Sundhedsfaglig afsnitsleder til Sengeafsnit for Gynækologi og Gynækologisk Ambulatorium, Aalborg Universitetshospital - Region Nordjylland
Region Nordjylland
Sundhedsfaglig afsnitsleder til Sengeafsnit for Gynækologi og Gynækologisk Ambulatorium, Aalborg Universitetshospital
Er du en teamspiller og passioneret omkring ledelse? Vil du være med til at forme fremtiden for Sengeafsnit for Gynækologi og Gynækologisk Ambulatorium i Hospitalsbyen og på Hobrovej? Så er du måske vores nye ledende afsnitsleder!
Vi søger en engageret og inspirerende afsnitsleder til et afsnit i evig udvikling – hvor kun det bedste patientforløb er godt nok. Du får en unik mulighed for at lede en gruppe af engagerede medarbejdere med en trivselsmåling i top. Her prioriteres en kultur, hvor man er stolt af den høje grad af specialiseret sygepleje og værner om det tværfaglige samarbejde. Et afsnit med en kultur hvor medindflydelse, optimering og faglig udvikling er i højsædet. Du bliver en del af et velfungerende ledelsesteam, der arbejder med ledelsessparring og udvikling af teamet med fælles opgaveløsning som mål.
Om Gynækologisk Afdeling:
Vi har i mere end 10 år arbejdet tværgående af vores interne afsnit i Gynækologisk Afdeling – dvs. senge- og dagafsnit, akutstue og ambulatorium. Plejepersonalet indgår i skiftende vagter og har funktioner i alle 4 underafsnit, hvilket de i høj grad trives med.
Som afsnitsleder bliver du personaleleder for plejepersonalet på Sengeafsnit for Gynækologi og Gynækologisk Ambulatorium, hvor der er ansat 37 sygeplejersker samt en SOSA. Heraf er der 2 Kliniske Afsnitskoordinatorer – den ene har også UU-sygeplejerskefunktion – 1 U-sygeplejerske og 5 kliniske vejledere, da afdelingen også fungerer som uddannelsessted for sygeplejestuderende, SOSA-elever og jordemoderstuderende.
Vi har medarbejdere i alle aldre, hvoraf en del har været ansat i over 15 år. Vi har mange dedikerede plejepersonaler med forskellige stærke kompetencer, som vi gør meget ud af at udnytte i de enkelte patientforløb for at sikre høj kvalitet af pleje og behandling. Vores afdeling er præget af et stærkt og varmt kollegialt arbejdsmiljø og fællesskab.
Afdelingen har netop ansat en Chefsygeplejerske, som indgår i Afdelingsledelsen sammen med vores Cheflæge, Chefjordemoder og Sundhedsadministrative Chef. Sammen leder de Gynækologisk-Obstetrisk område og lederne heri.
I Sengeafsnittet har vi lige nu 10 sengepladser og et stort, velstruktureret flow af dagkirurgiske, ambulante og akutte patienter, som modtages døgnet rundt. Primært modtages kirurgiske patienter, men medicinske fx. infektions- eller smertepatienter hører også til afsnittet. Patientgruppen er kvinder i alderen 16-100 år med forskellige benigne eller maligne problemstillinger. Vi varetager alt fra små hurtige indgreb af få timers varighed til palliative forløb over flere dage/uger. Personalet arbejder ud fra en helhedsorienteret tilgang til både patienter og pårørende.
Gynækologisk Afdeling er beliggende på 5., 8. og 9. etage på Sygehus Nord. Til maj og september 2026 flytter afsnittene til ny matrikel i Hospitalsbyen og på Hobrovej. I maj 2026 opdeles de fire gynækologiske underafsnit således, at vi får 7 sengepladser og Akutstue i HBY (ben E5) og 5 ambulante-/døgnpladser til elektiv kirurgi på 10-sengsstue i F&O, hvor vi vil samarbejde med Opvågningspersonale samt urologisk personale. Gynækologisk Ambulatorium flytter i uge 40 2026 til 7Ø i Medicinerhuset på Hobrovej. Forberedelserne er allerede i gang, og du får en central rolle i at sikre den gode udflytning til Hospitalsbyen i tæt samarbejde med dine flyttekoordinatorer i afsnittet samt dit lederteam.
Rollen som afsnitsleder
Som afsnitsleder skal du i samarbejde med de øvrige sundhedsfaglige ledere og chefsygeplejersken sikre kompetenceudvikling, faglig sparring, det gode arbejdsmiljø, en høj grad af tværfaglighed og en fortsat trivsel i top.
Du vil være medansvarlig for at nytænke, omsætte og agere ud fra visionen om sikre, effektive og sammenhængende patientforløb i og på tværs af afsnit, afdelinger og hospital.
Du vil være ansvarlig for at fremme og fastholde faglig udvikling og for at den sygeplejefaglige kvalitet understøtter og lever op til gældende strategier. Herunder at den sygeplejefaglige kvalitet er styrende i den kliniske hverdag i afsnittet.
Du vil være medansvarlig for at understøtte udvikling, forskning og uddannelse. Du skal bidrage til, at hospitalets strategier og fokusområder udvikles og omsættes til kvalitet i den patientnære drift. Du vil blive en nøgleperson i samarbejdet med relevante afsnit på hospitalet, så der sikres effektive, sikre og sammenhængende patientforløb.
Du vil få et tæt samarbejde med chefsygeplejersken samt et vigtigt og godt samarbejde med de afsnittene i vores sengekryds i HBY – urologisk, A1, mamma-plastik, barselsafsnittet samt obstetrisk afsnit. Desuden et tæt samarbejde med afdelingens læger og de 2 KAK-sygeplejersker, som dagligt koordinerer og arbejdsplanlægger.
Vi prioriterer, at den afsnitsleder er en synlig leder i hverdagen, der tager ansvar for afdelingens daglige drift og patientflow sammen med medarbejderne. Ledelsen skal sammen skabe et godt fundament for tilknytning og tiltrækning, da tilfredse og kompetente medarbejderne er vores vigtigste fundament.
Din erfaring og kompetencer
- Du har interesse for- eller erfaring med ledelse.
- Du har en sundhedsfaglig uddannelse
- Du har en lederuddannelse eller ønsker om at indgå i et ledelsesforløb
- Du er en synlig leder med en nærværende og empatisk ledelsesstil, der fremmer det gode samarbejde og et godt arbejdsmiljø.
- Du er tydelig, relationelt stærk og har gode kommunikative evner.
- Du prioriterer åbenhed, tilgængelighed og et højt informationsniveau.
- Du baserer din ledelse på vores ITOP-værdier, som er Indflydelse, Tillid, Ordentlighed og Professionalisme.
- Du har indlevelsesevne og interesserer dig for at opnå indsigt i medarbejdernes kompetencer og ressourcer - og prioriterer den faglige udvikling, kvalitetstiltag, uddannelse og forskning.
- Du har fokus på optimal udnyttelse af personaleressourcerne, og at afdelingens drift hænger sammen med visionen om effektive og sammenhængende patientforløb.
- Du kan samarbejde og evner at se, formulere og stile mod fælles mål, der giver mening og motiverer.
- Du kan arbejde systematisk og struktureret.
- Du ser hospitalet som en samlet enhed, hvor alle er gensidigt afhængige af hinanden.
Det er ikke en forudsætning, at du besidder alle de beskrevne kvalifikationer, men det er vigtigt, at du besidder det rette match og har lyst til at udvikle dig på de øvrige.
Bemærk: I 2026 flytter Aalborg Universitetshospital ud i Hospitalsbyen i Aalborg Øst samt senere på året flyttes Gynækologisk Ambulatorium ud på Hobrovej (Læs mere: Byg hospitalsbyen). Du vil derfor blive ansat med tjenestested på Nord-matriklen på adressen Reberbansgade 15, 9000 Aalborg til og med d. 3/5-2026, Syd-matriklen på adressen Hobrovej 18-22, 9000 Aalborg pr d. 26/9 2026 og tjenestested i Hospitalsbyen på adressen Hospitalsbyen 1, 9260 Gistrup pr. d. 3/5 2026.
Hvis du vil vide mere
Så er du meget velkommen til at kontakte Cheflæge Anya Eidhammer på tlf.: 60704826 eller mail: [email protected] eller Sundhedsadministrativ Chef Helle Kragbæk Nordentoft på tlf.: 61630894 eller mail: [email protected]
Læs mere i funktionsbeskrivelsen her: Funktionsbeskrivelse for Ledende Oversygeplejerske
Mød os på hjemmesiden: Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Aalborg
Proces
Ansøgning, CV samt andre relevante bilag sendes elektronisk.
Ansøgningsfrist: 22. feb. 2026
Ansættelsessamtale: forventes af forgå første uge i marts
Tiltrædelse: 1. maj 2026 eller før
Hvis du læser jobannoncen på Jobnet.dk
Jobbet kan i øjeblikket ikke søges via Jobnet. Vi henviser i stedet til Region Nordjyllands side for ledige jobs.
Om Region Nordjylland
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.
Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

