Juridisk studentermedhjælper med interesse for fast ejendom til Københavns Ejendomme | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Juridisk studentermedhjælper med interesse for fast ejendom til Københavns Ejendomme
Er du jurastuderende med interesse indenfor fast ejendom? Og kan du se dig selv i et spændende juridisk miljø med mange forskellige typer af sager? Og kunne du tænke dig at arbejde med Danmarks største ejendomsportefølje? Så er denne stilling måske noget for dig.
Hvad tilbyder vi i jobbet?
Vi kan tilbyde en fleksibel arbejdsplads med gode faglige og personlige udviklingsmuligheder. Du vil blive en del af et kontor med et højt fagligt niveau bestående af ca. 25 jurister, en erhvervsmægler og en anden studentermedhjælper.
Vi lægger vægt på et godt sammenhold med gode sparringsmuligheder, og det er vigtigt for os, at det er både sjovt, spændende og udfordrende at gå på arbejde.
Du vil komme til at beskæftige dig med en bred vifte af juridiske arbejdsopgaver inden for fast ejendom, og vi lægger vægt på, at du bl.a. har lyst til at arbejde med følgende opgaver:
- udarbejde udkast til juridiske aftaler, fx købsaftaler, salgsaftaler og lejekontrakter
- udarbejde udkast til juridiske notater/skrivelser
- behandle anmodninger om aktindsigt, herunder juridisk vurdering heraf
- tinglyse skøder, servitutter mv.
- udarbejde politiske indstillinger
- deltage i planlægningen af kontorets arrangementer
Hvem er vi?
Vores kontor har karakter af en intern specialiseret juridisk enhed og vores primære arbejdsområde er privatretlige og kommercielle problemstillinger vedrørende Københavns Kommunes ejendomsbesiddelse i bred forstand. Dette inkluderer bl.a. sager om køb og salg af fast ejendom, udvikling af grunde, og indgåelse af erhvervslejekontrakter, både når kommunen udlejer erhvervslejemål, og når kommunen lejer lokaler til kommunale formål.
Vi behandler også anmodninger om aktindsigt samt bestillinger og spørgsmål fra politikerne på Københavns Rådhus vedrørende kommunens rolle som ejendomsejer.
Vi understøtter hele kommunen og har stor berøringsflade med såvel kommunens øvrige forvaltninger som med andre samarbejdspartnere, herunder øvrige grundejere, rådgivere og andre interessenter.
Hvem er du?
Vi forventer, at du er i gang med en relevant videregående uddannelse (fx ba.jur., cand.jur., HA.jur., cand.merc.jur. eller cand.soc. i jura) og som minimum har bestået første år af dit studie.
Derudover forestiller vi os, at du
- har interesse for fast ejendom/ejendomsjura
- har en imødekommende personlighed
- er proaktiv og trives i en rolle med mange forskelligartede aktiviteter
- er fagligt ambitiøs, tager ansvar for dine opgaver og har fokus på at overholde skarpe deadlines
- har gode samarbejdsevner, også på tværs af fagmiljøer, herunder at du kan formidle dig klart og tydeligt både i skrift og tale
- er indstillet på at arbejde i en politisk styret organisation
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.
Arbejdstiden forventes at være ca. 15-20 timer om ugen – typisk fordelt på to til tre hverdage.
Vi ønsker stillingen besat snarest muligt.
Der er mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden i eksamensperioder.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder René Lind Akselsen på 29 24 08 55 eller mail [email protected].
Søg via linket senest søndag den 16. februar 2025
Vi forventer at holde samtaler i uge 8.
Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2.
Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: