Studentermedhjælper søges til Borgerservice i Aarhus
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Vil du prøve kræfter med et område, der har stor politisk bevågenhed? Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) søger en studentermedhjælper til vores Borgercenter i Aarhus. Der er tale om en fast stilling.
Din nye arbejdsplads
SIRI er en ung arbejdsplads med en seriøs tilgang til vores studentermedhjælpere. Vi beskæftiger os med et interessant arbejdsområde med stor politisk bevågenhed, og du får kendskab til samspillet mellem offentlig administration og den politiske virkelighed.
Du kommer til at være en del af Borgerservice, hvor du - ud over erfaring med kontorarbejde - vil få lejlighed til at stifte bekendtskab med juraen i praksis.
Du kommer til at indgå i et fællesskab med andre medarbejdere, som behandler sager og sammen udgør et team i Aarhus. Vi har i alt fem borgercentre fordelt rundt om i landet.
Du får engagerede kolleger med forskellige erfaringer, uddannelser, perspektiver og opgaver. Vi er uformelle, og viden er noget, vi deler.
I SIRI arbejder vi med vores strategi og kerneopgaver for øje og har i 2024 lagt meget energi i at udarbejde vores strategihus, som beskriver vores vision og mission samt fundamentet for vores måde at arbejde på. Læs mere om os, vores strategi og vores forskellige kontorer her.
Dine arbejdsopgaver
I vores Borgercentre behandler vi EU-borgeres ansøgninger om opholdsret, optager biometri (foto og fingreaftryk) på udlændingeområdet og håndterer en række andre administrative opgaver. Du skal på lige fod med de ansatte i enheden bistå med skrankebetjening af borgere, der retter henvendelse vedrørende vores sager og med sagsbehandlingen af styrelsens sager.
Om dig
Vi forestiller os, at du læser en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, f.eks. stud.jur. eller anden relevant uddannelse. Du har som minimum bestået 1. år og har mere end ét år tilbage af dit studie.
Sammen med kontorets øvrige medarbejdere bliver du styrelsens ansigt udadtil. Du skal derfor motiveres af at yde en god service over for vores brugere både på skrift og ansigt til ansigt.
Derudover forventer vi, at du:
- er god til at kommunikere
- er faglig dygtig, kvalitetsbevidst og har en fleksibel indstilling til dine arbejdsfunktioner
- vil prøve kræfter med juraen i praksis
- arbejder struktureret
- evner at lære fra dig og er i stand til at bevare roen i en travl hverdag
Nysgerrig?
Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte enhedschef Jane K. Nielsen på telefonnummer 72142163 eller på e-mail [email protected].
Er du vores nye kollega?
Klik på knappen i højre side og upload din ansøgning, eksamensbevis mv. senest søndag d. 26. januar 2025
Vi forventer at holde samtaler i uge 5.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes som studentermedhjælper efter l OAO-S-Fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Du arbejder 15 timer om ugen, og du skal dokumentere, at du er aktiv studerende og indskrevet ved en højere læreanstalt under hele din ansættelse.
Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C.
Du skal være sikkerhedsgodkendt til ”TJENESTEBRUG” for at arbejde i denne stilling og kunne opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.
Afdeling:
Lokation: Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: