Praktikant til Oxfam Danmarks nationale program – foråret 2027
Oxfam IBIS
Vil du være med til at skabe forandring i Danmark ved at tage kampen op mod ulighed? Interesserer du dig for demokrati, klimaretfærdighed og civilsamfund? Så læs med her!
Uligheden vokser også i Danmark. Den skævvrider, hvem der har indflydelse, svækker tilliden til demokratiet og gør det sværere at skabe global solidaritet og opbakning til vigtige sager, som fx en retfærdig grøn omstilling.
Om praktikstillingen
Du bliver en del af afdelingen Public Affairs, Advocacy and Domestic Program, hvor du skal arbejde i Oxfam Danmarks nye nationale program. Programmet er en samling af projekter, som vil adressere ulighed som en strukturel barriere, styrke den demokratiske modstandskraft og gøre ambitiøs klimahandling mulig. Vi arbejder på tværs af de tre temaer med en primær målgruppe mellem 16 og 30 år.
Undervejs i dit praktikforløb får du mulighed for at være med i alle dele af en projektcyklus. Både i implementeringen og rapporteringen på eksisterende projekter, og også i processen med at få ideer og udvikle ansøgninger til kommende projekter. Du kommer til at arbejde sammen med afdelingens andre medarbejdere, der sidder med analyse og public affairs, men også med eksterne projektpartnere og -deltagere.
Du kommer blandt andet til at:
- Understøtte gennemførelsen af programmets projekter, gennem koordinering, aktivitetsplanlægning og opfølgning.
- Lave research og analyser om ulighed i Danmark og omsætte dem til tilgængelige formater som faktaark, oplæg eller notater.
- Være med til at planlægge og afholde arrangementer, fx på Folkemødet.
- Komme med input og være med til at kvalificere nye projektansøgninger.
- Bidrage til at dokumentere programmets resultater og læring.
Dine kompetencer
Du er studerende på en længere videregående uddannelse inden for fx statskundskab, sociologi, antropologi, økonomi, kommunikation, bæredygtighed, globale studier eller tilsvarende, og vi ser gerne, at du er på sidste år af din bachelor eller i gang med din kandidat.
Du synes, det er spændende at koble viden og analyse med engagement og handling. Du er fortrolig med både kvantitative og kvalitative metoder og er ikke bange for at dykke ned i en rapport eller et datasæt, men du er lige så glad for at stå med planlægningen af en workshop eller et arrangement. Du er komfortabel med at kommunikere på både dansk og engelsk, og du kan formidle komplekse emner klart og engagerende. Du er nysgerrig, tager gerne initiativ og trives med at være med til at bygge noget op, hvor ikke alt ligger fast endnu.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med projektkoordinering, eventplanlægning eller frivilligt arbejde, fx aktivistisk, i ungdomsbevægelser, eller i civilsamfund.
Oxfam Danmark tilbyder
Vi forventer, at du kan være praktikant hos Oxfam Danmark på fuld tid (37 timer pr. uge) i perioden 1. februar – 31. juni 2027. Vi er fleksible i forhold til at tilpasse arbejdstiden til dit studie og evt. studiejob. Læs mere om krav og betingelser for at være i praktik hos Oxfam Danmark på Praktik i Oxfam Danmark.
Du får et grundigt indblik i en organisation, der søger at gøre verden til et bedre sted for de fattigste og mest marginaliserede mennesker gennem indflydelses- og oplysningsarbejde. Du bliver del af en dynamisk, engageret og sjov arbejdsplads i København med stor mulighed for faglig udvikling og netværk med vores andre praktikanter.
Adressen er Lyngbyvej 100, 2100 København Ø, tæt ved Ryparken station, hvor vi bor i et fælles NGO-hus kaldet ’VOX’.
Vi kan desværre ikke tilbyde vores praktikanter løn, og det er derfor et krav, at du modtager SU. Vi tilbyder dig til gengæld gratis frokostordning (overvejende vegetarisk) og mulighed for deltagelse i forskellige fælles aktiviteter i VOX.
Ansøgning mv.
Klik på Ansøg-knappen og send din ansøgning og CV til os hurtigst muligt og senest den 28. oktober 2026. Vi holder samtaler i uge 45.
For yderligere oplysninger om praktikken er du velkommen til at kontakte Ida Bjørn Jensen, Project & Policy Officer i det nationale program: [email protected], tlf. +45 22404939.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen, uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Vær opmærksom på, at vi ikke modtager ansøgninger uden om vores rekrutteringssystem.
Om Oxfam Danmark og Oxfam International
Vi har verdens bedste sag og høje ambitioner. Oxfam Danmark er en uafhængig og medlemsbaseret udviklingsorganisation. Gennem uddannelse, støtte til civilsamfundet og i samarbejde med vores partnere bekæmper vi ulighed og fattigdom i det Globale Syd. Sammen med 20+ andre organisationer udgør vi Oxfam International-konføderationen, der er en af verdens største og mest indflydelsesrige udviklingsorganisationer. I Danmark er vi en tydelig og markant spiller i den offentlige debat om bl.a. skattely, den stigende ulighed og retten til uddannelse.
Du kan læse mere om Oxfam Danmark på Om Oxfam.
Afdeling: Public Affairs, Advocacy & Domestic Program
Ansøgningsfrist: 28 October 2026
Placering: Lyngbyvej 100, B3 2, 2100, København Ø
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

