Er du kandidatstuderende inden for økonomi eller finansiering med interesse for erhvervs- og investeringsejendomme?
EDC-gruppen A/S
Vi søger en ambitiøs studiemedhjælper til vores Researchafdeling, som ønsker at arbejde tæt på ejendomsmarkedet og opbygge erfaring med analyser, investeringer og rådgivning af nogle af landets største professionelle investorer. Stillingen er særligt relevant for dig, der er på kandidatuddannelsen og ønsker et studiejob med faglige udfordringer og gode udviklingsmuligheder.
Som studiemedhjælper bliver du en integreret del af teamet og får mulighed for at arbejde med analyser, rapporter og præsentationer, der understøtter vores erhvervsmæglere og projektafdeling i deres daglige arbejde. Du vil samtidig få indsigt i og bidrage til analyser og beslutningsgrundlag for institutionelle investorer i forbindelse med boligprojekter og investeringsejendomme.
Om jobbet
Du bliver en del af vores Research-team på hovedkontoret i København K. Vi tilbyder fleksibilitet i forbindelse med eksamener, høj grad af frihed under ansvar og et studiejob, hvor du får mulighed for at udvikle både dine analytiske og kommercielle kompetencer.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Udarbejdelse af analyser, rapporter og præsentationer baseret på markedsdata såsom afkastkrav, lejeniveauer, tomgang, demografi, byggeaktivitet og byggeretsvurderinger.
- Udarbejdelse og opdatering af makroøkonomiske og ejendomsrelaterede markedsanalyser.
- Dataindsamling, databehandling og kvalitetssikring.
- Bidrag til vores analyser og publikationer, herunder Nordic Outlook, Market Update, Fokus samt den årlige forventningsundersøgelse.
- Udarbejdelse af prospekter og Investment Memorandums i forbindelse med salg af investeringsejendomme.
- Udarbejdelse af kundepræsentationer og rapportering til investorer.
- Samarbejde med vores internationale partner Jones Lang LaSalle (JLL).
- Udarbejdelse af materiale til både danske og internationale investorer.
Om dig
Vi forestiller os, at du er i gang med en kandidatuddannelse inden for økonomi, finansiering eller et beslægtet område, eksempelvis på CBS, KU, SDU eller lignende.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har en stærk analytisk tilgang og evnen til at omsætte data til klare konklusioner.
- Kommunikerer sikkert på både dansk og engelsk, skriftligt såvel som mundtligt.
- Har god forståelse for økonomi, finansiering og talbehandling.
- Er nysgerrig, initiativrig og arbejder selvstændigt.
- Trives i et miljø med høje ambitioner og en stejl læringskurve.
- Har interesse for erhvervs- og investeringsejendomme.
Om os
Vi tilbyder et unikt studiejob i Danmarks største mæglervirksomhed, hvor du får praktisk erfaring med analyser og rådgivning på et ejendomsmarked i konstant udvikling. Du bliver en del af et fagligt stærkt team med stor ekspertise inden for erhvervs- og investeringsejendomme, og der vil være gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Stillingen er oprettet med henblik på at identificere og udvikle en potentiel fremtidig medarbejder, og for den rette kandidat vil der være mulighed for fastansættelse efter endt uddannelse.
Derudover tilbyder vi en moderne arbejdsplads med et stærkt socialt fællesskab, egne kokke i kantinen og en af Københavns bedste tagterrasser.
Fondsejet virksomhed
EDC Poul Erik Bech er for størstedelen ejet af en almennyttig fond. Via overskuddet fra mæglervirksomheden støtter Poul Erik Bech Fonden primært foreninger, der gør en forskel for udsatte børn.
Din ansøgning
Send din ansøgning via "Søg stillingen" på denne side. Din ansøgning behandles fortroligt. Vedhæft ansøgning, CV samt karakterudskrift fra dit nuværende studie.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Head of Research, Joseph Alberti, eller Research Manager Niclas Holm.
Ansøgninger behandles løbende, og stillingen nedtages, når den rette kandidat er fundet.
Afdeling: Bremerholm 29 1069 København K
Lokation: Indre København, Danmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

