Studenter med interesse for offentlig forvaltning og økonomi
Social- og Boligstyrelsen
Har du lyst til at få kendskab til forvaltning og økonomistyring i en politisk styret organisation? Og trives du med både struktur og ansvar i et dynamisk miljø? Så er du måske en af vores nye studenter i Økonomi, Tilskud og Styring.
Dine opgaver
Vi søger studentermedhjælpere til vores teams Regnskab, Ansøgningspuljer og Tilskudsøkonomi.
Som student i Regnskabsteamet kommer du til at løse centrale opgaver inden for den løbende regnskabsdrift i tæt samspil med kollegaer og øvrige studenter i teamet. Opgaveporteføljen vil kunne udvides, baseret på interesseområde og opgaveflair.
Dine opgaver vil eksempelvis være at:
- Løse opgaver i relation til styrelsens fakturahåndtering
- Håndtere brugeradministration og kontroller på økonomisystemer
- Opdatere vejledninger, procedurer og skabeloner
- Sagsunderstøtte arbejdsgange på regnskabsområdet
Som student i Ansøgningspuljer eller Tilskudsøkonomi kommer du til at løse en bred vifte af opgaver inden for tilskudsforvaltning i krydsfeltet mellem jura, politik og økonomi, og der er gode muligheder for forskelligartede opgaver og ansvar i takt med, at du bliver mere erfaren.
Dine opgaver vil eksempelvis være at:
- Bistå med opgaver ifm. tilskudsregnskaber og faglig afrapportering, udsende rykkere for tilskudsregnskaber og afrapportering, journalisere mv.
- Understøtte sagsbehandling af ansøgningspuljer
- Indgå i dialog med tilskudsmodtagere og revisorer
- Udarbejde statistikker, målopfølgning og kvalitetskontrol
- Opdatere vejledninger, procedurer og skabeloner.
Du kommer til at samarbejde med både faglige sagsbehandlere, administrative medarbejdere og øvrige studenter.
Vores forventninger til dig
Vi forestiller os, at du er i gang med en lang videregående samfundsvidenskabelig eller økonomisk uddannelse, eller anden uddannelse inden for offentlig administration, økonomi eller regnskab. Vi forventer, at du:
- Er struktureret, detaljeorienteret og omhyggelig i din måde at løse opgaver på
- Har gode analytiske evner og flair for data, herunder gerne erfaring med Excel
- Har kendskab til forvaltningsjura, offentlig forvaltning eller finansloven fra studiet, eller interesse i at få kendskab hertil
- Kan formidle mundtligt og skriftligt klart og præcist og skære ind til benet
- Er god til at samarbejde og trives med et arbejde, hvor forandringer er en del af hverdagen.
Vi lægger desuden vægt på, at du som person er åben og imødekommende over for dine kollegaer og har et godt humør.
Om Økonomi, Tilskud og Styring
Kontoret har godt 50 medarbejdere og studenter, fordelt på et budgetteam, regnskabsteam, Tilskudsøkonomi og Ansøgningspuljer. Kontoret består af akademikere samt ansatte med kontorbaggrund.
Regnskabsteamet er ansvarlig for styrelsens samlede regnskab, bl.a. modtagelse, kontering og betaling af fakturaer. Opgaverne opfatter også administration af rejser, mødeforplejning mv. Teamet er også ansvarlig for styrelsens regnskabsmæssige balance – altså vores aktiver og passiver.
Team Ansøgningspuljer og team Tilskudsøkonomi har ansvaret for udmøntning af og opfølgning på offentlige tilskudsmidler på socialområdet samt ældreområdet. Kerneopgaven er at forvalte de midler, der afsættes til kommuner og civilsamfundsorganisationer i de årlige finanslovsaftaler og sikre opfølgning på, at de politiske mål med initiativerne opfyldes.
Social- og Boligstyrelsen er en arbejdsplads med en spændende, relevant og travl hverdag, et stærkt kollegialt sammenhold, en uformel omgangstone og højt ambitionsniveau. Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår med mulighed for hjemmearbejdsdage efter aftale. Social- og Boligstyrelsen er en pendlervenlig arbejdsplads med mange ansatte fra både Sjælland og Jylland og ligger under 10 minutters gang fra Odense Banegård.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 15 timer ugentligt og med tiltrædelse den 1. november 2026 eller snarest muligt derefter.
Ansættelsen sker som studentermedhjælper efter overenskomsten mellem HK-stat og Finansministeriet.
Hvis vi tilbyder dig stillingen, vil du blive bedt om at sende en privat straffeattest til vurdering af, om du kan ansættes. Ansættelse er således betinget af både fremlæggelse af straffeattesten og af tilfredsstillende oplysninger i attesten.
Stillingens ansættelsesområde er Socialministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Social- og Boligstyrelsen, Lerchesgade 35, 5000 Odense C.
Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler
Du sender din ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside www.sbst.dk. Der er ansøgningsfrist den 1. oktober 2026.
Du bedes i din ansøgning anføre, om du søger stilling som student i Regnskab, eller på tilskudsområdet i Tilskudsøkonomi og Ansøgningspuljer.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 41.
Vil du vide mere?
Du kan få flere oplysninger om stillingen og Social- og Boligstyrelsen ved at kontakte leder af Regnskab Marianne Overby på [email protected] eller på telefon 50 81 09 47, leder af Tilskudsøkonomi Betina Kiebe Mohr på [email protected] eller på telefon 91 37 02 67, eller leder af Ansøgningspuljer Tram Truong Aagesen på [email protected] eller på telefon 41 73 08 02.
Ansøgningsfrist: d. 1. oktober 2026
Lokation: Odense
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

