Læge søges til introduktionsstilling på Psykiatrisk Center Bornholm
Region Hovedstaden
Alle vores gode introduktionslæger er blevet færdige og er (næsten alle) rejst videre ud i verden. Vi har derfor plads til at give 1-2 nye yngre læger en solid introduktionsuddannelse i psykiatri. Vi har naturskønne omgivelser, høj faglig kvalitet og godt arbejdsmiljø. Der er mulighed for embedsbolig.
Jobbet
Du vil blive en del af vagtholdet, og vil de første 6 måneder være tilknyttet åbent og lukket afsnit med i alt 17 sengepladser, og et fokus på flow og behandling under indlæggelse. Efter 6 måneder vil du flytte til ambulatoriet med egne patientforløb under supervision af overlægerne dér. Vi har patienter indenfor alle kategorier, som er opdelt i teams: psykoselidelse inklusiv team for debuterende lidelser, bipolart team, team for ikke-psykose lidelser, ældrepsykiatri, retspsykiatri, bostedsteam og oligofreniteam. Vi har derudover et team der arbejder psykoterapeutisk med pakkeforløb, hvor vi vil stile mod at du i 2. halvår vil opstarte din psykoterapeutiske grunduddannelse. Vi har derudover i samarbejde med Center for Kunst og Mental sundhed løbende skrivegruppeforløb.
Vi har fokus på høj faglighed og kontinuerlig sparring, da vores læger er helt essentielle for en velfungerende drift af centeret. Vi har daglige lægekonferencer på tværs af døgnafsnit og ambulatorium hvilket giver sammenhæng i patientforløbene. Vi har ugentlige lægemøder og undervisning, både lokalt og i samarbejde med Psykiatrisk Center Amager, som også er samarbejdscenter. Alle faggrupper deltager i supervisionsgrupper kontinuerligt.
Vi tilstræber, at du får bedside-supervision ugentligt, hvilket vi måler på uddannelsestavlen. Vi vægter generelt yngre lægers trivsel og uddannelse højt, og lægegruppen har høj psykologisk tryghed på tværs af funktioner og titler.
Alle speciallægestillinger er besatte, og hovedparten har også været på specialespecifikt vejlederkursus og er derfor klar til at yde kvalificeret supervision.
Du har vagt med tilkald fra bolig, aften og nat. Bagvagterne varetages af venlige overlæger. Vores center har en flad struktur, og har du en god idé, kan den sikkert få lov at få et flyveforsøg.
Der er mulighed for embedsbolig i forskellige størrelser hvis partner eller familie skal med, og der kan ligeledes være fokus på at samle vagter og derved få mere sammenhængende perioder med fri.
Som Introduktionslæge vil du få introduktionskursus i psykiatri. Vi gør dig således klar til din H-stilling (som også delvist kan tages på Bornholm) i et trygt miljø, med en bred psykiatrisk portefølje.
Dine kommende kollegaer fortæller
“Vagterne er hyppige, men lavt belastede. Der er få indlæggelser om ugen. Arbejdsopgaverne er varierede, og du får set et bredt udsnit af alle typer psykiatriske patienter og mulighed for at følge patienten hele vejen.
Her er et trygt og rart arbejdsmiljø med stor mulighed for læring og egne forløb ambulant. Der er også et virkelig godt miljø for hele gruppen af yngre læger på Bornholm med fælles undervisning og sociale aktiviteter. Endelig er der er mulighed for bolig af forskellig størrelse, få minutters gang fra centeret.”
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er ledig pr den 1. marts 2025 eller efter aftale.
Du ansættes i henhold til overenskomst for underordnede læger, herunder overenskomstens bestemmelser om arbejdstid. Under ansættelsen indgår du i forvagtslaget og vil blive honoreret for de udførte tjenester efter overenskomsten.
Ved dobbelt husførelse er der mulighed for skattefradrag.
Vil du vide mere?
Hvis du er interesseret i at høre nærmere, så kontakt cheflæge Kristine Waagstein for yderligere oplysninger på [email protected] eller UAO Anna Braae [email protected].
Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på www.psykiatri-regionh.dk/job-i-psykiatrien
Søg stillingen
Send din ansøgning, cv og uddannelsesbevis via linket på siden senest den 19. januar
Vi forventer at holdes den 24. januar.
Lidt om Bornholm
Bornholm er en dejlig ø med et rigt kulturliv og en fantastisk historie, som sammen med den vidunderlige natur og gode badestrande gør den til et attraktivt sted at bo. Bornholm byder på gode muligheder for et aktivt fritidsliv.
En del mennesker pendler hver dag eller tager frem og tilbage i weekenden. F.eks. kan du komme fra Rønne til København med hurtigfærge og bus på 3 timer eller med fly på 35 min.
Afdeling:
Lokation: Region Hovedstadens Psykiatri
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: