Søskende-peermedarbejder søges til søskendetilbuddet, SAN-I, i Center for Pårørende, Psykiatrien, Region Nordjylland - Region Nordjylland
Region Nordjylland
”Du gav os håb for fremtiden og nye perspektiver til hvordan vi kan hjælpe søskende som pårørende.” Feedback fra familier til en søskende-peermedarbejder. Vil du have et meningsfuldt arbejde, hvor du også kan få lignende feedback?
Center for Pårørende søger en søskende-peermedarbejder pr. 1. maj 2025 til en deltidsstilling svarende til 15 timer om ugen. Det er et krav, at du kan deltage på peeruddannelsen den 24. og 25. april, selvfølgelig mod betaling.
Stillingen som søskende-peermedarbejder henvender sig til personer, der selv har en søskende som har haft eller aktuelt har en psykisk lidelse eller udviklingsforstyrrelse, og som ønsker at bruge sine erfaringer til at hjælpe andre. Vi forestiller os, at du f.eks. er i uddannelse og ønsker et studiejob.
Vi modtager gerne en ansøgning, hvor ansøger forholder sig til, hvordan vedkommendes erfaringer og kompetencer kan anvendes i søskendetilbuddet i Center for Pårørende.
Indsatsen
Søskendetilbuddet, kaldet SAN-I (Søskende og Andre Nære pårørende Intervention), udbydes i Center for Pårørende, men er også en del af forskningsprojektet SAN-IS (Søskende og Andre Nære pårørende Interventions Studie). Interventionen er udviklet gennem en samskabelsesproces, hvor peermedarbejdere og fagprofessionelle har samarbejdet med frivillige søskende og forældre som pårørende.
SAN-I består af et samtale- og et gruppeforløb. I samtaleforløbet arbejdes der ud fra et systemisk og helhedsperspektiv, med det formål at øge familiens trivsel og funktionsniveau, reducere forældres stress og fremme søskendes trivsel og mentale sundhed. Gruppeforløbet er et parallelt forløb for søskende og forældre som pårørende, hvor fokus er på relationsdannelse, psykoedukation og værktøjer til familierne. Derudover tilbydes en støttetelefon, drevet af den ansatte søskende-peermedarbejder, som familier kan ringe til for at få hurtig hjælp. Fælles for tilbuddet er fokus på peerstøtte og peerfaglighed, og det er her du kommer ind!
I løbet af implementeringsperioden skal der indhentes data fra interventionen til forskningsprojektet. Forskningsgruppen vil primært stå for dette, men det forventes, at medarbejderne bidrager med registrering af kontakt til familier ud over normal journalpligt.
Målgruppe
Målgruppen er familier, der bor i Region Nordjylland, og som har mindst ét barn med en psykisk lidelse samt mindst ét barn, der er pårørende. De pårørende søskende skal være mellem 8-23 år.
Din rolle
Når et barn har en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, påvirker det hele familien. Mange forældre føler sig utilstrækkelige, frustrerede og belastede; søskende bliver ofte overtilpassede, oversete og påtager sig for et stort ansvar. Forældre og søskende som pårørende modtager minimal hjælp, og mangler rum hvor de kan mødes med ligesindede for at få sparring og støtte. Her kommer du ind i billedet. Vi ønsker, at du skal fungere som en rollemodel, vejleder og støtteperson for de deltagende børn og unge, med udgangspunkt i egne levede erfaringer samt generel, faglig viden om relationer, kommunikation og recovery. Derudover skal du fungere som talsmand for børnene i mødet med forældrene, for at skabe en ny og større forståelse.
SAN-I udbydes af sundhedsprofessionelle, men mangler peer-fagligheden. Det kan være, du tænker ”Hvad laver sådan en egentlig?”.
Helt konkret er opgaverne hos os:
- Deltagelse i samtaler, hvor du indtager en reflekterende rolle, på baggrund af egne erfaringer og oplevelser.
- Planlægning og deltagelse i både børne- og forældregrupper, med fokus på at åbne op for samtaler, være brobygger mellem den sundhedsprofessionelle og familierne, og give håb – men også sandheder, som familierne måske ikke formår at give hinanden
- Udbud af peerstøtte-telefonen én fast eftermiddag pr. uge.
- At bringe familiens og det peerfaglige perspektiv frem i sparring med kollegaer (afsættet er personlig recovery, CHIME).
- Reklame for interventionen, herunder f.eks. afholde oplæg i ambulatorier og/eller sengeafsnit i psykiatrien.
- At bringe søskende-stemmen tydeligt ind i forskningsprojektet gennem sparring med projektgruppen
- Deltagelse i møder med projektgruppen.
- Indsamle klinisk forskningsdata (f.eks. registrering af servicevalg, deltagere og brug af peertelefonen).
Som peermedarbejder har du en neutral og faciliterende rolle overfor familierne, hvilket betyder, at du hverken skal undervise eller behandle terapeutisk. Du vil ikke have behandlingsansvar, da dette ligger hos den sundhedsprofessionelle.
Din profil
Det er et krav, at du selv har erfaringer som pårørende til en søskende med en psykisk lidelse eller udviklingsforstyrrelse (stillet i børne- og ungdomspsykiatrien eller på privathospital). Derudover er det et krav, at du er indstillet på og har mulighed for at prioritere at deltage i peeruddannelsen i 2025. Uddannelsen giver dig faglige redskaber, styrker din peerfaglighed og giver dig et netværk af andre peermedarbejdere. Datoerne er: 24. og 25. april (du får betalt for disse dage, da de ligger før din ansættelsesstart), 22. og 23. maj, 19. og 20. juni, 28. og 29. august, 18. og 19. september, 23. og 24. oktober, 13. og 14. november, og 5. december. Læs mere her: Peeruddannelse.
Som søskende-peermedarbejder skal du være en engageret støtte til søskende som pårørende, og styrke søskende-stemmen for forældre, der ofte står i en svær situation med manglende overskud. For at trives i denne rolle er det derfor vigtigt, at du har bearbejdet dine egne erfaringer og har overskud til at lytte og hjælpe andre, hvor du bringer dig selv i spil, men uden at overtage fokus.
Vi søger en person som er god til at skabe forbindelser og tryghed; som trives med at tale med andre, og som genuint ønsker at bruge sine erfaringer til at hjælpe andre. Du skal være god til at samarbejde, men også til at arbejde selvstændigt og kunne stå op for dine peerfaglige holdninger.
Som person skal du
- Kunne sætte egne erfaringer (med at være pårørende) i spil i samarbejdet med patienter, pårørende, kolleger og samarbejdspartnere
- Kunne vække tillid, og udvise empati og forståelse for pårørendes situation og historie
- Indgå positivt, åbent og anerkendende i samarbejdsrelationer med kollegaer og i møde med familierne
- Kunne arbejde både selvstændigt og i et team
- Have kendskab til eller vilje til at opnå mere viden om recovery
- Kunne skabe, fastholde og afslutte relationer
- Være lyttende, empatisk og i stand til refleksion
Ellers glæder vi os til at læse din beskrivelse af:
- Dine overvejelser om peerrollen – hvordan kan denne have påvirkning på de familier, der kommer i søskendetilbuddet
- Dine egne oplevelser, og hvordan du kan bruge dem, til at hjælpe andre
- Dine styrker, i mødet med andre, og dine opmærksomhedspunkter.
- Hvordan vil andre beskrive dig som kollega og menneske?
Vi tilbyder
- Peeruddannelse.
- Supervision.
- Fleksibel arbejdstid (i hverdagene og dagtimerne).
- Medbestemmelse af arbejdstider og arbejdsopgaver.
- Påvirkning på forskningsprojektet og interventionen.
- Spændende samtale- og gruppeforløb med forskelligartede dynamikker og problemstillinger.
- Et lille arbejdsfællesskab, hvor vi vægter god stemning og arbejdsglæde.
- Åbenhed i kollegafællesskabet.
- Imødekommende og engagerede kollegaer med tillid til og respekt for hinandens fagligheder.
- Kollegial sparring.
Center for Pårørende
I Center for Pårørende er vi aktuelt en daglig leder, to socialrådgivere, en lærer, to psykologer, en sygeplejerske, en sociolog og to administrative medarbejdere. Center for Pårørende består af fire teams: Team Voksen, Team Børn, Team Søskende og Team for Familie- og forløbsstøttende samtaler. I Center for Pårørende faciliterer vi støttende rammer, der skaber rum for en nysgerrig og undersøgende tilgang med henblik på at udfolde sygdomsbilledet og “levede” erfaringer med den psykiske sygdom i samværet og samspillet med familie, pårørende og støttende netværkspersoner.
Under samtalerne udfolder vi sammen et fælles sprog for den psykiske sygdoms udtryksform, familiens udfordringer og relationelle problemstillinger. Det bidrager til mening, sammenhæng og en oplevelse af resiliens og flere handlemuligheder i håndteringen af en livssituation med en psykisk sygdom. Dette betyder bl.a., at vi intervenerer i forhold til kriser, konflikter og reaktioner koblet til den psykiske sygdom med et fokus på beskyttende faktorer. Det kan forebygge relationel afstand, overbelastning og styrke sammenholdet.
Metodisk tilgang
To samtalemedarbejdere forestår som udgangspunkt samtaleforløbet, hvor den ene leder samtalen, og den anden har en reflektørposition med en opmærksomhed på et metaperspektiv og ”samtalen om samtalen”.
I Center for Pårørende er vi optaget af de relationelle og sociale udfordringer i en større sammenhæng, da omstændighederne ofte kalder på en udvidet transkontekstuel og systematisk tværsektoriel forståelse og indsats.
Vi anvender mindmapping i vores arbejde med familierne. Vi arbejder helhedsorienteret ud fra et biologisk-, psykologisk og socialt perspektiv. Derudover tager vi afsæt i en systemisk, narrativ, mentaliseringsbaseret og traumeinformeret tilgang. Derudover ønsker vi nu at implementere en peerfaglig tilgang.
Det praktiske
Din arbejdsplads og daglige gang er i Center for Pårørende på Brandevej 5, 9220 Aalborg Øst, hvor du indgår i personalegruppen på lig linje med de andre medarbejdere. Udover at have tilhørighed til Center for Pårørende, er du også koblet til forskningsprojektet SAN-IS sammen med en psykolog. Den øvrige projektgruppe består af projektleder og ph.d.-studerende Sofie Bystrøm-Berger, leder for Center for Pårørende Jan Sandberg, leder af Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri Marlene Briciet Lauritsen og leder af Center for Recovery og Samskabelse Malene Terp.
At være en del af projektgruppen indebærer regelmæssig deltagelse i møder med projektlederen, for at sikre ensartethed i udbydelsen af interventionen og sammenhæng i forskningsprojektet, samt registrering af indsamlet data i løbet af interventionen.
Stillingen er på 15 timer ugentlig og aflønnes efter overenskomst. Stillingen er tidsbegrænset i perioden 1 maj 2025-31. december 2026. Vi forventer, at timefordelingen planlægges fleksibelt sammen med kollegaer, til fordel for både dig og arbejdspladsen. Vi forventer derfor en gensidig fleksibilitet og samarbejde. Dog vil der være én fast eftermiddag hver uge, hvor du skal være tilgængelig på telefon – hvilken dag kan du være med til at bestemme.
Opstart den 1. maj 2025. Peeruddannelsens første to-dages modul finder sted 24.-25. april, og det er nødvendigt, at du kan deltage disse dage. Du vil blive aflønnet for de timer du bruger på uddannelsen, der går forud for din ansættelse.
Kontakt
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte team- og projektleder Sofie Bystrøm-Berger på telefon 20 23 97 05.
Jobsamtaler afholdes 26. marts 2025. Besked om indkaldelse til samtale sker 24. marts 2025.
Du kan læse mere om Psykiatrien i Region Nordjylland på Psykiatri i Region Nordjylland (rn.dk) og om Center for Pårørende på Velkommen hos Center for Pårørende (rn.dk).
Praktiske oplysninger:
- Vi indhenter referencer på den person, vi ønsker at ansætte. Er det påkrævet for stillingen, indhenter vi også straffeattest og børneattest.
- Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
- I Region Nordjylland har vi røgfri arbejdstid.
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: