Praktikanter til Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsen
Har du lyst til at se, hvordan Sundhedsstyrelsen arbejder indefra, og er du klar til at bruge fem måneder på at omsætte din viden fra studiet og få praktisk erfaring?
Sundhedsstyrelsen tilbyder nu otte spændende praktikforløb til kandidatstuderende på relevante videregående uddannelser. Vi søger praktikanter til følgende enheder: Evidens og analyser, Forebyggelse og det primære sundhedsvæsen, Kommunikation, Kritisk Infrastruktur i Sundhedsvæsenet, National Sundhedsplan og folkesundhedslov, Strålebeskyttelse, Sygehuse og Forløb samt Uddannelse.
Om os
Sundhedsstyrelsen er en central drivkraft i udviklingen af sundhedsvæsenet. Vi arbejder for at fremme folkesundheden og sikre en stærk, fremtidssikret sundhedssektor. Vores opgaver spænder bredt – fra at forebygge sygdomme og føre Sundhedsreformen ud i livet til at styrke sundhedsbredskab og sikre sikker brug af ioniserende stråler i det nationale sundhedsvæsen.
Din hverdag hos os
Hos os får du en unik mulighed for at lære landets øverste sundhedsfaglige myndighed at kende og få indblik i det arbejde, der er med til at forme sundhedsvæsenet. Som praktikant bliver du tilknyttet én af vores enheder, hvor du vil arbejde tæt sammen med kollegaer med både sundheds- og samfundsvidenskabelig baggrund. Du vil få mulighed for at bidrage til vigtige opgaver og udvikle dig gennem praktisk erfaring med en række spændende områder.
Vi garanterer, at du får rig mulighed for at udvikle dig og lære nyt, og som praktikant i Sundhedsstyrelsen kan du forvente at blive udfordret, få ansvar og prøve dig selv af med forskellige typer af arbejdsopgaver, f.eks.:
- Bidrage til større udviklingsprojekter og faglige projekter
- Deltage i både interne og eksterne møder, herunder forberede og følge op på møderne
- Medvirke til rådgivning til Sundheds- og Kirkeministeriets departement, herunder at besvare folketingsspørgsmål eller bidrage til faglige notater, der understøtter beslutningstagning.
Vi er en velfungerende arbejdsplads, hvor arbejdsmiljøet er energisk, positivt og præget af stort fagligt engagement og gensidig respekt.
Én af vores tidligere praktikanter siger følgende om at være i praktik hos os i Sundhedsstyrelsen:
”At være praktikant i Sundhedsstyrelsen kan kun anbefales. Jeg er blevet mødt af et trygt og imødekommende arbejdsmiljø, hvor det er helt naturligt at spørge, når man er i tvivl, og hvor kollegaerne altid tager sig tid til sparring. Jeg stræber altid efter at udvikle mig, og her har jeg haft reel indflydelse på mine opgaver og kunnet dykke ned i det, jeg finder mest spændende. Det har gjort, at jeg har lært enormt meget, og at mine arbejdsdage har føltes meningsfulde. Det giver noget særligt at være en lille del af arbejdet i Sundhedsstyrelsen, og det er en oplevelse, jeg tager med mig videre."
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er kandidatstuderende på en relevant sundheds-, naturfaglig- eller samfundsvidenskabelig uddannelse (f.eks. folkesundhedsvidenskab, statskundskab, sociologi, antropologi eller lignende).
Vi forventer, at du:
- er interesseret i sundhedsområdet og har et højt fagligt niveau
- er en stærk kommunikator både på skrift og i tale
- har lyst til at indgå i et tværfagligt miljø med forskellige faggrupper
- tager selvstændigt ansvar, er initiativrig og har lyst til at lære.
Praktiske oplysninger
Praktikperioden løber fra 1. februar 2027 til 30. juni 2027.
Det er afgørende, at du kan få merit og optjene ECTS-point under praktikperioden. Vi er fleksible i forhold til at opfylde kravene i din studieordning.
Arbejdstiden er 30-37 timer pr. uge, men vi er fleksible i forhold til eventuel undervisning, eksamensperioder eller studiejob. Praktikken er ulønnet.
Angiv i din ansøgning, hvor mange ECTS-point du optjener, samt hvor mange timer om ugen du ønsker og har mulighed for at være i praktik i.
Du vil blive tilknyttet én af Sundhedsstyrelsens enheder. Vi beder dig derfor også angive i din ansøgning, hvilken enhed, der er særligt interessant for dig.
Enheder
Evidens og analyser - EVIA
I Enhed for Evidens og analyser (EVIA) arbejder vi med at understøtte et evidensbaseret sundhedsvæsen. Som praktikant bliver du en del af arbejdet med at indsamle, vurdere og formidle evidens, der danner grundlag for anbefalinger og beslutninger i sundhedsvæsenet.
Vores arbejdsområder spænder bredt og omfatter blandt andet de nationale screeningsprogrammer, nationale kliniske anbefalinger, organdonation, kønsinkongruens og sjældne sygdomme. Vi yder faglig rådgivning til sundhedspersoner og andre myndigheder, herunder Sundheds- og Kirkeministeriet, og arbejder også med formidling til befolkningen – særligt om screening og organdonation.
I EVIA er vi 18 medarbejdere og en enhedschef med forskellige faglige baggrunde inden for sundheds- og samfundsvidenskab. Som praktikant bliver du en del af en faglig enhed, hvor vi arbejder tæt sammen om opgaverne. Du vil indgå i mindre teams omkring større projekter og samtidig få mulighed for at arbejde med selvstændige opgaver.
Du bliver tilknyttet vores evidensteam eller screeningsteam. Afhængigt af din profil kan du blandt andet komme til at arbejde med systematiske litteraturgennemgange, kritisk vurdering af sundhedsfaglig evidens og udarbejdelse af evidensoversigter og metaanalyser. Du kan også få opgaver inden for projektledelse, formidling og kommunikation.
Vi lægger vægt på, at du får en praktik, hvor du både lærer nyt og får mulighed for at bruge dine faglige kompetencer. Derfor tilpasser vi opgaverne efter dine styrker og interesser.
Forebyggelse og det primære sundhedsvæsen – FOPS
I FOPS får du som praktikant mulighed for at arbejde med opgaver inden for forebyggelse og det primære sundhedsvæsen. Vi arbejder med udvikling af sundhedsvæsenet og med forebyggende og sundhedsfremmende indsatser på tværs af forskellige fagområder.
FOPS er en enhed med ca. 25 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Vores opgaver spænder bredt og omfatter bl.a. almen praksis, sygepleje, genoptræning og rehabilitering, kronikerområdet samt forebyggelse og tidlig indsats.
Som praktikant vil du få mulighed for at prøve kræfter med forskellige faglige og udviklingsorienterede opgaver. Det kan fx være projektarbejde, informationssøgning, udarbejdelse af faglige oplæg og materialer, koordinering, mødeforberedelse og andre opgaver, der understøtter enhedens arbejde.
Du bliver en del af et tværfagligt miljø, hvor der er mulighed for faglig sparring og selvstændigt ansvar. Vi lægger vægt på samarbejde, faglig udvikling og et godt socialt og fagligt fællesskab.
Kommunikation – KOM
Vi leder efter en kommunikationspraktikant, der har lyst til at bruge sine evner på noget, der har en større betydning.
Som praktikant i Kommunikationsenheden i Sundhedsstyrelsen får du mulighed for at arbejde med en række forskellige områder inden for kommunikation. Du kommer tæt på en stor offentlig organisation, hvor kommunikation spiller en vigtig rolle i at formidle sundhedsfaglig viden og understøtte Sundhedsstyrelsens arbejde med folkesundhed og sundhedsvæsen.
Vi er 14 kommunikationsfaglige medarbejdere, der arbejder for et hus med 300 kollegaer, der ved virkelig meget om sundhed. Din fornemste opgave bliver at hjælpe med at få deres viden ud af huset i form af kommunikation, som mennesker rent faktisk lægger mærke til. Det kan være som en stor national kampagne, film, et opslag, en pressehistorie eller noget helt femte. Dine konkrete opgaver vil blive tilpasset dine interesser, kompetencer og det, der fylder i enheden, mens du er i praktik.
Vi forventer selvfølgelig ikke, at du kan alt. Men vi håber, at du er nysgerrig på mennesker, har holdninger til kommunikation og stor lyst til at udforske forskellige formater og kanaler sammen med os.
Kritisk Infrastruktur i Sundhedsvæsenet - KIS
Hvad skal der til for, at hospitaler og andre kritiske dele af sundhedsvæsenet kan opretholde vigtige funktioner, når de bliver ramt af fx strømsvigt, sabotage eller andre alvorlige hændelser? Dét arbejder vi med i Kritisk infrastruktur i sundhedsvæsenet (KIS) - en nyoprettet enhed i Sundhedsstyrelsen, der skal være med til at styrke den fysiske robusthed i sundhedsvæsenet.
Som praktikant hos os får du mulighed for at komme helt tæt på opbygning af et nyt myndighedsområde og at bidrage til at udvikle de rammer og løsninger, der skal understøtte, at kritiske funktioner i sundhedsvæsenet kan opretholdes. Det er en vigtig samfundsopgave, hvor vi er med til at sikre, at patienterne kan vide sig sikker på, at de kan få deres behandling, også når krisen rammer.
Konkrete opgaver i enheden og som praktikant
Vi er i fuld gang med at omsætte ny lovgivning på området (CER-loven) til praksis. Lovgivningen stiller nye krav til sundhedsvæsenets modstandsdygtighed, og Sundhedsstyrelsen har bl.a. til opgave at identificere og udpege kritiske enheder i sundhedsvæsenet samt føre tilsyn med, at de lever op til kravene.
Det betyder også, at der stadig er meget af vores arbejde, der er under udvikling, og at der er masser af opgaver at tage fat på. Vi skal bl.a. have identificeret, hvilke dele af sundhedsvæsenet, der er kritiske, hvordan vi omsætter lovgivning til brugbare vejledninger og værktøjer, og endeligt hvordan vi tilrettelægger et tilsyn, der understøtter en reel robustgørelse i sundhedsvæsenet, fremfor blot at sætte krydser på et papir. Dén type spørgsmål, får du som praktikant mulighed for at være med til at svare på.
Konkret forestiller vi os, at dine opgaver kan være analysearbejde af kritiske enheder i sundhedsvæsenet, bidrage til at udvikle vejledninger, værktøjer og andet materiale, der skal anvendes under forberedelsen og gennemførelsen af tilsyn, samt systematisk indsamling og systematisering af viden om beskyttelse af kritisk infrastruktur.
Om dig og os
Vi forestiller os, at du læser statskundskab, folkesundhedsvidenskab, risiko- eller katastrofemanager eller en anden lignende uddannelse, og at du har interesse for at være med til at sætte rammerne for robustgørelsen af kritisk infrastruktur i sundhedsvæsenet. Vi lægger vægt på, at du kan arbejde analytisk og struktureret, og at du har en god portion holdånd. Det er en fordel, hvis du har kendskab til sundhedsvæsenets opbygning eller CER-loven, men det er bestemt ikke et krav. Det vigtigste er, at du har interesse for området og har mod på at tænke med på og kaste dig ud i opgaverne.
Du bliver en del af en lille, men hyggelig enhed på i alt 5 ansatte inkl. enhedschefen, hvor kulturen er uformel, og hvor vi lægger vægt på at komme hinanden ved. Hos os er der kort vej til sparring og hjælp, og vi samarbejder tæt og løfter i flok – både når opgaverne er store, og når der er brug for en ekstra hånd.
National sundhedsplan og folkesundhedslov – NASP
I NASP arbejder vi på strukturelt niveau med nationale rammer for folkesundhed og sundhedsvæsenets udvikling. Vi bidrager til at løfte centrale initiativer i sundhedsreformen og arbejder med national planlægning, der skal understøtte omstillingen til et mere nært, lige og sammenhængende sundhedsvæsen. Samtidig arbejder vi med folkesundhed på strukturelt niveau og med at skabe rammer og betingelser, der fremmer befolkningens sundhed og trivsel.
Vores opgaver spænder over flere områder. Vi koordinerer reformopgaver på tværs af Sundhedsstyrelsen og arbejder med national sundhedsplanlægning og konkrete reformopgaver, fx den nationale sundhedsplan, vejledning om sundhedsrådenes nærsundhedsplaner og nationale mål. På folkesundhedsområdet arbejder vi bl.a. med det faglige grundlag for den kommende folkesundhedslov, sundhedsfremme og forebyggelse, data og populationsoverblik samt indsatser på rusmiddelområdet.
Som praktikant vil du få mulighed for at komme tæt på arbejdet med den strukturelle udvikling af fremtidens sundhedsvæsen og folkesundhed. Opgaverne kan fx bestå i analyse- og projektarbejde, udarbejdelse af faglige oplæg og notater samt forberedelse og samarbejde med andre myndigheder og aktører. Du bliver en del af en tværfaglig enhed med ca. 20 medarbejdere med bl.a. sundheds- og samfundsvidenskabelige baggrund.
Strålebeskyttelse – SIS
Hver dag arbejder mange mennesker i Danmark med stråling. I sundhedsvæsenet bruger man ioniserende stråling fra f.eks. røntgenapparater, scannere, strålekanoner og radioaktive lægemidler, og også i en række andre sektorer bruges ioniserende stråling til at løse opgaver, f.eks. i fødevareindustrien, i lufthavne og retssale. Alle borgere i Danmark kan derfor komme i kontakt med stråling af den ene eller anden slags.
I Strålebeskyttelse i Herlev arbejder vi for at sikre, at arbejdstagere, patienter og befolkningen som helhed samt dyr og miljø beskyttes mod skader fra ioniserende stråling. Vi fører tilsyn ved f.eks. hospitaler og andre virksomheder, der bruger strålekilder med henblik på at kontrollere, at strålebeskyttelseslovgivningen overholdes. Vi leverer også løsninger til dosisovervågning af stråleudsatte arbejdstagere og tilbyder forskellige former for måling af radioaktivitet, og vi kontroller instrumenter, der bruges til at detektere stråling i industrien og i sygehusvæsnet.
Vi er cirka 40 medarbejdere i Strålebeskyttelse, primært med naturvidenskabelig baggrund, som arbejder i og på tværs af tre sektioner og i samarbejde med Sundhedsstyrelsens andre enheder samt med andre myndigheder, f.eks. Styrelsen for Patientsikkerhed, Trafikstyrelsen og Arbejdstilsynet.
Som praktikant i Strålebeskyttelse kan du få en bred erfaring med alt fra drift over projektarbejde og dataanalyse til formidling. Vi tilpasser opgaverne efter dine faglige styrker og interesser, så du kan udvikle nye kompetencer og få størst muligt ud af din praktiktid hos os.
Sygehuse og Forløb – SYFO
I Enhed for Sygehuse og Forløb får du mulighed for at arbejde med opgaver, der er med til at sætte rammer og retning for landets sygehuse og for forløb inden for psykiatrien. Som praktikant bliver du tilknyttet enten teamet for specialeplanlægning eller teamet for psykiatri, afhængigt af dine ønsker, faglige interesser og din uddannelsesmæssige baggrund.
På specialeplanlægningsområdet arbejder vi med at fastlægge rammerne for, hvor og hvordan specialiseret behandling skal varetages på landets sygehuse. Vi arbejder blandt andet med en revision af den nuværende specialeplan, udarbejdelse af specialebeskrivelser og opfølgning på, om de specialiserede funktioner varetages i overensstemmelse med fastsatte krav. Som praktikant forventer vi, at du blandt andet hjælper teamet med at planlægge og afholde arbejdsgruppemøder i forbindelse med opstart af revisionen af specialeplanen i foråret. I den forbindelse vil du bl.a. skulle hjælpe med at udarbejde diverse faglige materialer til disse møder og udarbejde referater og udkast til reviderede specialevejledninger.
På psykiatriområdet arbejder vi med udviklingen af den samlede indsats for mennesker med psykiske lidelser. Opgaverne udspringer blandt andet af 10-årsplanen for psykiatrien og omfatter faglige oplæg, rådgivning og opfølgning på initiativer, der skal styrke kvaliteten og sammenhængen for mennesker med psykiske lidelser. Derudover varetager teamet også ad hoc-opgaver som fx svar på borgerhenvendelser og folketingsspørgsmål inden for vores område. Som praktikant vil du bl.a. kunne komme til at bidrage til faglige publikationer på forskellige områder, fx om forløb for mennesker med svær psykisk lidelse samt både drifts- og udviklingsopgaver inden for vores forskellige faglige områder, fx forebyggelse af tvang i psykiatrien, selvmordsforebyggelse, børne- og ungeområdet mv.
Som praktikant bliver du tilknyttet ét team, hvor du får dine primære arbejdsopgaver og mulighed for at fordybe dig i teamets fagområde. Samtidig får du kendskab til enhedens øvrige arbejdsområder, som blandt andet omfatter kræft, demens og fødeområdet. Det er vigtigt for os, at du bliver aktivt involveret i enhedens opgaver og får mulighed for at bringe din faglighed i spil. Samtidig tilrettelægger vi dine opgaver med blik for dine faglige interesser og læringsmål, så praktikopholdet giver dig de bedste muligheder for at udvikle dine kompetencer.
Uddannelse – UDD
I enheden Uddannelse får du som vores nye praktikant en enestående mulighed for at dykke ned i de projekter og opgaver, der understøtter udviklingen af de sundhedsfaglige uddannelser og er med til at forme rammerne for fremtidens sundhedsprofessionelle i Danmark. Vores arbejde spænder bredt – fra at udvikle kvaliteten i uddannelser for læger og sygeplejersker til at håndtere eksperimentel behandling og højt specialiseret behandling i udlandet. Vi udfører også datamonitorerings- og analyseopgaver for eksempel i forbindelse med nationale massevaccinationsprogrammer.
Du bliver en del af en enhed med cirka 20 dedikerede kollegaer fra mange forskellige fagområder – sygeplejersker, jurister, læger, dataspecialister og flere. Vi løser opgaverne på tværs af enheden og i samarbejde med Sundhedsstyrelsens andre enheder. Hos os er teamwork, vidensdeling og nysgerrighed i højsædet.
Som praktikant hos os bliver du en vigtig del af enheden, hvor du får mulighed for at prøve kræfter med alt fra projektarbejde og dataanalyse til drift og formidling. Dine opgaver vil være spændende og varierede, lige fra deltagelse i møder og projekter og udformning af dagsordener til analyser, notater og meget mere. Vi tilpasser opgaverne efter dine faglige styrker og interesser, så du kan udvikle nye kompetencer og få størst muligt ud af din praktiktid hos os.
Kontakt os gerne
- Marija Barbateskovic Vallik på tlf. 2447 8448, Evidens og analyser
- Simar Singh, på tlf. 2925 6450, Forebyggelse og det primære sundhedsvæsen
- Amalie Sofia Frelle Markworth på tlf. 2145 3613, Kritisk Infrastruktur i Sundhedsvæsenet
- Anja Hellberg på tlf. 2149 4335, Kommunikation
- Morten Bundgaard på tlf. 9351 8489, National sundhedsplan og folkesundhedslov
- Haraldur Hannesson på tlf. 4454 3464, Strålebeskyttelse
- Lasse Alexander Pedersen på tlf. 2183 8107, Sygehuse og Forløb
- Sophie Amalie Rathje på tlf. 2176 5992, Uddannelse
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 47. Du kan læse mere om os på https://www.sst.dk/om-os
Ansøgningsfrist: d. 8. november 2026
Afdeling: Islands Brygge 67 2300 København S
Lokation: København
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

