Praktikant til Toldstyrelsens Økonomi og Styringskontor
Toldstyrelsen
Har du lyst til at arbejde med mange forskelligartede opgaver, der alle kræver overblik og styring? Er du klar på at forbedre dine skriftlige kompetencer og arbejde med slotsholmmetoden i praksis? Så er du måske den nye praktikant til kontoret Økonomi og Styring i Toldstyrelsen.
Toldstyrelsens opgave er at gøre det nemt for borgere og virksomheder at betale deres told. Samtidig er det vores ansvar at beskytte det danske samfund mod indførsel af illegale varer. Som praktikant i Toldstyrelsen vil du blive en del af kontoret Økonomi og Styring, som ud over de traditionelle økonomiopgaver også arbejder med koordinering af Toldstyrelsens lokationer rundt i Danmark samt risikostyring ift. forretningsrisici for Toldstyrelsen.
Eksempler på opgaver er fx koordinering ift. Toldstyrelsens lokationer, indkøb og overblik over udstyr – det kan fx være de scannere, som Toldstyrelsen bruger ifm. kontrol – samt opgaver vedr. risikostyring og håndtering af revisioner. Økonomi og Styring har derudover en rolle ift. en del af Toldstyrelsens strategiske arbejde, så der kan også være mulighed for at deltage i arbejdet hermed.
Økonomi og Styring er delt ind i tre teams;
- Lokationsteamet, som bl.a. håndterer opgaver vedr. Toldstyrelsens lokationer rundt om i landet samt toldgodkendelser af havne og lufthavne
- Risikoteamet, som håndterer opgaver vedr. Toldstyrelsen forretningsrisici, revisioner og koordinering vedr. intern kvalitetssikring
- Økonomiteamet, der håndterer opgaver vedr. budget og regnskab samt udstyr.
Der er tilknyttet en souschef til de tre teams og derudover er der også masser af gode kolleger i hvert team.
En stor del af vores opgaver er at koordinere og samle materiale fra forskellige faglige bidragsydere og forelægge dem for Toldstyrelsens direktion eller Skatte- og Vækstministeriets departement. Dermed vil du få en masse konkret erfaring med skriftlighed i beslutningsprocesser, og der vil være rig mulighed for at bruge Slotsholmmetoden i praksis.
Forventninger til dig som praktikant
Vi forventer, at du er klar på en masse koordinerende opgaver. Mange af de opgaver, vi løser kræver dialog med kolleger, der er eksperter i told, og dermed skal du have gode kommunikative evner og være i stand til at oversætte meget faglige input til noget, der kan forstås bredere i styrelsen eller eksternt.
Derudover skal du være klar på at arbejde med en masse forskelligartede opgaver, som har det fællestræk, at det er din og dine kolleger i Økonomi og Styrings opgave at samle og formidle videre til Toldstyrelsens direktion, Skatte- og Vækstministeriets departement eller lufthavne og havne rundt om i Danmark.
Vi forventer ikke, at du kan det hele fra dag et, men vi forventer, at du er klar på at kaste dig ud i opgaverne, og så er dine kolleger klar til at hjælpe dig på vej, når du har brug for det. Derudover forventer vi også, at du er klar på at lære og tage ansvar for de opgaver, vi tildeler dig.
Som praktikant i Økonomi og Styring forventer vi, at du tager ansvar for egen læring og viser, at du er klar til opgaverne.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest fredag den 25. september 2026. Vi forventer at holde samtaler i uge 40.
Har du spørgsmål med hensyn til praktikforløbet, er du velkommen til at kontakte kontorchef Mia Andersen (72 37 72 98).
Du skal være indskrevet på en uddannelsesinstitution for at søge praktik i Toldstyrelsen.
Praktikken vil være fuld tid i forårssemesteret 2027 – forventeligt fra februar til juni afhængig af konkrete eksamensdatoer mv. Vi indgår en praktikaftale i samarbejde med din uddannelsesinstitution.
Praktikforløbet er ulønnet, da dette er et krav for, at forløbet kan være meritgivende.
Forud for ansættelsen indhenter vi straffeattest.
Arbejdsstedet er Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg.
Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.
Ansøgningsfrist: d. 25. september 2026
Lokation: Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:
