Opslag hos The Royal Danish Embassy
The Royal Danish Embassy
PRAKTIKANT VED DEN DANSKE AMBASSADE I ATHEN – 2. HALVÅR 2025 Den danske ambassade i Athen søger to engagerede, ambitiøse og politisk-økonomisk interesserede praktikanter til at tage del i ambassadens arbejde i efteråret 2025. Praktikopholdet vil give dig et unikt indblik i dansk diplomati, og du vil blive udfordret både fagligt, socialt og kulturelt samt få mulighed for at afprøve dine kompetencer i praksis på en spændende arbejdsplads i en af Europas mest interessante og historiske storbyer. Som geografisk port til Europa er der stor opmærksomhed omkring ambassadens arbejde, hvor særligt udviklingen på migrationsområdet og den økonomiske reformindsats i kølvandet på mange års økonomisk krise præger den daglige arbejdsgang. Hertil kommer, at Danmark i 2. halvår af 2025 overtager EU-formandskabet. Ambassaden dækker også Cypern. Vi er en relativt lille ambassade, hvor du som praktikant har rig mulighed for at komme tæt på ambassadens centrale arbejdsopgaver og indgå bredt i opgaveløsningen. Ambassadens størrelse fordrer, at vi arbejder tæt sammen – også på tværs af fagområder - og det er derfor vigtigt, at du fungerer godt i et team. Der vil være gode muligheder for selv at præge arbejdets indhold og tilrettelæggelse. Du vil som praktikant navnlig komme til at beskæftige dig med følgende opgaver: Følge og analysere græsk udenrigs- og indenrigspolitik med et særligt fokus på migration og den økonomiske reformproces. Bidrage med baggrundsresearch, dataindsamling- og fremstilling. Bistå ved udarbejdelsen af ambassadens indberetninger bl.a. forud for udvalgte ministerrådsmøder og møder i Det Europæiske Råd samt analyser til Udenrigsministeriet og andre danske ministerier. Bidrage til Public Diplomacy-arbejde via ambassadens profiler på Facebook og X. Redigere og opdatere ambassadens hjemmesider. Bistå med planlægning og forberedelse af besøg af danske delegationer og besøgsgrupper til Grækenland og Cypern. Bistå med planlægning og afvikling af arrangementer i forbindelse med EU-formandskabet. Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til souschef, Tanne Krogh Bertelsen på [email protected] eller vores nuværende praktikant, Laura Ranja Charbis Kjær-Rasmussen på [email protected]. Deadline for din ansøgning er den 10. marts 2025. Praktikplads i udenrigstjenesten Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af muligheder og giver dig lejlighed til at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine færdigheder af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af den afdeling, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i afdelingen. Den danske ambassade i Athen har 2 praktikpladser i følgende afdelinger: Praktikant til politisk-økonomisk afdeling, ref.nr. POL-2 Varighed og ansøgningsfrister Vi søger praktikanter to gange årligt, og praktikopholdet er på seks måneder. Forårsholdet: 1. februar – 31. juli Deadline for ansøgning til dette hold er den 10. september året forinden Efterårsholdet: 1. august – 31. januar Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år Krav Du skal være studerende og under hele praktikopholdet være tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau. Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år på ansøgningstidspunktet, have fast bopæl i Danmark og under hele praktikopholdet være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark. Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen. Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste. Kvalifikationer Vi leder efter studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word). Opholdet skal bidrage til din uddannelse og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder. Vi anbefaler, at du, inden du søger om et praktikophold, undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold. Ferie og arbejdstid Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få visse skrive- fridage (antallet fastsættes af repræsentationen baseret på krav til omfang og kompleksitet af opgaven, men vil aldrig kunne overstige 10 dage). Bolig og forsikringer Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde alle udgifter forbundet hermed. Du skal endvidere for egen regning tegne forsikring, der dækker hjemrejse ved sygdom og død samt ansvar uden for arbejdstider). Refusion af visse udgifter Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 4000 pr. måned til dækning af dokumenterede udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet. De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser. Hvordan ansøger man? Du søger praktikophold på den danske ambassade i Athen ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik her. Linket er aktivt fra den 10. februar til den 10. marts 2025. I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun søge praktikantstillinger på den danske ambassade i Athen via ovenstående link og kun anvende de ovenfor angivne referencenumre. Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider, og søge via deres ansøgningslink. Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/ karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning. Din motiverede ansøgning bør max. fylde én side, skrives på hvidt papir, og den bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling. Deadline for din ansøgning er den 10. marts 2025.
Applicant interest
How much interest does this ad generate among job seekers? Log in to see how popular this job posting is.
Ad created on 27 January 2025, last update on 27 January 2025 2025-01-27 22:03:18.530
The Royal Danish Embassy
Main office: Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1448 KøbenhavnWorkplace has right now 6 employees with higher educational background. In last periode they hired no candidates and 5 students and interns.
More info for this company
Talent demandAll current jobs