Studentermedarbejder til opgaver inden for public affairs og kommunikation
Finans Danmark
Drømmer du om et studiejob, hvor du kommer tæt på den politiske dagsorden og får hands-on erfaring med public affairs, strategisk kommunikation, pressearbejde og kampagner?
Finans Danmark har netop lanceret en ny strategi og står derfor midt i en spændende forandring af organisationen, som skal styrke den samlede interessevaretagelse på finanssektorens vegne, og ruste både organisation og sektor til en ny tid, hvor udfordringerne vokser nationalt og globalt, og hvor finanssektoren er en helt afgørende alliancepartner for samfundet, når det kommer til at finde fremtidens løsninger.
Om stillingen
Som studentermedarbejder i afdelingen Politik, Presse, Kampagne og Samfund bliver du en del af et ambitiøst team på otte medarbejdere, der hver dag arbejder tæt på det politiske maskinrum på vegne af den finansielle sektor.
Du får konkret erfaring med interessevaretagelse, strategisk kommunikation, SoMe og eventplanlægning. Du får et førstehåndsindblik i arbejdet i en interesseorganisation med mange aktuelle sager, der fylder både i medierne, blandt de politiske partier på Christiansborg og fremfor alt blandt Finans Danmarks medlemmer.
Opgaver og ansvar
Som studentermedarbejder vil du bl.a. arbejde med:
- Monitorering af den politiske dagsorden og formidling herom via interne notater og briefs
- Research og analyse til politiske udspil, ordførernotater, debatindlæg, talepunkter og SoMe-opslag
- Forberedelse af materialer til møder med politikere, embedsmænd, journalister og andre eksterne interessenter
- Planlægning og afvikling af arrangementer, konferencer, netværksmøder og oplæg
- Håndtering af ad hoc-opgaver og understøttelse af den daglige drift i afdelingen
- Udarbejdelse af oplæg, præsentationer og øvrigt mødemateriale til interne og eksterne møder, medlemsaktiviteter og politiske sammenhænge.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende og afvekslende studiejob, hvor du vil få styrket dine kompetencer og få god praktisk erfaring, som kan supplere din uddannelse med. I afdelingen bliver du en del af et fagligt stærkt miljø, får dygtige kolleger du løbende kan spare med og mulighed for at udvide dit professionelle netværk.
Den ugentlige arbejdstid er cirka 17 timer, og der vil blive taget hensyn til undervisning, eksamen mv.
Om dig
Vi forventer du, at:
- Studerer på en relevant videregående uddannelse, fx inden for statskundskab, kommunikation, journalistik eller samfundsvidenskab. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra fx centraladministrationen, et politisk parti, en interesseorganisation, et medie eller en kommunikationsafdeling.
- Har interesse for politik, samfund, medier og den finansielle sektor med forståelse for det politiske maskinrum og sans for dynamikken blandt aktørerne på Christiansborg og i mediebilledet.
- Arbejder proaktivt og tager ansvar for opgaveløsningen.
- Er grundig, struktureret og kan arbejde selvstændigt.
- Har stærke skriftlige kompetencer og kan formidle komplekse emner klart og tydeligt.
- Er udadvendt med gode samarbejdsevner og kan trives i et dynamisk miljø.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Jakob Hviid Smith på [email protected] 6059 7063.
Send en kort ansøgning, dit cv og karakterudskrift til os senest den 29. november 2026. Vi holder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning allerede i dag. Vi behandler kun ansøgninger fremsendt via vores digitale rekrutteringssystem.
Tiltrædelse af stillingen er fra den 1. februar 2027.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om Finans Danmark
Finans Danmark er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation for den finansielle sektor. Vi repræsenterer penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder. Ligesom vi er arbejdsgiverorganisation for virksomheder, der beskæftiger godt 47.000 ansatte. Sammen udgør vores medlemmer en central del af fundamentet under dansk økonomi, vækst og velstand.
Læs mere på www.finansdanmark.dk
Ansøgningsfrist:
29. november 2026
Søg stillingen
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

