Vil du arbejde med EU-politik i Bruxelles?
Danske Regioner
Er du interesseret i EU-politik, og har du lyst til at komme helt tæt på interessevaretagelse i et europæisk miljø og lære mere om regionernes politikområder? Vil du styrke dine kompetencer på EU-området og få grundigt indblik i EU’s grønne, sociale og digitale dagsordener? Så grib chancen, og bliv praktikant på Danske Regioners kontor i Bruxelles.
Vi søger i alt to praktikanter fra et samfundsvidenskabeligt studie til praktikophold på Danske Regioners kontor i Bruxelles.
Den ene med start til forårssemestret ca. 1. februar 2025 og den anden med start til efterårssemestret ca. 1. september 2025. Et praktikophold varer omkring 5 måneder.
Vores nuværende praktikant Stine fortæller om sit ophold:
”Som praktikant følger du de politiske dagsordener på tæt hånd i hjertet af EU, og du får en unik mulighed for at arbejde sammen med folkevalgte politikere. Jeg deltager fx i Det Europæiske Regionsudvalg og får derfor grundigt indblik i, hvordan politiske udtalelser bliver besluttet og vedtaget.”
Dine arbejdsopgaver
Som praktikant får du selvstændigt ansvar for flere forskellige opgaver. Det kan fx være mødeforberedelse, mødedeltagelse, afrapportering i forbindelse med sekretariatsbetjening af Danske Regioners politikere i Det Europæiske Regionsudvalg.
Desuden får du mulighed for at arbejde med:
- Optakten til og afholdelsen af det danske EU-formandskab i 2025.
- Dækning af møder og konferencer i Det Europæiske Regionsudvalg, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen.
- Informations- og analyseopgaver om EU’s betydning på det regionale niveau.
- Overværelse af en af Europa-Parlamentets plenarforsamlinger i Strasbourg.
- Diverse drifts- og administrationsopgaver.
Din profil
Vi forventer, at du har bestået 3. år af dit studie, og at du har kendskab til EU’s beslutningsproces. Som vores nye praktikant kommer du til at prøve mange forskellige opgaver i et nyt land og med nye kolleger. Derfor vil godt humør, engagement og gå-på-mod være godt at have med i bagagen. Det er også vigtigt, at du er god til at kommunikere både skriftligt og mundtligt og har blik for detaljen, når det er nødvendigt.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende og studierelevant ophold, hvor du får fingrene i mange forskellige opgaver på vores kontor i Bruxelles. Du bliver en vigtig del af vores lille EU-team og vi lærer dig op, så du hurtigt bliver selvkørende.
Vi deler kontorbygning med vores europæiske søsterorganisationer, og du får hurtigt kontakt med andre praktikanter i Bruxelles. Samarbejdet i teamet, med politikerne og med kollegerne i København er enkelt og uformelt, og der er altid overskud til et grin, selv når vi har travlt.
Stillingen hører under Danske Regioners Center for Regional udvikling, EU og Miljø. Du bliver en del af EU-teamet og din dagligdag vil foregå i et internationalt miljø i Bruxelles. EU-teamet beskæftiger sig bredt med EU-politik, som påvirker regionernes opgaver, bl.a. EU-lovgivning inden for sundhedsområdet, klima og energi, digitalisering, EU’s fonde og programmer og institutionelle spørgsmål.
Praktikopholdet giver dig muligheden for at få førstehåndskendskab til EU’s institutioner og arbejdsgange i almindelighed samt regionale problemstillinger i særdeleshed.
Praktiske oplysninger
Kontoret søger i alt to praktikanter for 2025:
- Den ene i forårssemestret: fra cirka 1. februar 2025 frem til cirka 15. juli 2025.
- Den anden i efterårssemestret: fra cirka 1. september 2025 frem til cirka 31. januar 2025.
Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Stillingen som praktikant er ulønnet, men vi stiller et kollegieværelse til rådighed og refunderer udgifter til ud- og hjemrejsen, én ekstra ud- og hjemrejse i ansættelsesperioden, samt rejse- og tillægssygesikring. Vi yder desuden tilskud til evt. franskundervisning.
Sådan søger du
Vil du vide mere om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte EU-teamets leder, chefrådgiver Asger Andreasen på telefon: +45 2917 0907, e-mail: [email protected], eller seniorkonsulent, Pia Rønnov Jensen på telefon: +45 2980 3730, e-mail: [email protected]
Vi glæder os til at høre fra dig! Vi holder løbende samtaler og forbeholder os retten til at ansætte før fristens udløb.
Ansøgningsfrist er søndag den 10. november 2024. Angiv i din ansøgning, om du søger praktikophold i forårs- eller efterårssemestret 2025, eller om begge perioder er lige gode.
Læs mere om Danske Regioner som arbejdsplads.
I Danske Regioner ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle uanset køn, alder, religion og etnisk oprindelse til at søge.
Afdeling: Center for Regional Udvikling, EU og Miljø
Ansøgningsfrist: 10 November 2024
Placering: Dampfærgevej 22, 2100, København , Danmark
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: