Forårspraktikant til CONCITO - klimafaglig praktikant
CONCITO
Er du i gang med at blive uddannet til lærer eller en natur- eller samfundsfaglig videregående uddannelse og har interesse i, hvordan du kan koble din faglighed med at give børn og unge viden om handlekraft og en stemme i den grønne omstilling? Så er du måske en af de praktikanter, vi søger i CONCITO i foråret 2027. Job i CONCITO 26. oktober 2026 Ansøgningsfrist 8. november 2026 Klimafaglig praktikant til Enhed for børn, unge og uddannelse
I CONCITOs Enhed for børn, unge og uddannelse arbejder vi for, at flere børn og unge får viden, kompetencer og muligheder for at engagere sig og blive hørt i den grønne omstilling.
Vi søger en klimafaglig praktikant, der har lyst til at bidrage til at gøre kompleks klimaviden nærværende, skabe inspirerende undervisningsforløb og materialer og være med til at formidle løsninger, der engagerer og inddrager børn, unge og unge professionelle i den grønne omstilling.
Børn og unge har ikke ansvaret for at løse store globale kriser som klima- og ressourcekriserne er. Men de skal have mulighed for at forstå dem og opleve, at deres stemme og handlinger gør en forskel. Vi ved, at børn og unge motiveres forskelligt. Derfor har de projekter og aktiviteter, vi udvikler, fokus på at bl.a. at understøtte og styrke deltagernes nysgerrighed, fællesskaber, forestillingsevne, klimafaglighed, demokratiske deltagelse og handlekraft.
Du bliver en del af en enhed, der består af en tværfaglig gruppe medarbejdere med faglighed inden for bl.a. geografi, science, filosofi, antropologi, internationale relationer, samfundsfag, design, kommunikation og retorik.
Arbejdsopgaver:
Som praktikant får du mulighed for at bringe din klimafaglighed i spil og udvikle kompetencer inden for følgende:
Klimafaglig research og vidensformidling
- Indsamle, analysere og formidle aktuel viden om klima, bæredygtighed, planetære grænser og grønne løsninger.
- Bidrage til at omsætte kompleks klimaviden til relevant og anvendeligt indhold for undervisere, børn, unge og kommende professionelle.
Didaktisk udvikling og praksisnær undervisning
- Bidrage til udvikling af undervisningsmaterialer, øvelser og tværfaglige læringsforløb til grundskoler og ungdomsuddannelser.
- Udvikle metoder og aktiviteter, der kobler klimaviden med kreativitet, kritisk tænkning, forestillingsevne og konkrete handlemuligheder.
- Bidrage til planlægning og gennemførelse af tværfaglige akademiforløb for studerende og unge professionelle, bl.a. inden for byggeriet.
Ungeinddragelse, facilitering og demokratisk deltagelse
- Bidrage til udvikling og facilitering af workshops, dialogprocesser og aktiviteter, der engagerer børn og unge i den grønne omstilling.
- Arbejde med metoder og organiseringsformer, der styrker unges stemme og indflydelse på lokal klimahandling.
Projektudvikling, partnerskaber og videndeling
- Bidrage til udvikling og gennemførelse af projekter i samarbejde med kommuner, uddannelsesinstitutioner, organisationer og andre aktører.
- Deltage i faglige netværk, videndeling og udvikling af nye samarbejder, herunder med et internationalt perspektiv.
Du bliver en del af et tværfagligt miljø, hvor du får mulighed for både faglig fordybelse, selvstændigt ansvar og sparring med engagerede kolleger.
Hvilke kompetencer søger vi?
Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse inden for geografi, naturvidenskab, samfundsvidenskab eller lignende, og at du har lyst til at bringe din faglighed i spil i arbejdet med børn, unge og grøn omstilling. Vi lægger særligt vægt på, at du:
- Har en stærk klimafaglig interesse og analytisk nysgerrighed og lyst til at arbejde med komplekse problemstillinger inden for klima, bæredygtighed og grøn omstilling.
- Kan sætte dig ind i faglig viden og har interesse for at gøre komplekse emner forståelige, relevante og engagerende for forskellige målgrupper.
- Er kreativ og udviklingsorienteret og har lyst til at arbejde med nye idéer, undervisningsmetoder og aktiviteter, der styrker børn og unges læring, engagement og handlemuligheder.
- Har blik for samfundsmæssige sammenhænge og interesserer dig for, hvordan klima, uddannelse, demokrati og grøn omstilling spiller sammen.
- Trives med tværfagligt samarbejde og har lyst til at udvikle projekter og løsninger sammen med kolleger og eksterne samarbejdspartnere.
- Arbejder selvstændigt og struktureret og har mod på at tage ansvar for både udviklingsopgaver og praktiske aktiviteter.
Du behøver ikke have erfaring med undervisning eller facilitering, men vi håber, at du er nysgerrig på, hvordan klimaviden kan omsættes til læring, engagement og handling.
Dit praktikforløb i CONCITO
I CONCITO får du et spændende praktikforløb i en grøn tænketank med store ambitioner på både egne og klimaets vegne. Du kommer til at indgå i vores tværfaglige arbejdsmiljø og vil få styrket din viden og dit netværk på klimaområdet. Du har stor indflydelse på planlægning af praktikopgave og egen arbejdsdag, hvor du kan forvente støtte og sparring med engagerede kollegaer.
Vi vægter godt socialt samvær og trivsel i organisationen højt. I CONCITO møder vi hinanden med respekt og tillid. Vi er konstruktive i vores dialog, hvor vi taler hinanden op og spiller hinanden gode.
Vi har en fælles vegansk frokostordning, og har flere sociale og faglige arrangementer, f.eks. personaledage, faglig videndeling med oplæg for alle medarbejdere og den årlige sommerfest.
CONCITO betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen. CONCITOs feriepolitik tager hensyn til medarbejderes kulturelle og religiøse højtider.
Praktisk information
Praktikforløbet er 30-37 timer om ugen. Perioden er ideelt februar – juni 2027, men vi er fleksible med praktikperioden (dog af 3-5 måneders varighed).
Flydende dansk i skrift og tale er et krav. Stærke engelskkundskaber værdsættes.
Praktikken er ulønnet og det forventes, at du modtager SU under praktikforløbet.
Ansøgningsfristen er søndag d. 8. november 2026, men vi forventer at indkalde ansøgere til samtaler løbende.
Send din ansøgning og CV til [email protected] mærket ”praktikant til Enhed for børn, unge og uddannelse” i emnefeltet.
Eventuelle spørgsmål til stillingen kan rettes til Synnøve Kjærland på [email protected].
Om CONCITO
CONCITO er Danmarks grønne tænketank. Vores formål er at medvirke til en mindre udledning af drivhusgasser og en begrænsning af skadevirkningerne af den globale opvarmning. CONCITO betyder ”jeg sætter i bevægelse” på latin, og det er, hvad vi ønsker at gøre på klimaområdet. Vi er et af Danmarks største grønne netværk med godt 130 virksomheder, forskere, organisationer og personer som medlemmer. Vi mener, at de klimapolitiske målsætninger kun kan nås gennem et nyt partnerskab mellem politikere, erhvervsliv og borgere – stat, marked og civilsamfund. Derfor er alle sektorer repræsenteret i tænketanken. Vi mener, at klimaproblemerne skal løses internationalt, men at Danmark og Norden bør gå foran.
Kontakt Synnøve Kjærland
Enhedschef Kontaktoplysninger
Læderstræde 20
1201 København
Danmark
[email protected] Danmarks grønne tænketank
Den grønne tænketank CONCITO er en uafhængig videnspartner for beslutningstagere på tværs af samfundet - politikere, erhvervsliv, den akademiske verden og civilsamfundet.
Vores formål er at omsætte relevant viden til klimahandling og derved accelerere den grønne omstilling i Danmark og internationalt.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

