Her får du inspiration til, hvordan du kan gøre dine motionsaktiviteter billigere eller helt gratis.

Få rabat på fitnesstræningen

Det kan være dyrt at dyrke fitness i et center, men faktisk har de fleste nogle særtilbud og rabatter til studerende. Flere træningscentre har for eksempel et særtilbud, hvor du kan spare penge, hvis du kun vælger at træne i det pågældende center, eller specielle særtilbud til studerende. Se mere her.

Konkurrencen på fitnessområdet er stor, og der er efterhånden hele tiden små selvstændige centre, der tager konkurrencen op med de etablerede kæder. Det er ofte kun prisen, de kan konkurrere på, så undersøg hvilke mindre fitnesscentre, der ligger i dit nærområde, hvis du vil finde et billigt sted at træne.

Firmaer som Downtown og Spot har også ind i mellem gode tilbud på fitness eller crossfit medlemsskaber. Tjek også muligheden for at træne billigt gennem din studenterforening eller på dit studiejob.

Motion i det fri

Det er ikke altid lige sjovt at stå i et svedlugtende fitnesscenter og træne klods op af andre, der pruster og stønner. Men det skal ikke være undskyldningen for at blive hjemme på sofaen, for faktisk har byen, og ikke mindst de grønne områder, gode muligheder for at dyrke motion på en spændende måde.

De fleste større byer i Danmark har desuden opprioriteret faciliteterne til motion og fitness i det fri inden for de sidste par år. I København er der anlagt en promenade ved Amager Strandpark, hvor der både kan løbes, cykles og rulles på rulleskøjter året rundt. Desuden har Søndermarken på Frederiksberg en interaktiv løberute, hvor en lysende hare følger dig rundt på ruten og indikerer, hvor hurtigt du løber. Find flere gode løberuter her her.

I Aalborg findes der også flere gode løberuter - blandt andet ligger der ved Skovdalen en oplyst løberute. Du kan også finde gode råd og løberuter for Aarhus og Odense.

Spændende alternative motionsformer

Inden for de sidste år er der startet en ny trend, som samtidig er en gratis måde at træne både styrke og udholdenhed på. Det hedder Urban Workout, og går ud på at bruge byens udformning og rum som træningsværktøj. Nogen bruger for eksempel en lygtepæl eller et legeredskab til at træne på og løfte sig op i. Det gælder om at være kreativ. I de fleste byer er kommunerne dog efterhånden begyndt at opstille tilegnede redskaber som eksempelvis stativer, du kan løfte dig op i og lignende. Og du kan finde flere spændende motionsformer ude i det fri her.

Hvis du har meget svært ved at forlade dit hjem for at dyrke motion, er der alligevel gode muligheder for at holde kroppen sund. Du kan lave diverse træningsøvelser derhjemme, hvis du har en træningsmåtte og nogle håndvægte. Derudover har de forskellige spillekonsollerne også udviklet spil med fokus på bevægelse og motion.

Events du bør tjekke ud

Hvis du gerne vil i god form eller allerede er det, så tjek disse events ud:

  1. Sæt dig et mål og træn op til kvindeløbet som løbes i Silkeborg, Aalborg, København, Odense, Fredericia og Aarhus. Find datoerne her.
  2. Har du mod på en sjov fredagsoplevelse, hvor du samtidig får rørt dig? Så deltag i Friday Night Skating, hvor du ruller 18-21 km gennem Københavns gader. Se mere om datoer og tidspunkter her.
  3. Hvis du godt kan lide at cykle, kan det også være sjovt at stille op til et af de mange motionscykelløb, der er rundt om i landet. Tjek motionscykelkalenderen for i år her.