Vi har derfor taget temperaturen på alkoholens udbredelse ved årets studiestart. Vi har snakket med en ny studerende fra IT-Universitetet, en tutor fra Københavns Universitet og en tutor fra Aarhus Universitet.

Alkoholkulturen er selvfølgelig individuel fra sted til sted, og hvordan er det lige, den bliver opfattet, når man kommer som helt ny et nyt sted og skal indordne sig stedets normer og kultur? Fx viser en en undersøgelse, at dem, der ikke drikker alkohol i studiestarten, har sværere ved at socialisere sig på studiet. Samtidig er det også kommet frem, at hver fjerde kvindelige studerende føler sig utryg ved studiestarten– blandt andet på grund af alkoholkulturen.

En af dem, der har taget hul på et nyt studie, er Cecilie Sylvest Olsen, der er startet på en kandidat i digital innovation and management på ITU. Hun fortæller om et stille og roligt introforløb, hvor hun ikke følte sig tvunget til at drikke alkohol. Det er dog en stor kontrast til, da hun startede på sin bachelor på RUC. Her havde hun en oplevelse af tvunget druk under introforløbet. ”Jeg følte, at det i min studiestart på RUC i 2018 var påtvunget, at man skulle drikke alkohol, ellers var man uden for fællesskabet. På ITU var det helt anderledes, og det var min klare opfattelse, at det var helt okay at sige nej til alkohol. Men jeg tror også, det generelt har ændret sig siden 2018, fordi der er kommet et meget større fokus på kulturen”.

Der skal være plads til alle

Og noget kunne tyde på, at denne fornemmelse er rigtig. Det øgede fokus på alkoholindtaget og de grænseoverskridende lege har tilsyneladende allerede smittet af på en del uddannelsesinstitutioner. På nogle uddannelser har de mange historier eksempelvis resulteret i, at man først må drikke alkohol efter kl. 16 eller 17, hvor det officielle program slutter. Der er også nogle steder, hvor du ikke må drikke alkohol med mere end 16,5 % alkohol. Nogle steder er rusturen afskaffet, og på eksempelvis DTU kan du vælge mellem en rustur med eller uden alkohol.

Signe van der Keur har været tutor på dansk på Københavns Universitet de sidste to år. På hendes studie har de også kigget på introforløbet med kritiske øjne: ”Vi har i år tre arrangementer i introugen, der inviterer til alkohol. Nogle af arrangementerne slutter eksempelvis tidligere end sidste år. Den sidste store ændring, vi har lavet, er på rusturen, som for det første har skiftet navn til NorStur, så rus-elementet er fjernet. Derudover har der tidligere været fest hver aften, og i år er der kun fest den ene aften”.

Der er ikke blevet lavet radikale ændringer på molekylær medicin på Aarhus Universitet, siden tutor Magnus Lindkvist Kjeldsen startede i 2018. ”Men vi har løbende ændret småting for at være endnu mere inkluderende. Eksempelvis har vi udskiftet nogle lege, hvor der skulle drikkes alkohol - til disse lege har vi dog altid gjort meget opmærksom på, at sodavand er lige så validt.” Magnus Lindkvist Kjeldsen tilføjer, at de altid sørger for, at der er alkoholfrie alternativer, og tydeliggør, at arrangementer er for alle - uafhængigt af alkoholindtag.

Samtalen om alkohol har været vigtig

Snakken om alkohol fylder meget, både i omtalen om studiestart hos de nye studerende, og hos dem, der laver introugeprogrammet. På danskstudiet er emnet oppe og vende ved næsten hvert tutormøde op til studiestarten. Hos molekylær medicin på Aarhus Universitet fortæller Magnus Lindkvist Kjeldsen: ”Vi forsøger, baseret på erfaring og feedback fra de nye studerende, at skabe en balanceret studiestart med plads til både dem, der gerne vil drikke og dem, der ikke vil. Vores oplevelse med evalueringerne er, at de fleste melder positivt tilbage på introugen.”

Tutorernes arbejde med at gøre plads til alle kan mærkes hos Cecilie Sylvest Olsen. ”Jeg tror, at de fleste universiteter med rette har ændret i hele planlægningen af, hvordan introdagene skal fungere. Også bare den tilgang og retorik, som tutorerne skal bruge, når de omtaler festerne – der selvfølgelig stadig skal være en del af introdagene”.

Man må altså stadig godt drikke alkohol i studiestarten, men en del uddannelsesinstitutioner har allerede indført forskellige initiativer, der skal bekæmpe den hårde drukkultur og gøre plads til alle. Signe van der Keur fortæller også, at den store opmærksomhed, der har været på alkoholkulturen, har haft indflydelse på de nye studerendes forventninger: ”Jeg har oplevet, at de nye studerende kommer i introugen i troen om, at det bliver fyldt med druk, fordi det er det, de har hørt. Men det gør den slet ikke – i hvert fald ikke i den grad, som medierne skildrer”. Magnus Lindkvist Kjeldsen genkender heller ikke det optegnede billede i medierne: ”Tværtimod føler jeg faktisk, at det i stedet har bekræftet os i, at vi afholder studiestarten på en fornuftig, ansvarlig og inkluderende måde. Der er selvfølgelig altid plads til forbedringer, og det er også derfor, vi grundigt evaluerer studiestarten hvert år.”