Uddannet børnehavepædagog søges til den lille, integrerede og selvejende daginstitution Langenæsen i Aarhus C med et utrolig flot tilsynsresultat
Aarhus Kommune
Den selvejende daginstitution Langenæsen, tæt på Frederiksbjerg i Aarhus C, søger en pædagog til en 32 timers stilling i børnehaven i vores lille, dejlige hus med tiltrædelse 1. januar 2024 — og gerne før. Vi venter dog også gerne på den rette.
Hvem er vi
Vi er Langenæsen. En lille, integreret og selvejende daginstitution med cirka 12 vuggestuebørn og 33 børnehavebørn. Hver dag arbejder vi på at skabe et stærkt fællesskab. For i Langenæsen tror vi på, at et forpligtende fællesskab er båret på respekt og tryghed — og begge dele er afgørende for børns udvikling.
I Langenæsen har vi alle sammen - børn, medarbejdere og forældre - en værdi og en vigtig plads i vores hus. Vores vision er at være et trygt og udviklende sted at være barn. Det indebærer, at vi møder vores børn med empati og lærer dem at hjælpe de kammerater, som har brug for det. I Langenæsen inkluderer vi nemlig hinanden og sørger for, at alle er med. Derfor hjælper vi børnene til at se og opleve den unikke værdi, hvert eneste barn bringer ind i fællesskabet.
Vi er et lille hus, hvor børn og voksne trives i et trygt og overskueligt miljø, hvor alle kender alle. Forholdet mellem børn og voksne er kendetegnet af anerkendelse og respekt, og vi tror på, at tydelige, engagerede og omsorgsfulde voksne skaber børn, der har en tro på, at verden er åben, fordi de voksne er lige bag dem.
Vi har en økologisk fuldkostordning, der laves af vores egen køkkenleder i vores eget køkken og en ressourcestærk, imødekommende og samarbejdende forældregruppe, primært fra Aarhus C, Frederiksbjerg, Kongsvang, Åbyhøj og Viby, der stiller op til bestyrelse, arbejdsdage og årstidsfester.
Vores faste og stabile personalegruppe består af:
1 dagtilbudsleder
2 vuggestuepædagoger
2 børnehavepædagoger
4 pædagogmedhjælpere
1 køkkenleder
Du kan læse mere om Langenæsen, om vores værdier og om vores hverdag på: www.langenaesen.dk/
Hvem er du
Vi søger en varm, rolig og engageret pædagog til vores børnehavegruppe med cirka 35 dejlige børn. Stillingen er som udgangspunkt på 32 timer. Du har de 3-6-årige på sinde, men ønsker også at være noget for de 1-3-årige, som du helt naturligt vil få en del at gøre med i hverdagen, da Langenæsen er et lille hus, hvor vi alle kommer hinanden ved.
Vores børnehavegruppe består af to grupper, men vi er kun opdelt under samling og til spisning — resten af dagen har vi åbne døre på begge stuer. Dette understøtter vores stærke fællesskab, hvor børnene kan se hinanden på tværs. Du vil blive stueansvarlig for den ene af vores to spise- og samlingsgrupper.
Måske har du en rygsæk fuld af erfaring fra pædagogfaget, måske er du nyuddannet — det vigtigste er, at du har en faglig og personlig ro og kan se dig selv i vores fire grundværdier: tryghed, udvikling, respekt og fællesskab.
Langenæsens seneste tilsynsrapport fra august 2024 er utrolig flot med ‘fasthold pædagogik’ på alle tre tilsynsområder, hvilket er et fint billede på den store, faglige ballast, som Langenæsen bygger på. Vi forventer meget af din pædagogiske ambitiøsitet — ligesom du kan forvente dig meget af vores.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med børnehavens anden faste pædagog og tre faste medhjælpere. Ligeledes vil du også indgå i et samarbejde med resten af husets personale.
Vi drømmer om
- En dygtig kollega, der brænder for at gøre livet i Langenæsen til et dejligt og udviklende sted at være barn med dine stærke kompetencer for at skabe gode, trygge rammer for børns udvikling.
- At du har erfaring med aldersgruppen 3-6 år og er indstillet på, at arbejdet i børnehaven også indebærer tværfagligt samarbejde.
- En pædagog, der hurtigt kan danne sig et overblik over hverdagens rytme, så du kan arbejde selvstændigt og tage ansvar og lederskab over dagens gang i børnehaven.
- At du er tydelig, rolig og har en rummelig og anerkendende tilgang i mødet med børn, forældre og kollegaer.
- At du kan give og modtage feedback for at yde den bedste kvalitet i forhold til vores kerneopgave.
- En kollega, der sætter pris på at indgå i et tæt arbejdsfællesskab, hvor vi alle løfter i flok, rykker sammen i bussen og hjælper hinanden, så vi sikrer, at dagligdagen fungerer — for både børn og for voksne. Derfor er du også fleksibel, når hverdagen kræver det.
- At du har et dejligt humør og bidrager til en dejlig hverdag.
Hvad betyder det at være selvejende
Som selvejende dagtilbud er det vores bestyrelse, og ikke Aarhus Kommune, der formelt er vores arbejdsgiver. Vores bestyrelse består af 6 forældrerpræsentanter, 1 personalerepræsentant og vores dagtilbudsleder.
Vores selvbestemmelse forkorter vejen fra tanke til handling og giver os et stort råderum til at kunne træffe de beslutninger, vi mener, er de rigtige for Langenæsen og for vores børn — af den grund er vi bl.a. en af de eneste institutioner i Aarhus Kommune, der kommer på hjemmebesøg inden institutionsstart.
Vigtige datoer
14. nov 2024 — rundvisning i Langenæsen (klokken 16.30-17.00)
22. nov 2024 — deadline for ansøgninger
26. nov 2024 — forventet dato for samtaler med kandidater
01. jan 2025 — pædagog tiltræder (gerne før, hvis ladesiggørligt, og vi venter også på den rette kandidat)
Det med småt
For generelle spørgsmål kan Langenæsens konstituerede leder, Lene Syberg, kontaktes på tlf: 41872983 og på mail: [email protected]. For specifikke spørgsmål kan pædagog i børnehaven, Signe Skov Øbing, og pædagogmedhjælper, Cecilia Østergaard Olesen, kontaktes på Langenæsens tlf: 41872983.
Ring også gerne, hvis du ønsker at deltage i rundvisningen i Langenæsen tirsdag 14. november kl. 16.30.
Løn efter gældende overenskomst og efter principperne om lokal løndannelse, ligesom det er et krav, at vi indhenter straffe- og børneattest.
Vi glæder os sådan til at høre fra dig, kommende Langenæse!
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Afdeling: Langenæsen
Ansøgningsfrist: 22 November 2024
Placering: Langenæs Alle 54, 8000, Aarhus C
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: