Studentermedhjælper til Danske Rederiers uddannelsesafdeling
Danske Rederier
Er du skarp til kommunikation, god til at få ting til at ske og nysgerrig på, hvad der rører sig i krydsfeltet mellem uddannelse og erhvervsliv? Og har du lyst til et studiejob, hvor du får ansvar og kan sætte dit præg på opgaverne? Så er det måske dig, vi søger.
Som studentermedhjælper i Danske Rederiers uddannelsesafdeling kommer du tæt på en global branche og bliver involveret i projekter, der skal styrke uddannelse, kompetencer og rekruttering. Dine opgaver spænder fra administrative opgaver og kommunikation til events, medlemsbesøg og forskellige projekter på tværs af området.
Dine opgaver
Dine opgaver ligger primært inden for
1. Projekter, medlemskontakt og events
Du bliver en del af vores arbejde med projekter, der går på tværs af rederier, uddannelsesinstitutioner og andre aktører i Det Blå Danmark. Du kommer tæt på arbejdet i en medlemsorganisation og får mulighed for at følge projekter fra de første idéer og den indledende koordinering til gennemførelsen i praksis. Dette indbefatter bl.a. at du:
- Planlægger og koordinerer besøg hos vores medlemsrederier
- Bidrager til projekter og samarbejder med rederier, uddannelsesinstitutioner og andre eksterne aktører
- Deltager i planlægning og afvikling af konferencer, messer og andre arrangementer
- Udarbejder præsentationer, invitationer og andet materiale
- Koordinerer med medlemmer, deltagere, samarbejdspartnere og kolleger
- Arbejder tæt sammen med afdelingens konsulenter og underdirektør og får selvstændigt ansvar for både opgaver og den løbende koordinering
2. Kommunikation og World Careers
Gennem World Careers arbejder vi for at få flere unge til at opdage de mange uddannelses- og karrieremuligheder i Det Blå Danmark. Du bliver en del af arbejdet og kommer blandt andet til at:
- Udarbejde indhold til sociale medier
- Bidrage til nyhedsbreve og webindhold
- Bidrage til planlægning og afvikling af events og aktiviteter målrettet unge
- Løse selvstændige kommunikations- og koordineringsopgaver
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant videregående uddannelse og har gennemført mindst ét år af din uddannelse. Det vigtigste er ikke, hvad der står på dit studiekort, men at du er nysgerrig på samspillet mellem uddannelse, erhvervsliv og organisationer. Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med kommunikation og koordinering. Kendskab til shippingbranchen er også et plus, men bestemt ikke et krav. Vi skal nok hjælpe dig om bord.
Vi lægger vægt på, at du:
- Formulerer dig sikkert og levende på dansk og engelsk
- Er skarp til at skabe overblik og få opgaverne helt i mål
- Er nysgerrig og kan sætte dig hurtigt og selvstændigt ind i nye emner og problemstillinger
- Tager ansvar og byder ind med egne idéer og perspektiver
- Trives med en bred kontaktflade og samarbejder godt med mennesker med forskellige fagligheder
- Kan skifte mellem fordybelse, koordinering og mere praktiske opgaver, når det kræves
Vi tilbyder
Hos Danske Rederier får du mere end et relevant studiejob. Du får mulighed for at prøve din faglighed af i praksis, tage ansvar for egne opgaver og opbygge erfaring, der giver dig et stærkt afsæt for din videre karriere. Samtidig bliver du en del af et stærkt fagligt miljø i en organisation med en central position i dansk erhvervsliv. Du får mulighed for at opbygge et stort professionelt netværk, komme tæt på virksomheder, uddannelsesinstitutioner og centrale aktører i branchen og får et unikt indblik i, hvordan en brancheorganisation arbejder med at omsætte medlemmernes behov og interesser til konkrete initiativer og løsninger. Du bliver samtidig en del af vores studentermiljø med andre studentermedhjælpere på tværs af organisationen, hvor du kan deltage i både faglige og sociale aktiviteter.
Praktisk information
Stillingen er på 15 timer om ugen, som placeres efter aftale med underdirektøren for uddannelsesafdelingen. Der må forventes lidt rejseaktivitet i forbindelse med medlemsbesøg, messer og events.
Lyder det som noget for dig? Så glæder vi os til at modtage din ansøgning og høre, hvordan du kan bidrage til holdet.
Ansøgningsfrist er den 24. september kl. 17.00. Samtaler forventes afholdt den 26. og 27. september.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte underdirektør Anne Panknin Kristensen på tlf. +45 8177 7707.
Danske Rederier
Danske Rederier er en interesse- og arbejdsgiverorganisation for danske rederier. Skibsfarten er Danmarks største eksporterhverv og kernen i Det Blå Danmark, som skaber ca. 100.000 danske arbejdspladser. Vi er et vigtigt erhverv lige fra hovedstad til yderkommuner, herunder også færgefarten, som er en integreret del af den danske infrastruktur. Dansk skibsfart står for kvalitetsskibsfart, der kombinerer ansvarlighed overfor sine omgivelser med stærk konkurrenceevne.
Se mere på www.danishshipping.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

