticeret. MODY behandles anderledes end type 1- og type 2-diabetes, hvorfor korrekt diagnosticering er essentiel. Projektet er et nationalt samarbejdsprojekt omfattende alle Steno Diabetes Centre i Danmark (København, Sjælland, Odense, Århus og Aalborg) og i Grønland samt Center for Basic Metabolic Research (CBMR) på Københavns Universitet. Projektet indeholder en række forskellige delprojekter:
- Epidemiologisk del: Etablering af en dansk MODY-kohorte samt omfattende karakterisering af personer med MODY inkl. kortlægning af medicinforbrug, kardiometaboliske karakteristika og udvikling af senkomplikationer ud fra de danske og grønlandske sundhedsregistre
- Klinisk interventionsdel: Undersøgelse af effekten af behandling med moderne diabetes-lægemidler igennem flere randomiserede kliniske forsøg hos personer med MODY.
Om dit arbejde
Du kommer til at indgå i MODERN-MODY-gruppen, med udgangspunkt i forskningsgruppen Kardiometabolisk Forebyggelse på SDCC. Dine primære arbejdsopgaver bliver at hjælpe med den kliniske interventionsdel af MODERN-MODY-projektet (bl.a. at rekruttere forsøgsdeltagere, forberede og gennemføre kliniske forsøgsdage, samle og bearbejde data) samt hjælpe med etablering af MODY-kohorten. Begge dele vil være i tæt samarbejde med læger og ph.d.-studerende i projektet samt projektleder og ph.d. Mikkel Thunestvedt Hansen.
Vi kan tilbyde:
- Erfaring med klinisk forskning, Good Clinical Practice og lægemiddelstudier
- Erfaring med diabetes, diagnosticering og genetik
- Endokrinologisk nationalt netværk i topklasse
- Daglig del af en inspirerende og tværfaglig forskningsgruppe
- Mulighed for præsentation på konferencer
- Som udgangspunkt ét førsteforfatterskab eller delt førsteforfatterskab på én videnskabelig artikel og medforfatterskab på klinisk forskning
- Mulighed for at skrive bachelor- eller kandidatopgave
Derudover bliver du en del af en veletableret forskningsgruppe, der tilbyder grundig oplæring samt et arbejdsmiljø, hvor samarbejde og faglig sparring er en naturlig del af hverdagen.
I gruppen er der flere studerende (timeansatte, forskningsårsstuderende og specialestuderende) fra forskellige faggrupper, som du også vil kunne spare med. Der vil desuden være mulighed for overlap med en tidligere forskningsårsstuderende i MODERN-MODY-projektet, hvilket giver gode forudsætninger for en tryg opstart.
Vi laver i fællesskab en plan for dit forskningsophold samt en individuel forventningsafstemning inden vi går i gang.
Om dig
Vi søger en person som er interesseret i at prøve kræfter med forskning, motiveret til at lære nyt og har gå-på-mod. Vi ser gerne, at du er struktureret, omhyggelig og god til at samarbejde.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er i udgangspunktet fuldtid og vi ønsker et 12-måneders forløb, men andre muligheder kan også aftales, herunder en periode med timeansættelse frem til start på forskningsforløbet. Aflønning er 12.000 kr. om måneden og en evt. timeansættelse i perioden før forskningsforløbet sker efter Regional overenskomst for administration og IT-personale m.fl. med indplacering på trin 14, timeløn kr. 163,65 i aktuelt niveau svarende til timelønnet stedentermedhjælper/tilkaldevikar.
Information
Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, så skriv til projektleder og ph.d. Mikkel Thunestvedt Hansen ([email protected]) eller læge og ph.d.-studerende Johanne Skov Jensen ([email protected]).
Ansøgning
Hvis ovenstående har vakt din interesse, modtager vi gerne en motiveret ansøgning fra dig samt CV og dokumentation for igangværende uddannelse. Ansøgningsfrist er onsdag d. 30. september 2026 og vi forventer at kunne indkalde til samtaler umiddelbart efter.
Om Steno Diabetes Center Copenhagen
Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) er et internationalt førende diabeteshospital forankret i Region Hovedstaden. Hospitalet har specialiseret sig i behandling, klinisk forskning, forebyggelse og uddannelse i diabetes. SDCC er Skandinaviens største diabeteshospital og er behandlingssted for ca. 11.000 børn og voksne med diabetes. SDCC flyttede ultimo 2021 ind i en nyopført bygning ved siden af Herlev Hospital. Læs mere på www.sdcc.dk og følg os på Facebook, Twitter og LinkedIn.
Ansøgningsfrist: d. 30. september 2026
Lokation: Steno Diabetes Center Copenhagen
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

