Studentermedhjælpere til undervisning og børneaktiviteter
Det Kgl. Bibliotek
Er du vild med historie, litteratur og kultur, og vil du omsætte faglig viden til læring for børn og unge? Så er du måske vores nye kollega.
Det Kgl. Bibliotek er hele Danmarks bibliotek med unikke samlinger af kulturarv. I bibliotekets kulturhus, Den Sorte Diamant, på havnekajen i København præsenteres et omfattende kulturprogram, der bringer kulturarven i spil ved store live arrangementer, i spektakulære udstillinger og ved imponerende koncerter.
Alt dette bliver i særlige undervisningsforløb tilbudt til elever fra grundskolen og ungdomsuddannelser. Biblioteket tilbyder også arrangementer for børn og deres voksne, hvor de i deres fritid kan deltage i særlige oplevelser og kreative workshops.
Til at varetage undervisningsforløbene og deltage i fritidsarrangementerne søger Kulturafdelingen på Det Kgl. Bibliotek t0 studentermedhjælpere til ansættelse fra 1. februar 2025.
Dine opgaver
- Din primære arbejdsopgave bliver at formidle bibliotekets udstillinger og samlinger til elever i grundskolen og på ungdomsuddannelser. Du vil få udførlige manualer med øvelser og faglig information, samt blive grundigt oplært i undervisning.
- Vi forventer, at du også deltager ved bibliotekets fritidsarrangementer for børn og familier, som bliver afviklet på lørdage og i forbindelse med skoleferier.
Undervisning og fritidsaktiviteter på Det Kgl. Bibliotek bygger på ekspertviden, gejst, dialog og en lang tradition for at indsamle, forske og formidle dansk historie og kultur. Vi håber, at du ligesom os brænder for at begejstre børn og unge og pirre deres nysgerrighed, inspirere dem til refleksion og stimulere deres kritiske evner.
Du kan læse mere om undervisning på Det Kgl. Bibliotek her: https://forskoler.kb.dk/
Læs mere om tilbud til børn og voksne i fritiden her: https://www.kb.dk/arrangementer/boern-og-deres-voksne
Dine kvalifikationer
Vi forventer, at du har:
- lyst til at formidle fagligt stof til børn og unge og har mod på at sætte dig ind i forskellige undervisningsmetoder og museumspædagogik.
- interesse for litteratur, kultur og historie. Måske studerer du historie, dansk, litteraturvidenskab eller moderne kultur og kulturformidling på universitetet, eller måske studerer du på læreruddannelsen.
- en fleksibel og løsningsorienteret tilgang til koordinering af vagter.
Det er en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med formidling til børn og unge, men ikke en forudsætning.
Du skal i hele ansættelsesperioden være studerende på en videregående uddannelse og have mere end ét år tilbage på dit studie.
Du skal desuden kunne deltage i oplæringen, som vil finde sted i begyndelsen af februar og i noget af vinterferien i uge 7. Oplæring i nye kommende undervisningsforløb sker løbende sammen med biblioteks andre studentermedhjælpere.
Praktiske informationer om undervisningsforløbene
Du vil indgå i et team af studerende, der sammen har ansvar for at varetage undervisningsforløb. Du vil få en fast ugedag, hvor du er ansvarlig for den pågældende dags undervisningsforløb.
Vi forventer, at der vil være 1-3 undervisningsforløb pr. uge svarende til en arbejdsbyrde på 3-15 timer pr. uge. Antallet af undervisningsforløb svinger, hvor der i nogle perioder er mange bookinger, mens andre kan være sparsomme. Det forventes, at du anvender tid til forberedelse samt oprydning mv. i forbindelse med de enkelte forløb.
Løn
Ansættelse og aflønning sker som studentermedhjælp i henhold til fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftale mellem Skatteministerie og HK/STAT.
Ved gennemførelse af undervisningsforløb vil du blive aflønnet efter Det Kgl. Biblioteks regulativ for undervisere.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og børneattest.
Ansøgning
Hvis ovenstående lyder som et job for dig, bedes du fremsende en ansøgning, hvor du kommer ind på:
- Hvorfor du brænder for at arbejde med børn og unge
- Din erfaring og hvordan du vil bringe den i spil i jobbet
Send også dit CV med eksamensudskrift og ansøgning elektronisk ved at klikke på knappen ”Søg Stillingen” allernederst i stillingsopslaget på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside på http://www.kb.dk/da/kb/jobs/.
Du bedes vedhæfte din ansøgning samt dokumentation fra dit studiested, der viser at du er aktiv studerende. Ansøgningen skal være modtaget senest mandag d. 6. januar.
Samtaler afholdes i uge 3.
Ønsker du yderligere oplysninger om jobbet, kan du kontakte Ansvarlig for undervisning og fritid Lene Eklund-Jürgensen, [email protected], 91324740.
Afdeling: Christians Brygge 8 1219 København K
Lokation: KULT
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: