Praktikanter til den danske ambassade i Riyadh
The Royal Danish Embassy
Den danske ambassade i Riyadh tilbyder praktikophold for ambitiøse og dynamiske studerende.
Praktikanter til den danske ambassade i Riyadh
Den danske ambassade i Riyadh tilbyder praktikophold for ambitiøse og dynamiske studerende.
Ambassaden søger to gange årligt to studerende til praktikstillinger i henholdsvis den politiske afdeling og handelsafdelingen.
Ansøgningsfristen for det næste praktikanthold (perioden 1. februar 2025 – 31. juli 2025) er den 8. september 2024 kl. 12:00 lokal tid.
Ambassaden tilbyder et afvekslende arbejdsmiljø med både personlige og faglige udfordringer. Praktikanterne inddrages i betydelig grad i ambassadens daglige funktioner og forskellige arbejdsopgaver. Opholdet giver mulighed for selvstændigt arbejde, samt at følge den politiske og økonomiske udvikling i regionen på nært hold.
Det er samtidig en enestående mulighed for at opleve livet i en regional stormagt, som også byder på store muligheder i økonomisk og handelsmæssig henseende. Kontrasten mellem det traditionelle og det moderne opleves på nært hold i Saudi-Arabien, hvor man desuden får mulighed for at få et indblik i de sociokulturelle mønstre, der gør sig gældende i et muslimsk samfund.
Derudover eksisterer der inden for ambassadekvarteret – Diplomatic Quarter – et rigtig godt socialt netværk mellem særligt de europæiske ambassader.
Udover Saudi-Arabien dækker ambassaden Bahrain, Kuwait, Oman og Yemen.
Som praktikant vil du blive beskæftiget i en af nedenstående teams
Det politiske team – Praktikanten vil beskæftige sig med opgaver inden for det politiske, økonomiske, sektorpolitiske og kulturelle område. Deltagelse i møder, nyhedsovervågning og udarbejdelse af indberetninger er en vigtig del af arbejdsopgaverne. Desuden vil praktikanten også stifte bekendtskab med nogle af de administrative opgaver, som en mellemstor dansk ambassade varetager.
Handels- og sektorpolitisk team – Praktikanten vil sammen med det øvrige team beskæftige sig med økonomisk diplomati og eksportfremme generelt, især i form af formidling mellem danske og saudiarabiske virksomheder. Personlig kontakt til virksomheder både i regionen og Danmark vil være en del af arbejdet. Praktikanten vil desuden være med til at udarbejde månedlige rapporter og skabe større sektorfaglig indsigt. Udover handelsrelaterede arbejdsopgaver vil praktikanten også varetage visse opgaver inden for det politisk-økonomiske analysearbejde, som ambassaden varetager. Disse opgaver kan eksempelvis være mødedeltagelse, nyhedsovervågning og udarbejdelse af indberetninger.
Vilkår
Praktikanten kan være enten dansk eller udenlandsk statsborger.
For danske statsborgere gælder, at man skal være tilmeldt et studium på en højere læreanstalt i Danmark eller i udlandet.
Udenlandske statsborgere kan tilbydes praktikophold ved en dansk repræsentation, såfremt de har boet i Danmark igennem en længere årrække samt på ansøgningstidspunktet har bopæl i Danmark og i øvrigt opfylder forudsætningerne. Det er endvidere en forudsætning, at praktikanten forbliver tilmeldt et studium på den højere danske eller udenlandske læreanstalt under praktikopholdet, og at han eller hun ikke allerede er i besiddelse af en akademisk uddannelse på kandidatniveau.
En studerende kan kun tildeles ét praktikophold i udenrigstjenesten.
Ambassadens fælles arbejdssprog er engelsk og dansk. Kendskab til arabisk kan være en fordel, men det er ikke et krav.
Som praktikant skal du være indstillet på selv at finansiere opholdet. Ambassaden stiller dog en møbleret delebolig med to separate soveværelser, stue, køkken og badeværelse til rådighed på ambassadecompounden. Ansøger skal være indstillet på, at denne bolig måske skal deles med en person af det andet køn. Ambassaden yder et mindre kontanttilskud (1.500 kr. pr. måned) til opholdsudgifter iht. reglerne om dokumentation for afholdte udgifter. Praktikanten skal inden opholdet sørge for at tegne en rejse- og ulykkesforsikring, som dækker sygdom (inklusiv COVID-19) og dødsfald, herunder hjemtransportforsikring.
Praktikanten ansøger online om et ”multiple entry” visum, som indebærer en obligatorisk udrejse af Saudi-Arabien inden for de første 90 dages ophold i landet. Praktikanten forestår selv udgifterne forbundet med visumansøgningen.
Ansøgninger
Vi søger to praktikanter med start den 1. februar 2025. Praktikperioden er på 6 måneder.
Ansøgningsfristen er den 8. september 2024 kl. 12:00 lokal tid.
Ansøgninger vedlagt CV, eksamensbeviser og referencer skal sendes i en samlet PDF-fil direkte til ambassaden på e-mail: e-mail
Det skal tydeligt fremgå af ansøgningen, hvorvidt du søger praktikantstillingen i det politiske team eller det handels- og sektorpolitiske team – eller begge.
Spørgsmål vedr. stillingerne eller ansøgningsprocessen rettes til e-mail
Danmarks ambassade i Saudi-Arabien
Embassy of Denmark
Main Road One
Diplomatic Quarter
P.O. Box 94398
Riyadh 12512
Tilgængelighedserklæring
Kontakt
Telefon +966 (11) 488 0101
E-mail: e-mail
Visumafdelingen
Telefon +966 (11) 488 0101
E-mail: e-mail
Telefonåbningstider:
Søndag, tirsdag og torsdag fra kl. 10:00-12:00 lokal tid
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: